Hvordan bliver man gode venner med sig selv?

brevkassespørgsmål

Hvordan bliver man gode venner med sig selv?

brevkassespørgsmål af
anonympige33
19 år
Oprettet 6 år 4 måneder siden

Mit spørgsmål lyder måske banalt, men jeg kan simpelthen ikke finde noget svar på det. Jeg er en 19-årig pige, der er super ekstrovert og typen der lader op sammen med andre mennesker. Men når jeg er alene, rammer alle de negative tanker om mig selv - om hvordan jeg ikke er sjov nok, loose nok, fjollet nok, ikke har nok intelligente jokes i ærmet eller noget helt sjette. De er nemmere at håndtere i selskab med venner, for så kan man snakke om det, eller lettere fortrænge det. Men århh hvor jeg synes det er op at bakke, bare at være mig. Jeg bliver ensom og depressiv, og hygger mig sjældent - hjælp! Somme tider lidt selvdestruktiv og ugidelig, fordi jeg ikke kan rumme alle tankerne. Mit største ønske er at kunne være typen, der kan have en dag i sit eget selskab og så nyde det - og tænke yes, i dag var en god dag bare med mig. Hver gang jeg bare er mig, vil jeg rigtig gerne ud af min krop - jeg kan ikke selv anerkende mig selv, men skal have andre til det. Men jeg har også behov for at lade op mig selv - jeg kan tydeligt mærke hvor psykisk drænet jeg er, når har haft tre aftaler på en dag, og endelig kommer hjem om aftenen. Jeg får energi af andre mennesker, men man kan jo stadig ikke bekæmpe de helt naturlige fysiologiske forhold. Årghhh hvad gør jeg? Hvordan får man et godt forhold til sig selv, og sit eget selskab? Hvordan begynder man at kunne lide sig selv? HJÆLP HJÆLP, THE STRUGGLE IS REAL

Svar: 

Hej med dig

Du beskriver dine tanker på en måde, så jeg er sikker på, at de fylder meget for dig. Det er på ingen måde rart at have det skidt med sig selv. Det er noget, som kan gøre meget ondt indeni. Jeg vil meget gerne dele nogle tanker med dig herunder. 

Hvordan begynder man at kunne lide sig selv?

Det er meget forskelligt, hvordan vi mennesker har det med os selv. For nogle er det nemt at se på sig selv og acceptere den person, man ser. For andre er det ikke så let. Og for nogle kan det være en ond cirkel, hvor man ikke kan holde op med at tænke negative tanker om sig selv. Og det mønster kan man blive helt fanget i, uden at vide hvordan man kommer ud igen. Det lyder som om, du kender til det med at sidde fast i negative tanker?!

Generelt siger man, at dét, man fokuserer på er dét, som kommer til at fylde mest. Så hvis der er meget fokus på de negative tanker, så kommer de automatisk til at fylde meget i tankerne. Og i opfattelsen af én selv. Derfor vil mit råd til dig være: find en måde, hvor du kan fokusere på det positive. Det kan gøres på mange måder. Nogle skriver små sedler og hænger dem op rundt omkring - hvor der f.eks. står; "Du er fantastisk" eller "Du har et dejligt smil". Nogle står foran spejlet og siger 3 positve sætninger, inden de går ud ad døren. Du skriver, at tankerne ofte kommer, når du er alene - så måske det kan være en ide for dig, at skrive eller sige det til dig selv, når du er blevet alene. Som noget af det første. Du kan overveje, om du skal lave en regel om, at du kun må tænke på positive ting i den første time. Eller at du sætter stopuret til 5 minutter, hvor du får alt det negative ud af kroppen, og derefter må det ikke fylde. Det er dig selv, som bedst kan mærke, hvad der vil være godt for netop dig. 

Det er desværre ikke sådan, at forandringen kommer fra dag til dag - når noget er så indgroet i os, så tager det tid at vende det om. Men hvis du kigger tilbage om 3 mdr, 6 mdr eller mere, så vil du måske kunne se en ændring i din måde at tænke og være sammen med dig selv på. 

Hvis du føler, at det fylder for meget i dig, og du slet ikke kan rumme at ændre det selv, kan du overveje, om du skal tale med en psykolog/tearpeut om det. Det kan være en god måde at få gode og konkrete råd og samtidig få talt om det hele med én, som kun er der for at lytte til dig. Her vil du også kunne snakke om de dage, hvor du har lyst til at være selvskadende. Ligesådan kan du chatte eller ringe til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og Selvskade, hvis det en dag brænder på. Tøv endelig ikke med det - de sidder der for din skyld. Du er også meget velkommen til at skrive herind igen eller logge på vores chat - hvor der sidder rådgivere klar til at lytte. 

Jeg ønsker dig alt det bedste på vejen imod at vende de negative tanker om. 

Mvh Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program