Ballet

brevkassespørgsmål

Ballet

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 7 år 5 måneder siden

Hej cyberhus. 
Jeg er en pige på 13, som for 1 år siden ca. begyndte at interessere sig meget for dans. Det startede egentlig med, at jeg opdagede en serie der hed "dance moms" og siden da, har jeg bare fulgt alle slags dansere og er blevet meget inspireret. Jeg har overvejet at søge ind på en balletskole.. Men jeg har overhovedet ikke erfaring med nogen som helst form for dans, så jeg har lige nogle spørgsmål.. (Det kan egentlig også være at jeg skulle prøve at skrive til deres hjemmeside, men prøver lige her først, bare i tilfælde af, at i har svarene) Nåmen, først.. Kan man godt bare sådan starte på en balletskole uden erfaring? Har kigget lidt på det kgl teaters hjemmeside om ballet, men jeg er tvivl om man skal igennem noget andet før man kan komme ind? 
Og mit andet spørgsmål er, om man kun bliver undervist ballet? Det lyder måske dumt, eftersom det hedder en "ballet" skole. Men jeg var bare i tvivl.. For jeg kunne nemlig også godt tænke mig at øve på andre danseformer/stile end bare ballet. 
Jeg tror egentlig bare at det var det :) 

Kh Marie

Svar: 

Hej Marie

Hvor lyder det spændende! Dejligt at du har fundet noget, du gerne vil, og går efter det. Jeg ved desværre ikke meget om ballet, optagelse osv., men har lige prøvet at søge lidt - og forhåbentlig kan det hjælpe dig lidt videre.

Jeg tænker godt, at du kan starte på en balletskole uden at have erfaring. Det vigtigste er, at du har lyst! Du kan også sagtens starte med at danse ballet i stramt tøj, sokker eller gymnastiksko, og hvis du fortsat har lyst til at danse efter noget tid, kan du opgradere og købe en dragt, "springsko" og tåspidssko. Det kan også være, at du finder ud af, at du har mere lyst til at starte på en danseskole istedet for en balletskole. Jeg tror, at det kongelige teater kun har ballet - uden at være helt sikker.

Men jeg ved, at der findes danseskoler, hvor man kan danse mange forskellige stilarter f.eks. alt fra hip-hop og moderne dans til klassisk ballet. Ballet er en af de mest fysisk krævende dansestilarter, så det vil kræve hårdt arbejde, men er sikker på at hvis du brænder for det, vil du også få det rigtig sjovt med det! :) Nu nævner du det Kongelige teater, og jeg tænker, at det vil være rigtig godt, at kontakte dem, så du kan høre lidt mere. Du kan finde kontaktoplysninger her. Men ellers synes jeg, at det lyder som om, at du skal vælge en danseskole, hvor du kan prøve lidt forskelligt af? Uanset hvad tænker jeg aldrig, at det kan skade at ringe lidt rundt og høre mere. 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Held og lykke med det. 

De bedste hilsener,
Pernille

PernilleNs billede
Pernille har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program