Selvmord

brevkassespørgsmål

Selvmord

brevkassespørgsmål af
Luna
15 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Jeg er en pige på 15 år.

Jeg hader mit liv så meget! Jeg har en brændende og varm fornemmelse i mine kinder og øre. Min pande har nogle gange også den fornemmelse.. Jeg aner ikke hvorfor, fordi det er ikke fordi jeg er forlegen eller noget som helst. Jeg har det heller ikke for varmt eller koldt. Det kommer bare. Jeg kan ikke dæmpe de med kolde ting eller koldt vand i hovedet. Det påvirker mig SÅ MEGET. Holder det ikke ud længere. Holder mig væk fra alle sociale arrangementer, pga af det. Hader mit liv. Vil dø nu! 

Svar: 

Kære dig,

Det er godt, du skriver herind, da du lyder til at være meget frustreret.

Det lyder bestemt ikke rart, at du har sådan en brændende og varm fornemmelse i kinder og ører - og nogle gange din pande, og som du selv skriver, så kommer det ikke af fx forlegenhed. 

Du skriver ikke, hvor længe det har stået på, om der er noget bestemt tidspunkt, det kommer på eller om det er en konstant fornemmelse. Du skriver heller ikke, om det er noget andre kan se eller om det kun er en fornemmelse, du kan mærke; men eftersom du skriver, at du holder dig fra sociale arrangementer, går jeg ud fra, at det er noget, der er synlig for andre. Uanset hvad, så lyder det meget ubehageligt for dig. 

Det kan ofte være utrolig frustrerende, når der er noget ved vores udseende, som vi ikke selv kan styre eller forklare hvorfor sker. 

En god idé i dit tilfælde vil derfor være at søge læge, da din krop udviser tegn på, at der kan være noget, der enten er i ubalance i din krop eller noget, der er ændret, hvis ikke du altid har haft det sådan som nu. Nogle gange kan kroppen reagere, fordi den mangler noget (fx vitaminer) eller er udsat for noget, den ikke bryder sig om (fx parfume, madvarer eller andet, der bl.a. kan give allergi/allergisk reaktion).  Din læge vil kunne hjælpe dig med at afklare, hvad det kan være og hvad det kan skyldes. Ligeledes vil lægen derfor også kunne hjælpe dig med, hvad der kan gøres, for det er tydeligt at høre på dig, at det er noget, der påvirker dig meget. Det vil derfor være en god idé at få lægen indover, som kan hjælpe dig med at få afklaret, hvad det er i dit tilfælde.

Det er ærgerligt, hvis du fortsat skal holde dig fra sociale arrangementer og have det, som du har det nu. 

 

Jeg håber, at du kan bruge svaret og at du vil søge læge, så du forhåbentlig kan få det bedre hurtigst muligt. Det fortjener du! 

De venligste hilsner,

Kathrine.

 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program