5 års forskel

brevkassespørgsmål

5 års forskel

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 6 år 1 måned siden

Hej, sagen er den at jeg skriver med en dreng på 19 år, han bliver 20 til januar, jeg er selv 14 og bliver 15 i september. Vi har skrevet sammen i noget tid, og jeg kan rigtig godt lide ham, men ved ikke om det er forkert at blive kærester med ham da min storesøster er 17 år og hendes kæreste er 18 år. Er bange for at det ville blive alt for underligt når han både er ældre end min storesøster men også hendes kæreste. Desuden kommer han også fra København, og kommer selv fra Aalborg. Ved ikke hvad min familie vil sige når han både er 4-5 år ældre end mig og bor i København.

Svar: 

Kære dig,

Det lyder dejligt, at du er lidt vild med en fyr, det er altid spændende. Nogle gange kan det endda være lidt mere spændende, når der er et par udfordringer - som for eksempel aldersforskel og hvor man bor. Det kan ofte også være ret interessant med en ældre fyr, fordi han måske er mere moden, måske man også synes, det er lidt sejt. Så jeg kan udemærket forstå, hvorfor du er interesseret i ham. Jeg kan også godt forstå, at du gør dig nogle tanker i forhold til, om han er for gammel til dig. 5 års forskel, når man er på din alder, kan ofte betyde meget mere, end det ville gøre, hvis man er 30 og 35 år. Lige nu er I helt forskellige steder i livet, og det kan godt blive en udfordring, fordi det kan være svært at forstå hinanden. På samme måde, kan afstanden mellem hvor I bor gøre det endnu sværere, fordi I ikke vil kunne se hinanden så tit. Hvis I så skulle ses, ville det være en lang togtur frem og tilbage, og det ville tage meget tid, som måske ville være rart at kunne bruge derhjemme sammen med dine venner. Man kan jo ikke selv styre, hvem man får følelser for, men samtidig er det bare også vigtigt at tænke over, hvor meget man skal kunne give og ofre for at få et forhold til at fungere. Er der allerede inden forholdet mange udfordringer, er det måske ikke meningen man skal være sammen lige nu. Når du er så ung, tænker jeg også, at det er mange udfordringer allerede. Måske I mødes en gang i fremtiden, hvor det er lidt lettere at få til at fungere? Samtidig så er det jo også godt at kæmpe for kærligheden, og er du bare super vild med ham, kan man jo altid prøve det af. Måske det er noget, du kan snakke med dine forældre om? Selvom de altid vil prøve at beskytte dig og måske ikke ville være så trygge ved, at lade dig tage til København alene, så kender de jo godt til kærlighed og forelskelse. Måske de vil kunne hjælpe dig med at overveje nogle fordele og ulemper? Måske du også kan snakke med ham om det? Måske han går rundt med en masse overvejelser ligesom dig? Ligegyldig hvad, behøver du måske ikke træffe en endelig belutning lige nu. Måske det er en god idé lige at give det lidt tid og mærke efter, hvad du egentlig har lyst til inderst inde.

Jeg håber, du finder ud af det hele! Skriv endelig igen eller besøg vores 1-1 chat.

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program