Jeg er uhelbredeligt syg og intet hjælper!!

brevkassespørgsmål

Jeg er uhelbredeligt syg og intet hjælper!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 7 år 1 måned siden

Jeg er så ulykkelig. Jeg kan inderligt ikke mere. Jeg er psykisk syg, lider af svær depression og andre diagnoser samt selvskade. Jeg bor på opholdssted fordi jeg har det for skidt til at bo hjemme lige pt. Jeg har det så dårligt! Jeg har i længere tid gået med en facade på og spillet to personer for ikke at vække mistanke om hvor dårligt jeg rent faktisk har det og det har knækket mig... Igår forsøgte jeg at begå selvmord. Jeg stak af fra mit opholdssted og løb mod stationen og hoppede ned på skinnerne. Toget kom nærmere. Jeg var så tæt på at blive ramt men nogle forbi passerende fik stoppet togføren og politiet blev tilkaldt. Der kom to politibiler samt fire betjente med udrykning få minutter efter. Jeg flygtede ned af skinnerne med politiet i hælene og de fangede mig og lagde mig i håndjern. Jeg blev derefter kørt på psykiatrisk. Jeg gik helt amok da jeg kom ind, græd, skreg, forsøgte at flygte og bankede hovedet i væggen. Jeg var så tæt på at blive tvangsindlagt igen. Var tvangsindlagt fornyligt på somatisk pga. en overdosis.

Lægen sagde det var meget alvorligt det jeg havde gjort. Lægen sagde også at hvis det havde været en hvilken som helst andet havde han tvangsindlagt vedkommende på stedet. Men ikke med mig fordi de ved jeg ikke har nogen effekt af indlæggelse tværtimod. Jeg har været tvangsindlagt mange gange med politi og ambulance. Har mange alvorlige selvmordsforsøg bag mig og svær selvskade. Jeg har været ude for så meget tvang og fornyligt været indlagt i tre måneder på den lukkede. Jeg er så træt af systemet. Intet hjælper. De ved det jo godt inderst inde for efterhånden har de prøvet alt uden den store effekt og de ved jeg ikke får noget ud af indlæggelse for det har de efterhånden erfaret. Jeg føler er et håbløst tilfælde. Intet hjælper!! Jeg bliver ved med at have det skidt og jeg er blevet indlagt gang på gang og bliver ved med at vende tilbage på psykiatrisk. De kender mig allesammen og det er så frustrende. Føler de har givet mig op. De kan jo intet gøre andet end at holde mig i live... Det er jeg færdig med.

Jeg har lagt en ny plan og det skal lykkedes.

Svar: 

Kære Anonym

Hvor er det godt, du skriver ind til vores brevkasse. Det lyder til, du har det rigtig svært, og at dit liv på det seneste har været fyldt med en masse dårlige oplevelser. Derfor er det rigtig sejt, at du har kunne samle tankerne til at sidde og skrive dit spørgsmål til brevkassen. At du har haft viljen til at skrive herind, er måske det første skridt på vejen til at få det bedre. Og måske er dit spørgsmål et tegn på, at du i virkeligheden gerne vil have hjælp? Jeg vil i hvert tilfælde forsøge at hjælpe dig så godt, jeg kan.

Du skriver, at du har en plan, og at den skal lykkes. Jeg ved ikke, hvad din plan er, men ud fra dit spørgsmål lyder det til, at du ikke har lyst til at leve mere. Det får mig til at tænke på, hvad det er, der gør, at du ikke har lyst til at leve mere? Det kan måske være svært at sige præcist, hvorfor du føler, du ikke har lyst til at leve mere. For når man er deprimeret, kan livet nogle gange godt virke meningsløst og håbløst. Men det er oftest kun for en periode. På et tidspunkt vil du opleve at komme ud af din depression, og så vil livet måske igen være værd at leve.
Derudover kan jeg ikke lade være med at tænke på, om du har tænkt på de mennesker, som holder af dig, og som vil blive rigtig kede af det, hvis du begår selvmord. Der er sikkert mange, som holder af dig, og som ikke vil miste dig. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har overskud og energi til at tænke på det nu, hvor du har det svært og har mange andre tanker i hovedet. Men prøv at hold ud! Måske kan du snakke med nogle, når de mørke tanker fylder meget i hovedet? Du kan eventuelt ringe eller skrive til Livslinien. Livslinien er rigtig gode til at hjælpe og rådgive mennesker, der har selvmordstanker. Og ellers er du også velkommen til at skrive i vores chat, hvis du ikke specifikt har lyst til at skrive om dine selvmordstanker. Det kan også være, du kender en, der er god at snakke med? Ikke kun om dine selvmordstanker, men også om de oplevelser du har haft, og alt det der ellers er sket omkring dig. Måske har du en sød lærer på skolen, en god pædagog på opholdsstedet eller nogle venner eller noget familie, som du kan snakke med om, hvordan du har det. Ellers er der måske tilknyttet en psykolog på din skole, eller din læge kan få dig henvist til en. Fortæl, hvad der gør ondt, og hvad der er svært. Det er okay at vise folk, at man har det svært. Alle mennesker oplever at have det svært engang imellem, og det er vigtigt at snakke om det, så man ikke går alene med det.

Det lyder til, der er blevet prøvet en del for at hjælpe dig. Det er ærgerligt, du har en følelse af, at alle har givet op overfor dig. Det tror jeg bestemt ikke, de har. Jeg tror gerne, alle vil hjælpe dig, men for at de kan hjælpe dig, skal du også være åben for at blive hjulpet. Du skal være motiveret for at få hjælp og være motiveret for at leve livet. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Her tænker jeg igen, at du må prøve at holde ud. Det kræver tålmodighed at få livsglæden igen, og det kan være en lang og mørk vej, men med tiden skal alting nok blive lysere og bedre. Og det er et stort skridt, at du har styrken til at dele din historie her i brevkassen. Mange selvmordstruede holder deres historie for sig selv, så det er rigtig flot, at du tør at være åben omkring din historie. Det tror jeg, der er mange, der har respekt for. For der sidder sikkert andre, som har nogle af de samme følelser som dig, og som kan få hjælp af dit spørgsmål.

Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig, og at det måske kan få dig til at genoverveje din plan. Når du har styrken til at skrive herind, tror jeg også på, at du har styrken til at holde ud, selvom alting ser mørkt ud. På et tidspunkt skal det nok vende.

De bedste hilsner fra Ditte

 

Dittes billede
Ditte har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program