Strækmærker

brevkassespørgsmål

Strækmærker

brevkassespørgsmål af
Cecilie
13 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 13 år, som har fået strækmærker på mine lår, bryster og læn, det har jeg haft i ca 2 år nu og det gider ikke gå væk. Og nu her hvor der er ved at være sommer så er det ikke særlig behaligt at folk kan gå og kigge på dem. Og når jeg har gået rundt uden for kan man nærmest ikke røre ved dem uden det klør, min kæreste har også kommenteret på det nu hvor jeg går rundt med shorts på. Men sagen er om det nogensinde går væk igen, jeg er 160 høj og vejer 55 kg, jeg fik at vide det ikke var meget forhold til hvor tynd jeg ser ud. Mine veninder har kommenteret på mine strækmærker på brysterne når vi har skulle klæde om til idræt, hvor de så sagde at der var unormalt at have stræk mærker i min alder. Håber i vil hjælpe. Kh. Cecilie

Svar: 

Kære Cecilie

Det er helt fuldstændig normalt at have strækmærker. Stort set alle mennesker har lidt strækmærker, nogle får det lettere end andre, men det har ikke nødevendigvis noget med ens vægt at gøre. Strækmærker kommer, når man vokser, så unge drenge, der pludselig vokser meget hurtigt, får også strækmærker. På samme måde, vil piger, hvis bryster pludselig vokser hurtigt, også kunne få strækmærker på brysterne. Man kan få strækmærker alle steder på kroppen, hvor huden skal udvides - deraf navnet "stræk"-mærker. Et af de mest normale steder er på benene og ballerne. Strækmærker er overhovedet ikke noget at skamme sig over, for vi har dem alle sammen. Det er sådan menneskekroppen ser ud, også selvom modellerne i bladene og reklamerne ser ud til at have dem. Som sagt kommer de ikke, fordi man er overvægtig, men de kommer, hvis man vokser hurtigt. Det kan selvfølgelig komme, hvis man pludselig tager meget på, men de kommer ofte bare, fordi kroppen vokser - derfor er det også helt normalt at få dem i din alder. Din vægt lyder helt norma og sund, så det lyder ikke som om, strækmærkerne er kommet på grund af pludselig vægtøgning, så de er helt sikkert bare kommet, fordi du er vokset. Strækmærker kan også skyldes hormonændringer, så derfor giver det også rigtig god mening, at du får dem nu, hvor du stadig er i puberteten. Hvor let man får strækmærker er genetisk betinget, så det er der altså desværre ikke så meget at gøre ved.

Strækmærker kan være lidt blålige og tydelige i starten, men de falmer med tiden og bliver mere lyse og dermed også sværere at se. Der er mange midler på markedet, som påstår at kunne fjerne strækmærker, men det er altså desværre ikke bevist at de virker. Til gengæld er alle disse midler - cremer, olier osv. - rigtig dyre, så det vil jeg ikke nødvendigvis anbefale dig, men det er selvfølgelig op til dig. En metode, der dog menes at virke, er træning og motion. Grunden til dette er, at motion og træning er med til at holde huden stram, blandt andet ved "fylde" den lidt løse hud ud, når man får lidt større muskler. Regelmæssig motion menes også at kunne gøre mærkerne mindre tydelige. Det er helt sikkert denne metode, jeg vil anbefale dig. Derudover, synes jeg, det er rigtig vigtigt, at du husker på, at strækmærker er helt normalt, alle har dem, og det er en naturlig del af kroppen. Det er vigtigt at kunne elske sin krop, som den er, for ellers kan man bruge hele livet på at prøve at lave den om.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program