Svamp og sex

brevkassespørgsmål

Svamp og sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 6 år 1 uge siden

Kære brevkasse, jeg har haft lidt ubehag og kløe "for neden" i en uges tid, jeg er bange for det kan være svamp, da mit udflåd ligeledes er ændret. Jeg havde så sex med min kæreste her i går, og vi prøvede uden kondom en enkelt gang, det skal siges at det var meget kort og vi begge var meget obs på der ikke skulle ske noget (men ja, ikke det smarteste alt taget i betragtning). Jeg er nu bange for om jeg har smittet ham, hvis det rent faktisk er svamp - burde jeg høre ham ad om alt er ok?

Svar: 

Kære du, 

Tak for din mail. 

Kløe i og omkring skeden samt ændret udflåd (mere hvidt og grynet) er typiske symptomer på skedesvamp. Mange vil desuden opleve, at ens skamlæber hæver op og bliver røde. Man kan købe flere præparater mod svamp i håndkøb, men hvis det er første gang, at du oplever symptomer på svamp, så synes jeg, at du skal tage til lægen for at være sikker. Kløe er ikke et symptom på klamydia, men hvis man har haft ubeskyttet samleje, så er det altid en god ide at få tjekket for god ordens skyld. 

Det er vigtigt at påpege, at svamp ikke er en kønssygdom, næsten alle kvinder får på et tidspunkt svamp og de fleste får det mange gange. Svamp kan dog smitte ved samleje og hvis din kæreste er blevet smittet kan han opleve, at penishovedet hæver og bliver rødt, samt kløe omkring penishovedet. Hvis han skulle få symptomer, så kan det også nemt behandles med creme. 

Jeg tænker da, at det vil være en god ide at tale om, også så han ikke bliver forskrækket, hvis han skulle være smittet.

Håber det var svar på dit spørgsmål. 

 

Kh

Lise

LiseLs billede
Lise har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program