Psykolog

brevkassespørgsmål

Psykolog

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Ved overhoved ikke om du kan hjælpe eller om jeg er kommet det rigtige sted..

Men mit problem er at jeg skal starte til psykolog om ikke så længe pga jeg har angst og kvalme hele tiden. Så jeg skal tale med en psykolog om min fortid (Har haft en ret hård barndom) er 15 år gammel. Men det skal vi snakke om da en andet dame jeg har snakket med siger at det min tanker har glemt af dårligt ting fra min barndom husket min krop stadig. Og det skyldes min kvalme. Men jeg har bare ikke lyst til at prøve at huske de dårlige ting fra min barndom da jeg gerne vil glemme dem. Men hun sagde at det var den eneste mulighed for at fjerne min kvalme da det stadig sidder i min krop åbenbart.. men er det den rigtige mulighed for at få min angst og kvalme stoppet? Er Nemlig ikke sikker, da jeg kun kan se dårlige ting i at tænke tilbage på alle de dårlige ting, hvor man ikke kan sove om natten fordi man nu husker dem jo.. kan du hjælpe? 

Svar: 

Kære du

Det gør mig ondt at høre, at du har meget angst og kvalme. Det lyder som om, at du har været mange ting igennem. 

Du spørger om det er en den rigtige mulighed at snakke med en psykolog om de svære ting der er sket, og om det vil fjerne din kvalme og angst. Det er ikke let for mig at vurdere, hvad der er det allerbedste for lige præcis dig, men de fleste mennesker vil opleve at det hjælper at snakke om de ting man gennem livet oplever - gode såvel som hårde og ubehagelige oplevelser. Jeg kan godt forstå, at du måske synes at tanken om at skulle huske noget som er ubehageligt ikke er særlig tryg, men alligevel tænker jeg at det vil være en lettelse for dig at kunne tale med et andet menneske om det. En psykolog vil være professionel, og hjælpe dig så godt han/hun kan, så du med tiden kan få det bedre og ikke hele tiden mærke den ubehag som jeg forestiller mig, at du oplever, med både kvalme og angst. Jeg forstår godt at du kan være bange for fx at få mareridt om natten, hvis I taler om de svære ting der er sket. Omvendt tænker jeg, at alle de her svære tanker og følelser som du har pga. de ting der er sket, kan virke rigtig farlige og skræmmende fordi de på en måde ikke er tilgængelige for dig - fordi du måske kæmper ret hårdt for at holde dem på afstand. Jeg forestiller mig at det må være et hårdt arbejde. Hos psykologen kan du i fællesskab med ham/hende "være sammen med" alle de svære ting - tanker og følelser, hvilket måske gør at du kan få et nyt forhold til dem, forstå dem bedre, eller lære at det er okay at være ked af at det og få svære følelser, som fx vrede, frygt og angst. Det er følelser som også er del af at være mennesker, og de vil være en del af alles liv, i nogle perioder mere end andre.

Du fortæller, at der er en dame, som har fortalt dig, at de ting du har oplevet i din barndom stadig sidder "fast" i din krop - at det er derfor at du har kvalme. Jeg tror at damen har sagt det fordi at hun ved hvor meget vores tanker og følelser hænger sammen med vores krop. Man kan sige at den psykiske del - altså vores tanker og følelser hele tiden arbejder sammen med den fysiske del - vores krop. På den måde påvirker de to dele hele tiden hinanden. Du har måske oplevet at hvis du mangler søvn, og bliver overtræt, kan du få nemmere ved at blive ked af det, eller oplevet at dit hjerte banker hurtigere hvis du er nervøs, at du kan få ondt i maven hvis du er spændt på noget, at det kan give hovedpine eller ondt i nakken hvis man har haft en for travl dag osv. Det er helt forskelligt fra person til person, hvordan forskelllige følelser kan vise sig som ubehag i kroppen. Kvalme kan være en måde at kroppen fortæller på, at der er noget som ikke er som det skal være - at du fx oplever angst måske pga. nogle specifikke ting som er sket. Derfor tænker jeg, at det kan være en god mulighed at få snakket om de ting der er sket, og samtidigt mærke efter hvad der sker forskellige steder i din krop imens. På den måde kan de svære ting blive bearbejdet, og være med til at du på sigt kan få det bedre. Hvis de minder fortsat bliver ved med at være glemt, vil de sandsynligvis blive ved med at dukke op igen og igen, ligesom du måske oplever i dit liv nu, selvom du forsøger at holde tingene på afstand. Hvis dig og psykologen derimod får snakket om det, kan det være en hjælp til at acceptere de ting, selvom jeg er med på at det kan være rigtig svært.

Jeg tror at der er nogle ting som nærmest kan være umulige at acceptere, men hvis det kan være en vej til at komme videre og få det bedre er det måske alligevel det bedste på sigt. Jeg tænker på, om du mon har nogle i dit liv som du kan snakke med? Er der en i din familie, en veninde, lærer eller anden som du har et godt og trygt forhold til? Jeg tænker nemlig at det kan være rart at du også har nogle mennesker omrking dig i din hverdag, som du kan snakke med om de ting som fylder for dig. 

Jeg håber at du snart får det bedre, og at det vil hjælpe dig at snakke med en psykolog. Du skal vide du er meget velkommen til at skrive her igen, men også i vore 1-1 chatrådgivning, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte og skrive om det du har allermest brug for.

Bedste hilsner

Annika  

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program