Søvnproblemer - er det rigtigt, at man ikke kan gøre mere?

brevkassespørgsmål

Søvnproblemer - er det rigtigt, at man ikke kan gøre mere?

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Det Hej Jeg er en 20-årig pige, som har meget store problemer med søvn. Jeg sover kun omkring 2-3 timer om natten, og nogle nætter sover jeg slet ikke. Hvis det er meget slemt, kan jeg være vågen i op til tre døgn uden søvn overhovedet. Grunden til det er, at jeg ofte har angstanfald eller slemme mareridt om natten, og derfor har jeg allerede angst, inden jeg går i seng. Jeg har tidligere gået til psykolog pga. det, men har ikke råd længere. Da mit problem har stået på længe, og psykologhjælp ikke har hjulpet, spurgte jeg min læge, om der var et eller andet man kunne gøre, altså en eller anden form for behandling/sovepiller/melatonin eller lignende. Hun gav mig en liste med gode råd og sagde, at det ville hjælpe at følge dem. Jeg fortalte hende at jeg allerede har prøvet alt på listen over flere år (f.eks. at undgå skærmtid, spise mindre fed mad, motion osv), men så mente hun ikke rigtig, at der var mere, hun kunne gøre, da søvnmangel ikke er decideret "farligt" Mit spørgsmål er, om det kan være rigtigt, at der ikke er mere at gøre? Jeg sover så lidt, at det går voldsomt ud over min psyke og jeg kan snart ikke klare mere. På den måde er søvnproblemer vel farligt. Er den eneste behandling mod søvnproblemer "gode råd" ??

Svar: 

Hej med dig.

Det er så frustrerende når ens søvn ikke er god og når man ikke får tilstrækkelig af den. Det går ud over ens psyke, ens velvære og almen tilstand. Det påvirker enS koncentration, humør, appetit mv. Jeg kan sagtens forstå at du er træt af det.

Det er rigtigt, at sovepiller kan hjælpe på indsovningen og det samme kan melatonin. Sovepiller bruger man helst kun hvis man kan se, at der er tale om en kort overgang hvor der er behov, det er altså ikke en langsigtet løsning. Melatonin bruges ikke så ofte i Danmark fordi der er meget lidt forskning der understøtter dens virkning, vi har altså ikke nok videnskabelig belæg for at det virker godt nok. Den langsigtede løsning ville være, at tage fat i den udløsende årsag, din angst. Det er rigtig ærgerligt, at du ikke længere har råd til at gå hos psykologen. Gav psykologen mon dig nogle redskaber du kunne bruge mod din angst?

 Det findes desværre ingen hurtig løsning på søvnproblemer. 9 ud af 10 tilfælde kan løses med gode råd, men det kan jeg høre, ikke er tilfældet hos dig. 

Jeg vil råde dig til at tage kontakt til din egen læge igen. Du skal igen prøve at forklare alvoren af dit problem, og at du skal have hjælp til at løse det. Du skal også spørge dem om du kan få tilskud til psykologhjælp. Hvis ikke du føler, at din læge kan hjælpe dig eller du er helt fortrolig med din læge, så synes jeg, at du skal finde en anden læge. Det er vigtigt med et godt tillidsfuldt forhold til sin praktiserende læge. 

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig. 

Mange hilsner

Marie 

MarieHKs billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program