Problemer med Tampon

brevkassespørgsmål

Problemer med Tampon

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 2 måneder siden

Hej! 

Jeg har et spørgsmål, er det alle der kan bruge tampon? Jeg har i noget tid nu prøvet at bruge tampon når jeg har fået menstraution, men det virker simpelthen ikke, tamponen gider bare ikke op og jeg er ved at blive rigtig frustreret.

Det gør ondt og er ubehageligt, det er vel ikke meningen vel? Jeg har prøvet at føle mig frem med en finger også men det gør også bare ondt, hvad kan jeg gøre?

Vh Anonym

Svar: 

Kære pige

Tak for dit spørgsmål. Det er træls for dig, at det ikke kan lykkes med en tampon, og jeg håber, jeg kan hjælpe dig.
Jeg vil mene, at stort set alle kvinder kan bruge en tampon, uanset om man er jomfru, har født osv. Og det er bestemt ikke meningen, at det skal være ubehageligt eller gøre ondt, hverken at sætte den op, eller når den sidder. Tværtimod synes de fleste, at tampon er meget nemmere at bruge end bind.

Jeg går ud fra, du har købt den mindste størrelse til at starte med? Når tamponen skal sættes ind, er den nemmest stilling, at sætte den ene fod op på feks toilettet eller kanten af et badekar og godt ud til siden, så der bliver bedre plads til tamponen. Og så er det vigtigt, du slapper af, for hvis du står og spænder, er det ikke rart. Man kan jo få tamponer med og uden indføringshylster. Indføringshylsteret er for det meste nemt at bruge, men måske er det bedst for dig at bruge en tampon uden indføringshylster, så du har bedre føling med, hvor tamponen er. Du kan også bruge et spejl, så du kan se, hvor du skal sætte den op. Nogle gange kan det gøre lidt ondt at sætte en tampon op, hvis slimhinderne i skeden er helt tørre, så glider det jo ikke så let. Så du kunne også prøve at smøre noget glidecreme eller olie (feks mandelolie) på, for at se, om det kunne gøre det nemmere. Det er en god ide at mærke efter med en finger først (smør evt også glidecreme eller olie på fingeren, så det ikke gør ondt), så du har en fornemmelse af, hvilken retning, du skal skubbe tamponen op.
Hvis det lykkes dig at få tampnonen op i skeden, så ved du, at den sidder rigtigt, når du stort set ikke kan mærke den. 
Du kan jo også gå til din læge og få ham eller hende til at lave en gynækologisk undersøgelse, hvis du har mod på det. Bare for at få vished for, at alt er, som det skal være.

Held og lykke, jeg håber, du kan få det til at fungere.

Mvh Anne

 

Annes billede
Anne har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program