sexuelle hjælpemidler

brevkassespørgsmål

sexuelle hjælpemidler

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 7 år 2 uger siden

Er det rigtigt, at man kan  miste følsomheden på clitoris, hvis man bruger en dildo/vibrator? Jeg har hørt, at man så kan ødelægge noget med nerverne, så man KUN for fremtiden kan få orgasme med sexlegetøj, i forhold til, hvis man ikke bruger det. Er det rigtigt? 

Er det ikke mega flovt at bruge, for jeg har altså ingen veninder, der har en dildo eller også så siger de det bare ikke?

Hvad ville min mor ikke tænke?

 

Svar: 

Hej med dig

Du skal vide at det er helt normalt at man har lyst til at eksperimentere med sexlegetøj, og selvom at dine veninder måske ikke snakker om det, så har de garantere tænkt tanken og/eller er nysgerrige på at prøve det. 

Når det så er sagt, så kan du have delvist ret i det du siger med klitoris og en vibrator. Når du bruger en vibrator på klitoris, så stimulerer du klitoris med langt større hastighed/styrke end du ville kunne gøre det med fingrene. Derfor kan du godt opleve at din klitoris bliver mere "hærdet", sådan at der skal mere til for at opnå samme følsomhed. Men du kan vælge at stoppe med at bruge vibratoren, og så vil følsomheden komme tilbage med tiden. Her vil jeg dog lige nævne at der ikke er noget galt med at have en vibrator/andet sexlegetøj med i seng når man dyrker sex - uanset om man dyrker sex med sig selv eller med en anden. For nogle kvinder kan det f.eks. være enormt svært at opnå en skedeorgasme, og derfor, hvis de vil have en orgasme, er de nødt til at stimulere klitoris. Og det er simpelthen bare nemmere hvis man bruger f.eks. en vibrator. 

Som sagt så er det helt normalt at være nysgerrig på sexlegetøj, og de fleste kvinder prøver en eller flere slags i løbet af deres liv. Det er sundt at have en nysgerrighed omkring sin seksualitet, og det er rigtig vigtigt at man undersøger hvad man kan lide og hvad man ikke kan lide. I den undersøgelse kan sexlegetøj være et godt hjælpemiddel, og så må man jo vurdere senere hen, om det stadig er nødvendigt når man får en kæreste. Hvis det stadig skal med, så husk at snakke med din kæreste om det.

Til sidst spørger du om hvad din mor mon ville tænke, og der må jeg være ærlig og sige at det ved jeg ikke. De fleste mødre ved godt at deres voksne børn onanerer og er seksuelt aktive, men de fleste mødre har også svært ved at tænke på det/snakke om det, lidt ligesom hvis du skulle tænke på at dine forældre har sex. Men derfor betyder det ikke at der er noget galt med dig, ligesom at der jo heller ikke er noget galt med at dine forældre har sex. Som allerede sagt, så er det kun en sund nysgerrighed at have sig, og jo bedre du kender dig selv og hvad du kan lide, jo bedre vil dit sexliv være i fremtiden. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Venlig Hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program