Når forældrene drikker

blogindlæg

Når forældrene drikker

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 1 uge siden

Kære alle

På torsdag skal vi have sidste chat indenfor det tema, der har været den sidste måned - nemlig om rusmidler generelt og det at vokse op i et hjem med misbrug og hemmeligheder. Denne sidste gang skal vi snakke om alt det, der sker, når forældrene drikker. Vi får besøg af én, der kender det fra egen krop - Lotus Turèll. Her lidt om Lotus, hvis far - Dan Turèll - drak i hjemmet: 

Lotus Turèll er vokset op som barn i en kendt, dygtig og kærlig familie. Og selv om mange vidste, at hendes far godt kunne lide en øl, og han ligefrem skrev klummer i Ekstrabladet og Politiken om sine byture, var der ingen, der helt så alvoren i, at der i familien var en lille pige, der blev slæbt med på værtshus, hentet fra børnehaven i taxa eller efterladt alene hjemme i herskabslejligheden midt om natten.

Når forældrene drikker

Hvad sker der, når forældrene drikker lidt for meget derhjemme? Hvad sker der med et barn, der pludselig må tage sig af sine forældre? Når et barn pludselig tvinges til at blive voksen meget hurtigere end godt er? Det kan, som barn, være enormt svært at vide og forstå, hvad der er rigtigt og forkert. Som barn regner man jo med, at de voksne altid har ret. Men har mor og far også ret, når de er fulde? Hvordan ved man, hvad der er normalt? Og hvorfor er det så svært at snakke om? Kom forbi gruppechatten på torsdag og snak om alt det her. Vi tager det stille og roligt, og du deler lige det, du kan og vil. 

Hemmeligheder for Pige - en bog om misbrug i hjemmet

Alle de svære oplevelser og minder om en far, der drikker og svigter, er blevet samlet til en bog skrevet af Lotus. Har du en historie som Lotus? Måske det er svært at fornemme, hvad der er normalt, og hvad der ikke er det? Husk, at du aldrig er alene. Der er andre som dig. Og der er andre, der er kommet igennem det. Her lidt om Lotus' bog: 

Hemmeligheder for pige er Lotus’ fortælling. Bogen er en personlig beretning om barnets oplevelse af at vokse op i et hjem med misbrug, uden at nogen ser noget eller gør noget. Historien om hvordan hun trods hun var både elsket og privilegeret, levede en hel barndom med hemmeligheder og parallelverdener, om hvordan barnet følte sig som en voksen og begyndte at kalde sin mor for ”Pige” – deraf titlen. Og om hvordan opvæksten havde sat sig i hende, da hun som ung selv skulle til at forsøge sig med at blive voksen.

Lotus har skrevet bogen i håbet om, at den kan være til hjælp for andre:

”Jeg kan huske, hvordan jeg som ganske ung tog mod til mig og gik på biblioteket i Krystalgade i København for at lede efter en bog, der handlede om en som mig. Jeg turde ikke at spørge bibliotekaren om hjælp til at finde den, for ingen måtte vide at jeg gik med nogle mørke hemmeligheder. Jeg ønskede bare at finde en bog, at lære mig selv at kende igennem, at finde ud af om der var andre der havde det ligesom mig? Men jeg fandt ingen, og det kom til at bekræfte mig i, at det måtte være mig den var gal med. At jeg måtte huske forkert og måske endda være lidt tosset. Det nærede også følelsen af at være mutters alene. Og alenehed gør os jo skrupskøre. Vi har brug for at kunne spejle os i andre, noget at støtte os op ad, når vi er på vej ned i kulkælderen. Jeg håber, at min bog kan være et spejl og en hjælp for børn, unge, pårørende og familier der står samme sted, som jeg stod den gang. Nu kan de finde sig selv på hylden, se at de ikke er alene og at der findes en vej ud på den anden side.” siger Lotus Turèll.

Mangler du en ny bog at læse? Eller har du brug for at læse ord skrevet af en anden, der måske fortæller en fortælling som din egen? Måske Hemmeligheder for Pige er en bog, der skal på listen. 

Både Lotus og jeg glæder os utrolig meget til at chatte med jer alle sammen om alt det her. Lotus er klar til at svare på spørgsmål om, hvad der nu fylder hos jer - så fyr løs. Emnet kan være utrolig svært at tale om og støtte og anerkendelse er afgørende. Der er plads til alle i gruppechatten også de, der måske lige nu har mere brug for at lytte. Kom forbi, lyt, del, spred kærlighed - det er I så dygtige til. 

Vi ses torsdag!

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Kommentarer

Er jeg den eneste, som ser:
0
0
1...osv??

206

Så skulle det vist være fikset, tror jeg? Hm mystisk, det var i hvert fald ikke med vilje, nej!

Rådgiver Sophie

258

tror der er lidt fejl

239

Hej Sophie
Har du hørt fra Lotus omkring det vi snakkede om?

226

Hej Mille,

Ja, det har jeg. Du kan kontakte Lotus gennem hendes hjemme side (http://www.lotusturell.dk/), så kan I snakke om det. Du er naturligvis også velkommen i gruppechatten torsdag!

Kærlig hilsen

Rådgiver Sophie

233

Er der gruppechat torsdag?

217

Kære dig

På torsdag er gruppechatten lukket. Der er lukket på alle helligdage og i skolernes ferier. Der er chat igen d.5 april :)

Venlig hilsen
Rådgiver Signe

243

Kære dig

På torsdag er gruppechatten lukket. Der er lukket på alle helligdage og i skolernes ferier. Der er chat igen d.5 april :)

Venlig hilsen
Rådgiver Signe

212

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program