Kapitel 6 (tredje del): Ultimatum og afrusning

blogindlæg

Kapitel 6 (tredje del): Ultimatum og afrusning

Skrevet af
Carina
Oprettet 5 år 10 måneder siden

"God ferie." Hendes kollega sender hende et smil og et fingerkys.

"Tak, Lisbeth. Vi ses om 14 dage." Hun gengælder smilet og føler sig lettet over, at hun nu har mulighed for at tage sig af alt det, hun har haft svært ved at gøre i hverdagen. Jobbet skal jo passes. Også selvom hendes dårlige samvittighed til sin far gnaver i hende hver eneste dag. Hun føler sig desperat og har i lang tid gået med tankerne om at sige op for at kunne være hos ham hele tiden. Det er som om, at alt, hvad hun forsøger at gøre for at hjælpe ham, bliver modarbejdet, hvis ikke af systemet, så af hendes far selv. Saga er ved at miste modet. De 14 dages ferie skal gøre hende godt. Hun opdaterer afkrydsningssedlen og lægger kuglepennen fra sig med et let suk.

"Hvor skal du hen?" Den lille Magnus fra hendes stue kommer susende på sin løbecykel. Solen går i øjnene på ham, så han står med sin hånd oppe foran ansigtet for at skærme mod den.

"Jeg skal hjem på sommerferie," svarer Saga. "Du skal også snart hjem på ferie, og så ses vi igen inden længe." 

"Jeg skal spise is - hver dag!" Drengen smiler stort og blotter de små mælketænder. 

"Det synes jeg lyder som en rigtig god ide!" svarer Saga med et lige så stort smil. Det er så livsbekræftende at arbejde med børn, tænker hun. Deres umiddelbare og bekymringsfrie tilgang til livet fascinerer hende gang på gang, og hun føler et helt specielt bånd til deres legende og lette væren. Hun nyder at lege, læse højt, synge og danse. Det er som frihed for en stund. Hun vinker til de andre på legepladsen og går ud mod bussen.

Hvad, hvis han siger nej? De kan risikere, at han vil trække sig og lukke sig endnu mere inde. Han vil måske skubbe hende fra sig? Vil han forstå, at det er en handling begået af kærlighed og tro? Eller vil han se det som et tillidsbrud? Måske ligefrem en trussel?

”Far, hør nu efter!” Martins stemme er kraftig i den røgfyldte stue. ”Det går ikke længere – du dør, hvis du ikke stopper nu.” Under kraften anes en angst, en angst for at miste. Saga sidder på sofaen ved siden af sin far. Hun holder ham i hånden. Hendes hænder er kolde, og hun ryster. Deres far sidder stille og kigger på dem. Først på den ene og så på den anden. De har diskuteret og skændtes længe, og der er røget beskyldninger og bebrejdelser over bordet. Deres farbror er taget med for at hjælpe dem med at overtale ham til at lade sig indlægge til afrusning og derefter gå i alkoholbehandling. Det er mest de to brødre, der skændes. Saga lader dem gøre det, for de ved, hvad hinanden taler om. At vokse op i misbrug og senere selv kæmpe med det er en del af familiearven – en arv, som de begge deler.

”Jeg vil kun indlægges i Hanstholm. De er gode mennesker deroppe, og jeg kender stedet.” Saga vågner op af sin tilstand og kigger på sin far med øjne, der borer sig ind i hans blik for at finde ud af, om han virkelig mener det.

”Du skal sku ikke til Hanstholm, Lars! Du skal til Holstebro. Det ved jeg om nogen er noget, der virker.” Og så begynder de at diskutere igen. Den ene ved bedre end den anden. Saga siger ikke noget, men hun ville ønske, at hun kunne. Selv om det de gør nu er at hjælpe ham, så føler hun, at de angriber ham, og hun kan ikke lide at se ham sidde og forsvare sig selv. Der er noget ved ham, som mest af alt minder hende om den lille bange dreng, der ikke har den fjerneste tiltro til nogle mennesker omkring ham. En dreng, der er blevet omsorgssvigtet og kun kan se verden som et sted, hvor alle er efter ham og kun vil ham det skidt. Noget andet er også, at hun tror på, at hendes far kommer længst ved at følge sine egne valg – i forhold til afvænning selvfølgelig – det har hun hørt mange gange, at mennesker med misbrug først kan afvænnes, når de selv har taget et aktivt valg. Så hvis Hanstholm er det bedste sted for ham, så er det det, han skal.

”Far, jeg vil gerne køre dig til…”

”Okay, fint! Så kør mig til Holstebro.” Han rejser sig og finder en lille rygsæk, som han begynder at putte ting i. Underbukser, tandbørste, barbergrej og sin oplader til telefonen.

”Jeg kan vel lige nå en øl, inden vi kører!” Det er mere en konstatering end et spørgsmål. Han er på vej ud i køkkenet, men broderen holder ham fast i armen.

”Nej, Lars. Vi kører nu!”

Saga og Martin sidder tilbage i lejligheden. De har lovet at passe katten og tømme postkassen, mens han er indlagt. Hun havde haft svært ved at slippe ham igen. Hvor ville hun ønske, at hun kunne være hos ham, så han hele tiden kunne blive mindet om, at hun var der for ham.

”Tror du, at han er okay? Saga kigger på Martin og klemmer om sine hænder for at få dem til at holde med at ryste. Hendes mave gør ondt, og hun har lyst til at kaste knuden op.

”Ja, altså så okay, som man nu kan være, når man skal indlægges til afrusning på grund af et misbrug.” Han kigger på sin søster og smiler stille til hende.

”Du skal ikke bekymre dig så meget, Saga. Det er en god ting, at han sagde ja. Nu må vi bare håbe på, at han holder det denne gang.” Han kommer over til hende og giver hendes skulder et klem. Tårerne presser på, og hun kan ikke længere ikke holde dem tilbage.

”Saga, du har virkelig gjort alt, hvad du kan. Du kan ikke gøre mere. Nu er det op til ham selv.” Martin holder sin hånd på hendes skulder og klemmer lidt ind imellem. Hun kan ikke rigtig sige noget ud gennem tårerne, der bare triller.

”Det ved jeg også godt. Det er bare så forbandet hårdt at være vidne til. Jeg kan ikke holde ud til at være bange mere. Jeg ville bare ønske, at det kunne stoppe nu. At han ikke skulle kæmpe sådan.”

”Det må vi håbe, at det gør.” Martin slipper hendes skulder og henter et stykke køkkenrulle til hendes øjne.

”Tror du ikke, at vi skal gå hjem? Der er ikke så meget mere, vi kan gøre nu.”

”Jo.” Saga pudser sin næse og tørrer sine øjne. Martin kigger på hende med en skævt smil.

”Øh, ville du ikke ønske, at du havde gjort det der i en anden rækkefølge?” Og så griner de begge på vej ud af den røgfyldte lejlighed.

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program