Kapitel 5 (første del): Heltebarnet

blogindlæg

Kapitel 5 (første del): Heltebarnet

Skrevet af
Carina
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Solen skinner, og træernes toppe bevæger sig i takt med vinden. Lyden af børn, der har fået fri fra skole, forsvinder stille hen. Saga går ad fortovet dybt koncentreret og forsøger at holde sig inden for stregerne. Det er både svært og tager lang tid, men det er en opgave, hun må og skal løse – det er en nødvendighed. Saga har længe været optaget af at gøre det rigtige, for hvis alt er gjort rigtig, er det svært at gøre noget forkert. Med præcision sætter hun sine fødder lige før stregerne, skridt efter skridt. Jo mere præcis hun er, desto større er chancen for, at bilen vil holde parkeret hjemme i indkørslen, når hun kommer hjem. Da Saga endelig når legepladsens parkeringsplads, ånder hun lettet op. Der er ikke flere fliser og dermed ikke flere streger, hun skal undgå, før hun er hjemme. Parkeringspladsen er dækket af gule og rødbrune blade, som efteråret har fået træerne til at smide. Kun få hænger endnu fast på de tynde grene. Saga stopper op midt på parkeringspladsen og kigger op i himmelen. Som hun står der, ånder alt fred. Alt er stille og fredfyldt. Saga træder ind i en tom indkørsel, og en rullende smerte sætter sig fast i hendes mave. Har hun mon overset én af stregerne? Har hun brugt for lang tid? Hendes tankemylder bliver afbrudt, da små hvide sten fra indkørslen fanger hendes opmærksomhed. De ligger som strøget hen over flisegangen op til det røde murstenshus. Én efter én sparker hun dem tilbage i gruset. Sådan. Klare og rene linjer, det er bedst. Inden hun går ovenpå til sin mor, sætter hun alle skoene i korrekt rækkefølge. Martins sko først, så hendes egne, hendes mors og så er der plads til hendes fars, når han altså kommer hjem igen.

”Nå, der er du, skat?” Hendes mor smiler og kommer hende i møde i døren.
”Jeg kunne ikke forstå, hvor du blev af. Er du okay?” Hendes øjne ser bekymrede ud.
”Hvor er far?” Sagas stemme er lille og næsten utydelig.
”Han er ude at køre.” Saga kan se på sin mor, at de begge ved, hvad det betyder. Hendes mor kører fingrene gennem Sagas hår og putter hende ind til sig.
”Du skal se, han kommer nok snart hjem. Han skulle bare hente en liter mælk.”

”Sssh!” Han sidder med sine briller i sine rystende hænder. Begge sidder de på hug omme bag en busk i haven. Politimanden går rundt omkring huset og kigger ind ad vinduerne. Hun ved ikke, om hun skal være bange. Han virker bange, som han sidder der. Politimanden går op ad terrassens trin og banker på havedøren. Den er åben, så han træder ind i stuen.
”Lars Egebæk? Det er fra politiet. Vi vil gerne snakke lidt med dig.” Hun kigger på sin far, så på politimanden og tilbage på sin far igen. Han sveder. Det løber langsomt ned forbi hans øre, til det til sidst former sig som en dråbe, der lander blødt på hans T-shirt.
”Hvad har du lavet, far?”
”Hold kæft,” hvisler han ud mellem sine tænder.
”Du bliver nødt til at være stille,” siger han så med en lidt mildere tone. Saga fryser fast til mosset i græsplænen. Hun bliver ked af det og vred. Men ikke på hendes far, men på den modbydelige politimand, fordi han får hendes far til at reagere sådan. På vejen hjem til hendes mor kører hendes tanker rundt i hovedet på hende. Hvorfor kom den politimand og ville snakke med hendes far? Hun går ad fortovet bevidst om ikke at træde på de mange streger. Og hvorfor virkede far så bange?

”Saga, hvad har I lavet?” Hendes mor står allerede i døren og venter på hende. Hun ved det. ”Hvad?” Saga smiler og lader som om, at hun synes, at det hele er lidt sjovt.
”Jeg ved, at politiet har været hos far. Hvad er der sket? Jeg kan godt sige dig, du kommer ikke derom længere, hvis det skal foregå på den måde.”
”Hvem har fortalt dig det?” Saga kan mærke, at hun bliver vred.
”Det kan da være lige meget, hvem der har fortalt mig det. Det er ikke normalt at gemme sig for politiet. Hvad foregår der, Saga?” Hendes mor er også vred, men mest bekymret. Saga aner tårer i hendes øjne.
”Jeg ved ikke, hvorfor den politimand kom. Far så ham gennem vinduet, og så tog han mig i hånden, og vi løb ud i haven og gemte os.” Hun trækker på skuldrene som om, at det ikke er særlig unormalt og kigger på sin mor. Hun kan godt se, at det kræver lidt mere forklaring. ”Så kaldte han på far og ledte lidt efter ham. Da han ikke kunne finde ham, skrev han noget ned på et papir, og så gik han. Og jeg gik herhjem.” Hendes mor kigger på hende, og så ryster hun stille på hovedet.
”Kan den mand da for fanden ikke snart få styr på sit liv.” Hun vender sig om og kører hånden gennem håret. Saga ved ikke, hvad hun skal sige. Hun står og kigger ind i ryggen på sin mor. Skal hun sige noget?
”Men vi gør det ikke igen, mor,” prøver Saga. Hendes mor vender sig igen rundt og kigger hende i øjnene. Saga kan se, at hun er ked af det.
”Saga, det her handler ikke om dig. Det er far, der har gjort noget forkert, ikke dig. Jeg bliver bare bange og utrolig ked af, at du skal udsættes for det. Jeg bliver vred på far og ikke på dig. Jeg skal nok tage en snak med far om, hvad der er sket. Det er ikke noget, som man drager børn med ind i.” Hun trækker Saga ind i hendes arme.
”Hvordan skal jeg dog skåne jer for hans valg.”

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program