Deprimeret i stunder & besvær ved at lære nye ting

brevkassespørgsmål

Deprimeret i stunder & besvær ved at lære nye ting

brevkassespørgsmål af
Thomas
18 år
Oprettet 6 år 1 måned siden

Jeg har haft problemer med forskellige ting siden at jeg var 9 år, bl.a. med vægt, social adfærd og tristsomhed. Jeg har haft fået medicin mod depression i 2015/2016, men stoppede da jeg følte at det langsomt stoppede med at virke. Siden da har jeg stadig haft det skidt af og til, men i den sidste månedstid har der været stunder hvor jeg har haft det endnu værre end jeg nogensinde har haft det før. Jeg kan ikke rigtig give en detaljeret beskrivelse af hvordan jeg har det, men jeg føler at alt glæde bliver hevet ud af mig, på en meget anderledes måde end det gjorde før i tiden, og det føles bestemt værre. Samtidig føler jeg også noget "nyt", at livet virker som en forhindring (jeg vil lige gøre opmærksom på, at det ikke er selvmordstanker, og jeg har aldrig tænkt mig at gøre noget lignende). Jeg oplever også at når det kommer til, at skulle ud ad døren om morgenen, er det utroligt svært. Det har altid været svært for mig, men det er meget slemt nu - jeg kommer nærmest ikke ad sted, måske et par gange om ugen. Det skal lige siges, at jeg ikke mødte op hele 7. og 9. klasse i folkeskolen, men jeg brugte to år på at få hjælp, og startede på uddannelse sidste år. Et andet problem, jeg ved ikke om det kan være i forbindelse med alt det her, er at jeg i mange år, har haft svært ved, at holde fast på nyt input. Jeg kan læse noget en side om noget, og kort tid efter er det meste væk, men jeg oplever også at jeg skal læse sætninger flere gange og langsomt for, at forstå sætningen. Jeg har aldrig haft faglige problemer, og jeg kan huske det meste jeg har lært før i tiden, men det skaber store problemer for mig at jeg har sådan et besvær ved at lære nye ting. Jeg har været til lægen en gang sidst i 2017, om jeg muligvis kunne have en depression igen, men jeg fik at vide, at hvis det ikke er konstant, kan det ikke være en depression, men da det er blevet meget værre, vil jeg meget gerne have en andens mening på det.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg er ked af at høre, at du har det sådan. For dig kræver selv de små opgaver enorme mængder energi, og det er drænende. 

Jeg forstår det som, at du i perioder har svært ved at komme ud af døren om morgenen, du mangler at opleve glæde, du kan mangle initiativ, du føler problemer ved at lære nye ting og du føler, at du svært ved at huske. Der er helt klart nogle træk der tyder på depression, men diagnosen depression kræver, at man skal opfylde helt bestemte kriterier. Symptomerne skal være konstante i over 2 uger, for at man kan sige, at der er tale om depression. Hvis dine symptomer varierer rigtig meget, så er det derfor, at din læge ikke tror, at du har en depression. Det lyder helt mærkeligt, at man skal opfylde bestemte ting for at opfylde en diagnose, men det er slet ikke diagnosen der er vigtig lige nu. Det vigtige er, at du skal ud af den onde cirkel du er i lige nu og jeg tror, at du skal have hjælp til det. Din egen læge kan hjælpe dig med samtaler, ellers kan det være, at du kan blive henvist til en psykolog. Du har tidligere fået medicin, men det er måske ikke løsningen lige nu, særligt ikke, hvis du ikke synes, at de hjalp så meget sidst.

Når man tidligere har haft en depression er man mere tilbøjelig til at få en igen senere i livet. Jeg synes, at du skal booke en tid hos din egen læge igen for en ny samtale. 

Det kan være at din historie skal vurderes igen, men som sagt, så er det ikke diagnosen og medicinen der er det allervigtigste her; det vigtigste er, at du får hjælp til at vende dit liv til noget mere positivt og det er ligemeget om det er hos din egen læge, eller hos en psykolog.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig, ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner

Marie 

MarieHKs billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program