Tis i bukserne

brevkassespørgsmål

Tis i bukserne

brevkassespørgsmål af
Mille
18 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Hej. Jeg har et kæmpe problem! Jeg er 18 år gammel, men jeg tisser stadig regelmæssigt i bukserne. Mine forældre ved det ikke, fordi jeg altid skifter inden de kommer hjem fra arbejde. Burde jeg tage til lægen? Det sker mindst 3 gange om ugen. Mine klassekammerater har set det et par gange, men jeg siger bare at det var fordi jeg fik grineflip. Skal jeg sige det til nogen? Kan jeg have en sygdom?

Svar: 

Hej med dig.

Det var da træls for dig. Jeg tror umiddelbart ikke det drejer sig om noget alvorligt, og jeg tror godt man kan gøre noget ved det. 

Der er overordnet tre typer når det drejer sig om, ikke at kunne holde på tissen, det hedder også inkontinens.

Der er det der hedder stress-inkontinens. Det vil sige, at man ikke kan holde på tissen når man feks. hoster eller griner eller løber. Det skyldes oftest at man af en eller anden årsag har en for slap bækkenbund, og derfor ikke kan knibe ordentligt sammen om urinrøret hvorfor man så vil tisse i bukserne. Der er her ofte tale om små mængder tis ad gangen.

Så er der det der hedder "urge"/trang-inkontinens. Det vil sige, at man får en pludselig trang til at skulle tisse, men simpelthen har svært ved at holde på det og ikke kan nå på toilettet. Ofte vil der være en større mængde tis. Urge-inkontinens kan skyldes at blæren trækker sig sammen uden man er bevidst om det, og derfor kan man ikke styre det.

Til sidst er der overløbs-inkontinens. Det sker hvis blæren simpelthen er for fyldt, og derfor "løber over". Det kan opstå hvis man i en længere periode har holdt sig i lang tid. Blæren vil her blive udvidet og slap, og dårlig til at trække sig sammen, samtidig med, at man ikke altid vil kunne mærke at man skal tisse. Her vil tissen ofte sive ud.

Som det sidste kan man have blærebetændelse hvor det kan være svært at holde på tissen, men der vil det ofte svie og gøre ondt når du tisser, så der er man ofte ikke i tvivl.

Lidt afhængigt af hvilken type du har, er der forskellige behandlingsmuligheder. Det drejer sig typisk om genoptræning af bækkenbunden, faste tisse-tider, faste drikke-tider, måling af urinproduktionen med mere. Blæretræning/bækkenbundstræning ved en fysioterapeut kan også være en mulighed. 

Jeg vil foreslå dig at du går til din læge. Hun/han vil nok tjekke om du har en blærebetændelse, efter det vil der formentlig blive sat noget i værk med, at du skal notere dine tisse-vaner og hvordan det går galt når det går galt. Det gør man for at få et reelt overblik over det. Herefter vil man finde ud af hvordan du kan blive hjulpet med det. Det er din læge der vurdere hvilke tiltag der skal til, alt afhængigt af hvilken type det drejer sig om.

Jeg håber du kan bruge it svar.

Hilsen Lea

Leas billede
Lea fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program