Ingen orgasme

brevkassespørgsmål

Ingen orgasme

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 7 år 1 uge siden

Jeg kan ikke få orgasme når jeg onanerer. Jeg har lyst men jeg tror jeg stresser over, at orgasmen ikke kommer. Kan man nye onani uden at det ender i en orgasme? 

Svar: 

Hej med dig

Det er helt sikkert muligt at nyde onani selvom man ikke får orgasme, og jeg tænker at det nok vil være bedre for dig ikke at tænke på meget på "målet" (orgasme), hvis det stresser dig. Det kan nemlig, som du selv skriver, gøre at det bliver sværere for dig. 

Når det så er sagt, så kan du jo prøve at onanere på andre måder end du plejer? Du skriver ikke hvordan du gør, men der er f.eks. rigtig mange kvinder som har virkelig svært ved at få en skedeorgasme, så hvis du f.eks. onanerer med en dildo i skeden, så kan det være du skal afprøve noget andet.

Den mest udbredte form for orgasme er klitorisorgasmen, som du kan få ved at stimulere klitoris med f.eks. din bruser eller en vibrator. Når det så begynder at kilde og du spænder i kroppen, så fortsæt indtil du får orgasmen. Der er nogen som oplever at deres klitoris bliver lidt øm og hævet bagefter, men det forsvinder igen.

Så er der også den mindre udbredte g-punkts orgasme. Du kan selv gå på opdagelse for at finde ud af, om du har et G-punkt. Den klassiske metode til at finde G-punktet er at stikke en pegefinger ind i skeden og lave en “kom her” bevægelse med fingeren. Hvis du har et G-punkt, vil du på indersiden af skedevæggen kunne mærke et område, der nærmest føles ru som en valnød, modsat resten af området, der føles silkeblødt. Det er nemmere at finde, hvis du er ophidset på forhånd, da G-punktet kan svulme fra en lille ærtestørrelse til en femkronestørrelse, hvis du er seksuelt stimuleret. Selv om det er kendt for at kunne give helt fantastiske og anderledes orgasmer, er det ikke alle kvinder med et G-punkt, der får glæde af deres G-punkt. For nogle kan det nemlig være ekstremt følsomt, og simpelthen for følsomt til at røre ved direkte. For andre kvinder får berøring og stimulation af deres G-punkt dem til at få en fornemmelse af at skulle tisse og kan være decideret ubehageligt. Men det er egentlig bare at prøve sig frem. 

Prøv at se om du kan slappe lidt mere af når du onanerer, og bare nyde "vejen" uden at fokusere så meget på "målet". Det er, som sagt, helt fint at onanere uden at få orgasme, og hvis du nyder det, så er der ingen grund til at stresse over den manglende orgasme. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Venlig Hilsen

Signe

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program