Snakker ikke med mine søstre.

brevkassespørgsmål

Snakker ikke med mine søstre.

Hej Cyberhus.

Jeg snakker ikke med mine to storesøstre derhjemme. Jeg snakker kun med min lillebror og forældre. Sidst jeg snakket med dem rigtig og grinte med dem, var da jeg var heeeelt lille, mange mange år siden.

Jeg forstår ikke hvorfor, men jeg har bare en had til dem og de har en had til mig som vi ikke giver til udtryk. De er 17 og 19, så de meget tætte og har næsten de samme venner osv. Også er der lille mig. Jeg føler mig ikke tryg sammen med dem, og jeg føler at jeg iikke kan tale med dem om noget, kan bedre tale med mine venner. Jeg føler at det er pinligt at snakke med dem, det derfor jeg aldrig snakker med dem og jeg kan hellere ikke lide dem. Her for lidt tid siden så rejste mig og min familie undtaget mine søstre, og da vi skulle sige farvel, så sagde vi ikke noget, også gik jeg bare ned og ventede på min mor. Da vi kom tilbage, sagde de ikke engang "hej" til mig, de kiggede bare og gik videre. Vi skændes også hele tiden, og jeg hader dem og de hader mig. Det siger vi ofte til hindanden.

Det ikke fordi jeg stræber efter at have et godt søster-forhold, FOR DET VIL JEG PÅ INGEN MÅDE, men nogle gang giver det også bare et lille stik i maven og hjertet når sådan nogle ting sker.

Svar:

Kære du,

Jeg kan sagtens forstå det giver et lille stik i maven og hjertet hos dig, når jeres forhold er som det er. Det lyder bestemt ikke rart, at I ikke snakker, griner eller så meget som hilser på hinanden. Selvom du ikke har lyst til at få et godt søster-forhold til dem, så kan jeg godt forstå det stadig gør dig ked af det og skaber mange tanker hos dig! Søsterkærlighed er en meget underlig størrelse, fordi man både kan elske og hade på en gang. Søstre kan være de mest irriterende mennesker på jorden, men samtidig også nogle man ikke kan eller vil undvære. Det tror jeg de fleste søskende kan nikke genkendende til.

Det lyder til, at I har opdelt jer i to hold hjemme ved jer. Dig og din lillebror i et hold og dine to søstre på et andet hold. Det kan godt skabe en lidt uheldigt stemning, fordi man kan få det sådan at dem på det "andet hold" ikke kan blive en del af ens eget hold. Jeg ved ikke om det er det der sker hjemme hos jer, men måske er det lidt det der sker? Det er faktisk en helt naturlig reaktion, men lige i denne her situation er det jo rigtig uheldigt, fordi det splitter jer søskende, som du også beskriver i dit brev. Jeg kommer også til at tænke på, om der kan komme en afstand mellem jer på grund af aldersforskellene. Når man er i jeres alder, er der stor forskel på at være 14 og 17/19. Selvom det kan være svært at skulle tænke på, så tror jeg at når I istedet er 24 og 27/29 eller måske endda 54 og 57/59, så vil den samme aldersforskel ikke føles så stor. Jo ældre man bliver jo mere nærmer man sig også hinanden, selvom aldersforskellen jo ikke bliver mindre. Der sker jo i forvejen helt vildt meget med ens liv, ens følelsesliv og ens krop når man kommer i puberteten, og derfor kan det være svært at sammenligne sig med en på 17/19, og ligeledes for dem at skulle have noget til fælles med dig som er 14. Giver det mon mening? Med denne pointe mener jeg, at jeres forhold kan ændre sig meget over tid, og hvem ved, måske får I meget mere med hinanden at gøre når I alle bliver voksne og har mere til fælles?

Når man ikke har et godt forhold til sine søskende, kan man måske godt komme til at føle sig lidt udenfor eller måske få en følelse af at man ikke hører til. Det er bestemt ikke rart. Jeg kan godt forstå hvis du også oplever det sådan nogle gange. Det er der ikke noget forkert i. Men en ting er helt sikkert og det er at du er mindst lige så stor en del af familien som de er!

Det kan være forvirrende at være ramt af ambivalens. Det vil sige, at man på den ene side føler, at man aldrig vil være en del af deres liv, fordi man er så sur og ked af det over hvordan jeres forhold er lige nu, men på den anden side, samtidig, være ked af at det over, at det er sådan lige nu og ikke helt kan forstå hvorfor det er sådan. Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at det måske er sådan du har det lige nu. Det kan jeg virkelig godt forstå hvis det er.

Jeg synes det er rigtig godt at høre, at du har et godt forhold til din lillebror og dine forældre. Det er vigtigt at man har folk omkring sig, som man holder af og som man føler man kan snakke med. Selvom du ikke lige nu har dine søstre at snakke med, så håber jeg at du kan snakke med dine forældre og måske også din lillebror. Det skriver jeg fordi jeg synes det er rigtig vigtigt, at du ikke føler dig alene med disse tanker. Det kan gøre det værre hvis man sidder alene og føler sig alene med sine tanker og følelser. Alle mennesker har brug for andre mennesker til at hjælpe sig, støtte sig til, snakke med og så videre. Det behøver heller ikke være din familie, det kan også være gode venner eller veninder, hvis du er mere tryg ved at snakke med dem. Det vigtigste er, at du ikke sidder alene med dine tanker og følelser, da jeg tydeligt kan læse, at de også gør dig rigtig ked af det, og det bør man ikke stå alene med. Derfor er det også rigtig flot gået, at du har skrevet herind i brevkassen i dag, så du kan få delt dine tanker og følelser her. Du er en sej pige! Og det tror jeg også dine søstre får øje på på et tidspunkt :-)

Jeg håber at det var svar på dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at kontakte os igen!

De bedste hilsner,

Astrid