Jeg kan ikke holde ud at bo her.

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke holde ud at bo her.

Hej brevkasse.

Jeg er en pige på snart 18 år, der gennem hele livet har haft problemer med diagnoser og familie. Mit problem er at jeg bor hos min far, fordi min mor tager stoffer og jeg har i et langt stykke tid været træt af at bo hos min far, fordi jeg føler han er efter mig og han skal vide alt hvad jeg laver. Det er svært at forklare, men jeg føler mig bare ikke hjemme her og vil derfor gerne flytte, men hvor? jeg havde overvejet at flytte hjem til min mor, men tror bare jeg får det dårligere og jeg har meget længere tøjler, så kommer jeg sikkert til at tage flere stoffer end jeg gør i forvejen. Det her er ikke mit hjem og det har det aldrig været. Hvad skal jeg gøre og hvor kan jeg flytte hen? har intet arbejde og får nok kun den laveste SU, når jeg er fyldt 18. Men det værste er bare at jeg er bange for at snakke med min far om det, fordi han nemt bliver rigtig sur og jeg har aldrig turde at sige ham imod fordi jeg synes han kan være voldsom. Jeg tænker også han ikke kan bestemme hvor jeg bor når jeg bliver 18, men alligevel er jeg bange for han bare låser mig inde (forstå mig ret) forbyder mig at flytte nogen steder. Jeg har tænkt på det længe, men ved ikke hvad jeg skal gøre og kan ikke rigtig gøre noget før jeg er 18.

Mvh den indebrændte

Svar:

Kære Tulle

Jeg kan godt se at du står i en rigtig svær situation.
Som du beskriver det lyder det ikke som om det er en god mulighed at flytte hjem til din mor, og samtidig er det selvfølgelig heller ikke særligt brugbart at bo hos din far, når du ikke føler dig hjemme der.

Det er som udgangspunkt muligt for dig at flytte inden du fylder 18 år. Det kræver dog at dine forældre giver tilladelse, og det lyder det ikke som om er en mulighed?
Men når du bliver 18 er det selvfølgelig 100 procent dig der bestemmer, hvor du skal bo.

Jeg tænker at du allerede nu kan prøve at kontakte din kommune og høre hvilke muligheder de har for at hjælpe dig, med eksempelvis en ungdoms- eller studiebolig? Når du ved mere om mulighederne, tænker jeg også at du er klædt lidt bedre på til at snakke med din far om hvad du skal. Når du fortæller at du forventer at komme på mindste SU når du fylder 18 år, lyder det også som om du er igang med uddannelse. Det kunne også være en mulighed at snakke med en lærer, eller studievejleder på din skole, om hvilke muligheder der er.

Jeg kan godt forstå du er bekymret for din fars reaktion. Måske er din far meget bekymret for dig? Måske kommer han til at vise det ved at være mere kontrolerende, og ved at blive vred. Nogle gange reagerer forældre på den måde, når de er bange og bekymrede for deres børn.
Men måske har dig og din far mest af alt brug for at tage en stille og rolig snak om din fremtid. Og måske også om hvordan I har det sammen. Det lyder lidt som om I hver især går med jeres tanker om hvad den anden tænker og gør, uden sådan rigtigt at få snakket sammen om det.
Det kan ofte få problemerne til at vokse sig endnu større, fordi man kun kan sætte sine egne forklaringer på de handlinger den anden gør.

Hvis du nu eksempelvis skrev et brev til din far, ligesom du har skrevet her i brevkassen, hvor du fortæller om dine overvejelser. Og fortæller ham mere om hvordan du har det derhjemme lige nu. Jeg ved godt det er svært at skulle skrive at du ikke føler dig hjemme, men måske kan du finde en anden måde at formulere det på, som gør det lidt lettere at læse.
Du kunne eksempelvis sige at du synes din far kan blive rigtig vred, og at det har gjort dig nervøs for at tage nogle af de her snakke med ham, som du egentlig gerne ville tage, fordi de er vigtige. Måske vil din far blive overrasket over hvor mange overvejelser du har haft omkring det her. Måske vil han blive overrasket over at hans måde at reagere på har fået dig til at undlade at snakke med ham om de her ting.

Når jeg foreslår et brev er det fordi jeg synes du er rigtig god til at sætte ord på din situation, ligesom du gør her i brevkassen. Et brev er også en rigtig god mulighed for at få sagt alt det man vil, uden at blive afbrudt, som det let kan ske når man står overfor hinanden. Måske kunne det være lettere at snakke med din far, hvis han først havde læse et brev fra dig hvor du forklarede mere om dine tanker og overvejelser?

Det kan også være at det kunne gøre det lidt mere trygt at tage den her snak med din far, sammen med en anden voksen også? Jeg ved ikke om din mor er den rigtige her, men måske er det en anden voksen i familien som du er tryg ved? En onkel, bedsteforældre, moster, eller lignende?

Jeg tænker at det vigtigste er at du prøver at få snakket med din far, for det er selvfølgelig ikke holdbart for dig at være så ked af at bo hjemme, og usikker på hvad dine muligheder ellers kan være.

Mange hilsner
Niels-Christian