”Livet har ingen anden mening end den, vi giver den” – Thornton Wilder

For mig handler det ikke kun om at fortælle min egen historie, det handler mest af alt om at bryde et tabu, som jeg oplever fylder alt for meget i vores samfund generelt. I mit møde med andre, der er vokset op med alkoholmisbrug i hjemmet, kan jeg tydeligt se et mønster. Vi tør ikke snakke om det, fordi det er skamfuldt, og vi er bange for, hvordan vores omverden vil reagere. Vi er i tvivl, om det er os, der er fejlen – er det bare mig, der ser problemet? Er det kun mig, der oplever alt det, der er ubehageligt, skamfuldt, pinligt, angstfyld, bekymrende og så videre? Jeg oplever gang på gang, ved at åbne op og turde fortælle min historie, at mennesker, jeg møder, pludselig selv tør åbne op og fortælle deres historie – dér er det, det giver mening for mig. Det giver mening, fordi jeg ikke mener, at nogen skal gå alene med de tanker. De er nedbrydende og forringer din livskvalitet – og du fortjener bedre.

Hver gang jeg fortæller min historie og deler mine erfaringer, mærker jeg, hvordan tabuet har godt og grundig fat i mig. Det nærmest trækker i mig for at få mig til at tie stille, gemme mig og bare ”lade som om”. Jeg faldt over citatet fra Thornton Wilder den anden dag, og der ramte det mig, at den mening, vi tillægger vores liv, afhænger af, hvordan vi selv vælger at se på livet og os selv i det. Jeg mærkede en viljestyrke – en viljestyrke, der gør mig i stand til at slå tabuet ned. Jeg vil ikke tie stille, og jeg vil ikke længere ”lade som om”. Min bagage og de konsekvenser, der følger med, er og forbliver en del af mig, det kan jeg ikke løbe fra. Førhen løb jeg alt, hvad jeg kunne for at slippe væk, men i dag står jeg med begge ben, efterhånden solidt, plantet i jorden. Jeg accepterer, at det er sådan, min historie lyder.

Meningen med livet er en nødvendig force for at kunne leve og ikke blot eksistere. Derfor har accepten ikke været tilstrækkelig for mig. Da jeg mistede min far, var jeg 26 år og havde på det tidpunkt ikke haft ét øjeblik, hvor jeg helt ærligt og oprigtigt kunne sige, at jeg havde følt mig lykkelig, hel og værdig. Gennem de sidste to år har jeg derfor haft et enormt fokus på at finde frem til den Carina, der tør føle sig sådan i hendes eget liv. I den proces indebærer det, at du tør slippe en række forsvarsreaktioner, angstdannelser og rollespil – så det man dybest set er og står for, kan udfoldes. Og her kommer jeg tilbage til meningen med det hele, sådan som den udfolder sig hos mig. En veninde spurgte mig en dag, hvordan jeg var i stand til at dele så intim og personlig viden om mig selv til mennesker, som jeg måske ikke kender. Mit svar bunder sig i det citat, som jeg har taget med i indlægget: ”Livet har ingen anden mening end den, vi giver den”. Mit liv giver simpelthen ingen mening, hvis ikke jeg bruger de 26 års erfaring, jeg har med et liv som barn og medafhængig af en alkoholiker, til noget brugbart. Når jeg bruger mine erfaringer fra de 26 år, hvor jeg var medafhængig og elskede min far ubetinget, altså med alt, hvad der fulgte med af både det sunde og det usunde i vores relation, så giver det mening for mig. Og vigtigst af alt har jeg fundet ud af, at det, jeg ønsker at gøre fremover, vokser ud af den erfaring, som jeg gør mig lige nu. Ved at fortælle min historie, tale højt og bryde tabuet, nærmer jeg mig mere og mere den Carina, der tør og ikke mindst kan føle sig lykkelig, hel og værdig.

Jeg er også blevet spurgt til, om jeg aldrig drømmer om en barndom uden en alkoholiseret far. Selvfølgelig drømmer jeg om det. Det tror jeg, at alle børn, der er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug, ønsker sig. Men med det sagt, så vil jeg ikke være min barndom foruden, og ej heller min far, på trods af hans misbrug. Det, min far lærte mig, er mere værd en nogen anden lektion her i livet. Min far lærte mig, hvad kærlighed mellem mennesker er, og ikke mindst hvor langt den kan få os til at gå. Min far tog nogle, i mine øjne, forkerte valg i sit liv og var ikke i stand til at se sig selv uafhængig af sin egen historie. Men hvis han havde kunnet, så er jeg ikke i tvivl om, at han også havde ønsket at dele sin historie. Indimellem snakkede han om, at det var hans mål, hvis han en dag blev ædru –  at han ville skrive en bog; ”Mit liv og deres”. Min far nåede ikke sit mål, men jeg føler, at jeg når vores fælles mål ved at dele vores historie. Det er min måde at øge tilliden til mig selv på, så jeg i stigende grad kan fortsætte med at bygge videre på det, der umiddelbart føles rigtig for mig.

Husk at stoppe op ind imellem og reflektér over, hvad der giver mening for dig – du fortjener det!