Følelser

brevkassespørgsmål

Følelser

brevkassespørgsmål af
Thea
15 år
Oprettet 6 år 12 måneder siden

Okay, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte det der brev/spørgsmål, men jeg har brug for at komme ud med mine tanker, så jeg prøver bare, I guess.

Jeg har set den her dreng, i nu tre måneder og 21 dage (Siden 1 januar), og jeg er blevet rigtig glad for ham. Så glad, at vi har haft sex. Han var min første. Han har haft sex 1 gang før, med hans eks kæreste.

Efterhånden som vi er blevet tættere, og han er begyndt at betyde en hel del for mig, er der også dukket en masse frustrationer op. 

Han vil åbenbart ikke have en kæreste. Han siger: "Det er for kompliceret, at være bundet på den måde. Jeg kan godt lide det vi har, T, det er simpelt, og det er godt".. 

Det har jeg det okay med, for jeg ved, at hans eks kærester har ødelagt ham meget, fordi de var hårde mod ham. 

Jeg vil ikke presse ham, og jeg respekterer ham SÅ meget, for han er virkelig en fantastisk person.

Jeg er bare i tvivl, om han "bruger" mig.. er han sammen med mig, bare for at have en han kan være sammen med..?

Jeg har selvfølgelig snakket med ham om de her ting, og han har fortalt mig at han ikke vil såre mig. Problemet er bare, at han ikke har sagt om han føler noget for mig, eller ej. Han har ikke givet klar besked. Og det føler jeg lidt ham skylder mig. 

Vi er begge to rigtig dårlige til at snakke om følelser, så det er lidt en dårlig kombination, men vi gør vores bedste. 

Jeg vil gerne kunne kalde mig hans kæreste, men så vigtigt er det alligevel heller ikke. 

En titel er ikke det der betyder noget for mig, et forhold er. Jeg vil have et forhold hvor jeg ved hvordan han har det, og hvad han føler, så jeg kan føle mig tryg og glad.

Mit spørgsmål er, hvad skal jeg gøre?

Skal jeg give det lidt tid, og prøve at snakke med ham om det igen? (Vi har snakket om det et par gange)

 

Tak på forhånd:)

 

Svar: 

Kære dig

Det kan være virkelig frustrerende når man er i et forhold, som ikke officielt er et forhold. Som du selv skriver, så er det nemt at blive i tvivl om hvad man betyder for den anden, og om man "bare" bliver brugt. Jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse og jeg håber jeg kan give dig et svar du kan bruge.

Først og fremmest så tænker jeg at det lyder til at han holder af dig, men at han, på grund af hans erfaringer, er nervøs for at det I har sammen, vil blive ødelagt hvis I sætter en titel på. Har du spurgt ham om hvad han er bange for at der sker? Du skriver at han siger at det vil blive kompliceret, men jeg er lidt usikker på hvad han egentlig mener med det. Måske handler det om at han gerne vil have muligheden for at være sammen med andre, og så tænker jeg egentlig at I skal have en snak om det. Lige nu, også selvom at I ikke er officielt kærester, så vil du jo stadig blive ked af det, hvis han er sammen med en anden, og derfor vil det måske være godt for dig at få vished omkring hvad det egentlig er han er bange for at "miste" ved at blive kærester. Hvis det nu er derfor, så skal du jo selvfølgelig også overveje om du har lyst til at blive ved med at være sammen med ham, fordi det jo på en eller anden måde, kan betyde at han bruger dig mens han leder efter en anden. Det kan også være at det "bare" er noget han siger, fordi han er bange for at få dybe følelser for dig, hvis han nu er blevet såret før. Man kan sige at det er hans måde at forsvare sig selv på mod de svære følelser, og det giver rigtig god mening. Hvis det er derfor, så er der desværre ikke så meget andet at gøre end at vente og vise ham at du vil blive en god kæreste (give ham den frihed han har brug for og vise tillid til ham uden at blive jalous f.eks.). Man kan sige at du skal vise ham det, istedet for at fortælle ham det/snakke med ham om det - for meget snak kan måske også få ham til at gå i baglås og trække sig fra dig.

Uanset hvad der er hans grund til at være sammen med dig, men ikke ville være kærester med dig, så tror jeg det vigtigste er at du føler dig godt tilpas. Kan du fortsætte med det I har nu? Føler du at han respekterer dig? Vil tvivlen fylde mere end dine følelser for ham? Det er spørgsmål som du skal stille dig selv, og hvis du kan mærke at du vil blive mere ked af det end glad ved at være sammen med ham, så er det måske ikke det bedste valg. For uanset hvordan han ser det, så er det ikke simpelt. Når der er følelser involveret, så vil det hele være mere kompliceret, og det er vigtigt at være opmærksom på det, så du ikke ender med at blive utrolig såret den dag han tager sin beslutning.

Så jeg tænker at du skal gøre dig nogle overvejelser omkring hvad du kan leve med, og måske begynde at forberede dig på at det måske ikke holder. Det kan godt være at han skifter mening og gerne vil være kærester, men det er da ikke fair hvis du skal vente resten af året? Eller hvad? Jo længere tid I er sammen, jo flere følelser vil du højst sandsynligvis få for ham. Det kan sagtens være at det er det samme for ham, men for din egen skyld, tænker jeg at du skal passe på dig selv. Det kan også være at du skal prøve at tage lidt afstand til ham og se hvad der sker. Måske opdager han at han virkelig gerne vil være kærester, når han lige pludselig ikke kan få dig når han vil. Brug ekstra tid sammen med dine veninder, på noget du godt kan lide at lave, og prøv at se om du også kan se ham som en ven (med fordele) og ikke en kæreste. Hvis det er for svært for dig at være i det, så kan du overveje at tage snakken med ham igen, og så kan det godt være at du skal sige stop, hvis han stadig kun vil "have det simpelt". Du har fortjent at give din kærlighed til en fyr som vil være kærester med dig, og uanset hvor sød han er, så er han ikke det værd, hvis han ikke kan se at du er det værd. Jeg håber det giver mening. 

Se om du kan give det tid, men det skal kun være så meget tid som du selv føler du kan leve med. Du har fortjent et klart svar, men nogle gange, så kommer svaret helt af sig selv med tiden. Så start med at vise at du respekterer ham, samtidig med at du respekterer dig selv og gør ting som gør dig glad (uden ham). Overvej også om det er en god idé at I fortsætter med at have sex - særligt hvis det bliver det eneste I gør sammen. Så kan du prøve at finde på andre ting I kan lave sammen, og se hvad der sker. 

Jeg håber virkelig du kan bruge mit svar. Husk at du er velkommen til at skrive igen eller besøge vores chat. 

Kærlig Hilsen

Signe

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program