Ensomhed for tiden

brevkassespørgsmål

Ensomhed for tiden

brevkassespørgsmål af
Maria
18 år
Oprettet 5 år 12 måneder siden

Kære Cyberhus Mit navn er Maria, og til hverdag går jeg i 2.g. Jeg tror, at jeg har brug for nogen at snakke med, og jeg har endnu ikke været helt klar på at foreslå en psykolog, så here goes. Jeg har på det seneste følt mig meget ked af det, og uden lyst til at opsøge andre, eller overhovedet at prøve på noget, hvad enten det er socialt/daglige gøremål eller noget for mig selv- for jeg tænker, at det alligevel ikke nytter noget, når det er MIG der skal gøre tingene.

Ift. skolen har jeg derudover også været ekstremt træt, taler meget langsommere end normalt, og har utroligt dårligt ved at koncentrere mig om at læse, simple arbejdsopgaver, og jeg glemmer rigtigt nemt ting, som folk LIGE har sagt til mig, hvilket er frustrerende både for dem, og mig selv. Jeg har observeret mine tankemønstre, og jeg har en tendens til at være meget hård ved mig selv. Jeg tror, at jeg som person har mange urealistiske forventninger til alting, såsom hvor hurtigt man skal blive gode venner med en anden, til lektier og skolen, og når tingene så ikke går, som jeg havde forventet, så lukker jeg i og affinder mig med, at jeg bare er alene, eller at hvis jeg ikke kan finde ud af matematikken, bare dropper den helt- laver tit heller ikke lektier/opgaver/ har rigtig meget fravær.

Jeg VED, at jeg er en person, der kunne være sindssygt god i skolen, hvis bare jeg havde struktur og motivation. Normalt er jeg en sjov og meget betænksom pige, det ved jeg, for når jeg er i trygge rammer og selskaber og bare kan stå ved mig selv, er jeg en fantastisk person. Jeg har meget svingende perioder i mit liv, hvor det hele bare går super godt socialt, og så andre hvor jeg bliver meget nærtagende, og ser negativt på alt. Selvom jeg sætter facade på, og bare lader som om, at jeg hviler i mig selv, hvilket jeg i øvrigt tror mange af pigerne på min alder gør, har jeg utrolig svært ved at finde ro i alle slags sociale situationer- på det seneste, selv med mine forældre. Vi har aldrig rigtigt talt om følelser herhjemme, og som resultat, har jeg svært ved at tale om mine idag- at jeg er ekstremt ensom, føler et pres om at skulle være perfekt på alle mulige måder, og at jeg har mistet mange af mine venner, som resultat. Bare det, at jeg sidder og skriver de her ord, er svært for mig. For jeg læser ordene, men jeg opfatter ikke helt, at jeg rent faktisk sidder med de her følelser, for det er simpelthen bare så kæmpestort et tabu for mange, det at være ensom, at det sidder så fjernt for mig, at identificere mig selv som 'den ensomme type', når jeg nok i virkeligheden hellere ville være 'hende der den nice, med alle vennerne, og som altid ses lave noget socialt, eller griner ustyrligt'.

Det er nok den største skam i mit liv, at så mange af mine gamle venner cuttede kontakten til mig, dengang i starten af gymnasiet. Jeg ved dagen idag stadig ikke helt hvorfor, for det var nogle rigtig gode venner, men vi havde efter 9.klasse været adskilt et år på udveksling/efterskole, og måske vi bare ikke passede sammen længere. Det var en rigtig hård start, og det forfølger mig stadig til dagen idag. Det kan jeg mærke på mig selv socialt, og det piner mig, for jeg ved, at hvis jeg bare kunne lære at droppe alle forventninger og bekymringer, at jeg ville være en fantastisk person, og den jeg ønsker at være. Hvis bare jeg havde modet til det. Jeg frygter afvisning, for hvor god er jeg lige som person, hvis min bedste venner bare sådan uden lige kunne cutte mig af?

Har i nogle gode råd, eller noget? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for jeg er slet ikke den person jeg ønsker at være oppe i hovedet, og ville ønske jeg havde en bedre viljekraft, samt større tro på mig selv. Jeg skal selvfølgelig også helst kunne gennemføre min gymnasietid, men det interesserer mig pt. ikke meget at snakke om, ift. at få styr på mig selv og mine tanker først. Vh Maria

Svar: 

Kære Maria,

Tak fordi du skriver!

Du skriver sidst i din tekst, at du ikke er den person du gerne vil være oppe i dit hovede? 

Er denne person, du gerne vil være, den der sidder griner helt ustyrligt med mange venner omkring sig som ikke blev cuttet af sine gamle venner efter udvekslingen og som har struktur og motivation til at klare skolen godt? 

Hvad hvis nu du bare er en helt almindelig 18-årig pige godt på vej i livet, men som er påvirket af at se alle andres lykke og bliver ked af det fordi det ikke er sådan du selv føler det i dit eget liv? Ville det være så slemt?

Du skriver også at du er meget hård ved dig selv i tankerne og det genspejler sig i det du skriver i din tekst, at du kunne være en fantastisk person, hvis bare alting ved dig var anderledes – sådan læser jeg det du skriver. Det hænger sammen med at du har mange forventninger til dig selv om hvem du skal være, hvordan du skal være det og hvornår du skal være sådan. Jeg kan også godt se at du selv er opmærksom på det, for du skriver netop, at du ville kunne få et bedre liv uden alle de forventninger til dig selv. Det sidste fortæller mig at du faktisk er meget bevidst om hvad der skal til for at du får det bedre. Et liv uden alle de urealistiske forventninger. Men lige nu er problemerne bare så mange og livet så tungt at det er svært for dig at træde oven vande. Du har helt klart brug for nogen til at hjælpe dig videre. 

Jeg hæfter mig ved at du siger at du godt kunne tænke dig at være en 'nice' person, der altid ses med folk og griner ustyrligt.

Jeg tænker på to ting ved det.

"De andre"

Vi kan alle have dårlige dage hvor det ser ud som om "de andre" er meget mere lykkelige og succesrige end dig selv. Du kan få følelsen blot ved at kigge på dem. En tur nedad gågaden i Indre by kan være nok, hvis man har følelserne lidt udenpå tøjet den dag. Det er de færreste der viser de svære følelser ude på gadehjørnet, som sorg og det at være ked af det. Det skaber et urealistisk billede af hvordan livet egentlig er. For sandheden er at vi alle oplever at være kede af det engang imellem. Ingen er glade hele tiden. 

Det kan også være at du kommer til at hige efter at være sådan, som et resultatet af et såkaldt SoMe liv. Altså alt hvad der ses på fb, Instagram, Snap osv. Alting virker perfekt på de sociale medier, man griner ustyrligt fordi det er det der giver flest likes. Hvem græder egentlig på fb og viser ægte lidt svære følelser? Det gør ingen for det bliver man unfriended af. Dette kan skabe en ensomhed indeni især, hvis det du oplever i dit eget liv ikke hænger sammen med hvad du ser på din telefon. 

 

Vi er forskellige

Den anden ting jeg tænker på er, at ikke alle mennesker er lige udadvendte. Vi har i den vestlige verden skabt os et ideal af, at man skal være ekstremt social, udadvendt og grine højlydt sammen med de bunker af venner man hænger ud sammen med. 

Men nogle er også mere indadvendte og andre er en krydsning af af være udadvendt og indvendt. Det kaldes at være ekstrovert kontra det at være introvert. Krydsningen kalder man ambivert, så er man lidt af begge dele. 

Det der er vigtigt for mig at sige til dig er, at du er god nok som den du er, også selvom du ikke sidder i kantinen på gym og griner vildt højt og har det ekstremt sjovt med dine kæmpe hober af venner. 

Få venner er også fint at have. Det handler ikke om at være rigtig eller forkert. For vi er alle rigtige.

Ingen er forkerte. Du er IKKE forkert. Det handler om forskellene i personlighederne som bare skaber mangfoldighed i det sociale. 

De gamle venner

Det med at dine gamle venner cuttede dig af i sin tid er selvfølgeligt noget, der gør rigtigt ondt og jeg vil ikke lyve, det kommer til at gøre ondt i et stykke tid endnu indtil du har kommet dig over det på en god måde. Jeg kan ikke sige dig hvorfor det skete, men det eneste vi ved med sikkerhed var AT det skete. Og det er det du må forholde dig til. Jeg tror dog ikke, det har noget med dig at gøre at de ikke kontakter dig længere. Jeg tænker I alle har været et sted i jeres liv hvor der skete en hel masse. Skoleskift, rejse til nye lande og det at skulle hjemmefra for real. Alt det kan gøre at vandene skilles, at folk bliver spredt fysisk og får oplevelser som de nu skal forholde sig til som simpelthen tager al opmærksomhed. Men det behøver ikke være fordi de har valgt dig fra bevidst. Du er i hvert fald ikke mindre værd eller slet ikke noget værd fordi de ikke er dit liv mere.  

Tid læger ikke alle sår, men det gør det at snakke med nogen, der forstår dig og som gider at lytte til dig. Det er sådan du kommer dig over det der gør ondt ved tabet af dine gamle venner som cuttede dig af i sin tid.
Har du en god lærer i gymnasiet du evt. kunne snakke lidt med engang i mellem? Eller er der en anden, der betyder noget for dig, som du kunne snakke med? Eller skriv igen til brevkassen eller i chatten, vi er i hvert fald altid klar på en snak. 

 

Mulig depression?

Du skriver også at du på det seneste har følt dig meget ked af det og ikke har lyst til at opsøge andre. At du har været ekstremt træt, taler langsommere og har svært ved at koncentrere dig og at huske ting folk lige har fortalt dig.

Jeg tænker umiddelbart at det lyder som om du kan være faldet ind i noget depression af en art.

Den beskrivelse du giver om hvordan du har det lige nu er alle mulige symptomer på depression.

Hvorfor får man depression? Der er mange ting der kan lede til en depression. Men umiddelbart så plejer man at sige at stress, perfektionisme (som kan lede til stress), angst sammenholdt med ydre pres som man ikke kan leve op til, kan være faktorer, der skabe det kollaps indeni en som kan lede til en depression.

Hvad skal man så gøre?
Der er forskellige muligheder.Først og fremmest er det godt hvis du beder om en samtale hos din egen læge til at få afgjort om det er depression du har. Dernæst kan jeg fortælle, at du kan komme i forskellige psykoterapeutiske forløb hos den del af sygehusvæsenet der hedder Psykiatrien. Der er en del ventetid. Så det bliver desværre ikke lige med det samme. Men det er din egen læge der henviser dig til sådanne forløb i Psykiatrien. Behandling i psykiatrien er gratis.

Så skal du vide at du kan få ordineret medicin af din læge eller en psykiater, som også er en læge blot med speciale i den slags medicin man giver mod depression. En psykiater er altså en speciallæge du kan få en henvisning til af din egen læge og det er gratis at komme der, nogle psykiatere er også gode til at snakke med udover bare at give dig medicin. 

Men hvis du til gengæld gerne vil udenom sundhedsvæsenet, så kan du også bare kontakte en psykolog eller psykoterapeut, som du selv finder. Det er det private marked. Så her bestemmer du selv hvem der skal være din behandler. Det er dog lidt dyrt, men grunden til folk vælger denne vej er, hvis psykiatrien ikke virker for dem.

Du skal også vide at de skriver journaler om dig i psykiatrien, der kommer til at ligge på sundhed.dk. Det gør en privatpraktiserende psykologs/ psykoterapeuts nedskrivninger om dig ikke.

Men kontakt din læge først og fremmest for lige at få styr på om det i det hele taget er en depressionen.

 Skolen

Til det at du kunne være sindssygt god i skolen, hvis bare du havde struktur og motivation, vil jeg sige at jeg tror på du er en intelligent pige, som måske har klaret sig godt i folkeskolen uden at skulle gøre så meget for det. Og måske kommer du lidt til kort i gymnasiet fordi det nu er er hårdt fagligt og det at du ikke ikke har opøvet en studieteknik, hvor man netop lærer at strukturere. Studieteknikken kan en af dine lærere hjælpe dig med, hvis du henvender dig til ham/ hende.

Så hvis du har du en god lærer du har tillid til, som du kan snakke lidt med om det hele og som kan støtte dig med det at studere, så synes jeg du skal gribe i fat i ham/hende.

Motivationen tror jeg dog hænger sammen med alt det andet der foregår i dit liv. Det er muligt du kan have en depression, men det ved vi ikke med sikkerhed. Alt det usagte i dit hjem. Du skriver ikke om det går godt eller dårligt mellem dig og dine forældre. Men det vil altid påvirke dig hvis ikke du kan snakke åbent om følelser med dine forældre. Det tror jeg også er med til at skabe den urealistiske forventning indeni dig selv til hvordan livet og du selv skal hænge sammen. Fordi alt er usagt. Usagte ting har det med at vokse sig store indeni og komme helt ud af proportioner. Men ligeså snart man snakker om tingene så lukkes luften ud af ballonen og man kan trække vejret igen. Du skal have nogen at snakke med.

Der er tit noget studenterrådgivning tilknyttet ens gymnasium. Prøv at undersøg om det findes på dit gymnasium, for så vil det være oplagt, at du får taget en snak med dem, hvis det er. 

Til sidst vil jeg sige, at  jeg tror du har brug for at se på dig selv med lidt milde øjne. Se om du kan finde lidt omsorg indeni dig for dig selv for dig selv, som er bange for at miste venner, bange for du ikke klarer skolen og usikker på livet generelt. Dit liv er en kamp lige nu. Det er ikke nemt at være i gymnasiet og hele tiden mærke presset for hvad der skal ske socialt, fagligt og alle ens følelser der er forbundet med det der sker. Og især ikke hvis man ikke må snakke om alle de svære følelser derhjemme. Dine forældres lukkethed overfor at snakke om følelser er med til at gøre dig ensom.

Tror du, du og dine forældre kunne snakke sammen, hvis du spurgte dem om de ville snakke med dig? Generelt tror jeg det vil hjælpe dig at snakke, få lukket op for posen. Derfor er det simpelthen så godt at du skriver her! 

Der er intet forkert ved dig. Det skal du huske på. Men mennesker vil komme og gå i dit liv ligesom dine gamle venner gjorde det. Det er klart de efterlader et savn. Men også det vil du komme dig over ved at kunne snakke dig ud af de svære følelser med gode personer. At miste er en sorgproces som tager sin tid. Den tid skal du tage dig. Så vil du komme stærkere ud på den anden side, med et nyt perspektiv og åben for nye relationer. Men en sorgproces er ikke noget man kan haste igennem. Det tager den tid det tager. Giv dig selv omsorg, mildhed og lov til at sørge den tid det tager at komme ud på den anden side af tunnelen du befinder dig i nu.

Jeg tror på du nok skal klare den. 

Skriv endelig igen.

Gode tanker og håb for din fremtid herfra

Tina

Mis billede
Tina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program