Mandboobs

brevkassespørgsmål

Mandboobs

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Jeg har virkelig brug for hurtige råd. Jeg er en dreng på 15 år der snart skal på studietur med hans klasse men drengen har manboobs og vil have råd til hvad faen han skal gøre ved det. Jeg har haft det siden 5 klasse og det bliver ikke bedre. Mange siger at det er ens kost der går det men det er jo svært at bedstemme hvad man skal spise hvis man ikke selv køber ind. Så jeg har brug for råd til om at man kan træne det væk eller det kun er ens kost btw min krop er ret muskuløse det der ødelægger alt er mine mandboobs :(( hele please.

Svar: 

Kære dig, 

Det er et godt spørgsmål, og det er forståeligt, at du gerne vil gøre noget ved det, når det er noget, der går dig på. 

Det kan være svært at sige, præcis hvad du kan gøre, da det kan skyldes forskellige ting. Det kan skyldes overvægt, men det kan også skyldes en hormonel ubalance. Begge dele vil jeg komme rundt om. 

Vi kan starte med, hvis det er en hormonel ubalance. Det vil sige, at der er en ubalance imellem produktionen af det mandelige kønshormon og det kvindelige kønshormon. Det kan gøre, at brystkirtelvævet stimuleres, og du derfor udvikler bryster. Det kan være, at du enten producere mere af det kvindelige eller mindre af det mandelige - det er op til en læge at hjælpe dig med at vurdere og finde ud af, hvad der her kan gøres. Derfor er mit råd først, at du bør tale med din læge. Lægen vil kunne hjælpe dig med at afklare, om det er en homonel ubalance eller om det er overvægt. 

Hvis det er overvægt, så er der nogle ting, du selv kan forsøge dig med. Der findes ikke et quick fix, for det kræver arbejde og en portion tålmodighed samt vedholdenhed, før man ser resultater. 

I forhold til overvægt er træning et rigtig godt sted at starte. Her er det godt med en kombination af løbetræning og styrke træning. Løbetræningen vil hjælpe dig med at få pulsen op og dermed øge forbrændingen af fedt. Det kan også være cykling eller roning, som alternativ til løb. Det vigtige er, at du får pulsen op. Styrke træningen hjælper også på forbrændingen, men vil også hjælpe dig til at opbygge muskler. Derudover vil det også kunne stramme op. 

En anden ting er kost, som du også selv spørger til. Som du selv skriver, så er det forståeligt, at det er svært at styre helt, når det ikke er dig, der køber ind, men derfor kan du måske sagtens have indflydelse. Du kan fx prøve at tale med dine forældre om, at du godt kunne tænke dig at ændre nogle ting i din kost, og at der måske er andre ting, end de spiser, du godt kunne tænke dig, at de ville købe. Det kunne fx være i forhold til morgenmad, hvor du ikke nødvendigvis behøver at spise det samme, som de andre gør. Her kunne et forslag til morgenmad være skyr med mandler, havregrød eller æg. Du kan også tilbyde selv at tage med ud og handle.

Det kan være, at I derhjemme spiser variereret, men at I får tilbehør som fx sovs. Der er intet galt med at få sovs engang imellem, men hvis man tendere til den overvægtige side, så er det noget, der fx kan undværes. 

Det, som det i bund og grund handler om, når man skal tabe sig, er, at man skal lægge i et lille kalorieunderskud. Det vil sige, at du skal forbrænde lidt mere, end du indtager. Du behøver ikke nødvendigvis tælle kalorier, for det kan være, at det blot hjælper dig at have nogle retningslinjer at gå efter. En masse grøntsager og protein er fx rigtig godt. Ting der er gode at undgå, hvis man vil tabe sig - også i forhold til manboobs - er sukker og alkohol. En anden 'synder' kan være kalorier i drikkevarer, hvis du fx drikker meget sodavand eller juice. Prøv at holde dig til vand - eller sukkerfri sodavand. Gennem drikkevarer med sukker i kan der hurtigt ryge en masse kalorier ned på ingen tid.

Generelt handler det om balance, så det betyder ikke, at du aldrig kan spise slik, tage en sodavand eller få sovs til dit kød, men i starten kan det være godt at udelukke på hverdage for eksempel, så du kommer godt i gang med en god rutine. Kost og motion sammenlagt vil give dig en god forudsætning for at komme dit problem til livs, såfremt det er grundet overvægt. 

Som først nævnt, så kan det skyldes andet end overvægt. Du skriver ikke selv, at du er overvægtig, og det er heller ikke sikkert, at du er - derfor vil jeg råde dig til først og fremmest at tage til lægen, så det forhåbentlig kan blive afklaret. 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Hvis ikke, er du velkommen til at skrive igen, eller komme i 1-1 chatten, hvor en rådgiver vil sidde klar til at chatte med dig. 

De venligste hilsner

Kathrine.

 

 

 

 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program