Led veninde

brevkassespørgsmål

Led veninde

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 7 år 6 dage siden

Hej. Jeg har det rigtig svært med min veninde. Jeg syntes hun på en måde koster rundt med mig, altså siger hvad der er sjovt og hvad der ikke er, og hvad jeg skal gøre. Mange af mine venner siger også at de syntes jeg er hendes lille håndlanger, der render bag hende hele tiden. Jeg har taget en snak med hende om det, men det er lige som om, at hun ikke forstår det jeg siger til hende. Hun siger at hun bliver sur på mig, når det er jeg siger det. Og jeg ved, at hun holder af mig, men stadig føltes det som om, at hun bare bruger mig, for ikke at være alene. Hvordan kan vi måske få det løst?

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit brev. Det kan være virkelig frustrerende at stå i en situation hvor man oplever at der ikke er en balance i venskabet. Du skriver at du allerede har taget en snak med din veninde, og det synes jeg virkelig er så sejt! Det er selvfølgelig derfor også rigtig ærgerligt at hun ikke rigtig forstår dig, men istedet bliver sur på dig. Du skriver ikke hvad du sagde til hende, men jeg tænker at du måske kan prøve at snakke med hende om hvad et venskab er for hende, og hvilke forventninger hun har til et venskab. Du kan, på forhånd, stille dig selv de samme spørgsmål, og så kan du måske også blive klogere på hvad du egentlig ønsker af jeres venskab. Jeg forestiller mig i hvert fald at det ikke er holdbart at du fortsætter med at føle dig som hendes håndlanger, fordi det måske i sidste ende bare vil gøre dig sur og ked af det. 

Hvis nu din veninde overhovedet ikke vil snakke med dig om jeres venskab, så tænker jeg egentlig at du måske skal prøve at skabe nye venskaber med nogle af de andre piger i klassen. Som sagt, så er det ikke særlig rart at gå rundt og føle sig som en håndlanger eller som om at hun bruger dig, og jeg tænker egentlig at du skal holde fast i dine følelser. Du fortjener at have en veninde som respekterer dig og som ser dig som ligeværdig. Hvis hun ikke vil give dig det (eller snakke om det), så tænker jeg at hun måske ikke er værd at samle på - og jeg bliver i tvivl om hvordan hun egentlig holder af dig. Om det er som ven eller måske mere som en "nødløsning", så hun ikke skal være alene. 

Det kan være enormt svært at sige fra, særligt hvis man holder af den anden, men der er også grænser for hvad man skal finde sig i fra andre. Så derfor er man nogle gange nødt til at sige nej. Nej til at man bliver behandlet dårligt. Det betyder jo ikke at du siger nej til hende, men du siger nej til at du skal føle dig som et dårligere menneske end hende. Og det er positivt, fordi det er et ja til dig selv. 

En sidste mulighed kan også være at du bare ignorerer det og fortsætter som nu. Men tænk over hvad det vil betyde for dig? Betyder jeres venskab så meget at du vil sætte dig selv til side hele tiden? I et godt venskab skal der være plads til jer begge to, til det gode og det dårlige, og til at I støtter hinanden. Når et venskab begynder at blive "skævt", så kan man enten vælge at fortsætte (og måske blive ked af det), gøre noget ved det eller stoppe det helt. Hvad du skal gøre, kan jeg ikke fortælle dig, men hvis du har brug for mere rådgivning til f.eks. hvordan du helt præcis tager snakken med hende, så husk at du altid er velkommen i vores chat. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Venlig Hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program