Kære du

Det er godt du skriver og spørger når du går med sådan nogle tanker. 

Det er faktisk meget almindeligt at man bliver meget usikker og utilfreds med sig selv når man kommer i teenagealderen. Det er desværre én af de sværere ting, der er ved teenageårene og puberteten. At man bliver mere usikker, og meget mere kritisk overfor sig selv end man måske plejer. Det er en helt naturlig udvikling, men det gør det jo ikke nødvendigvis lettere. 

Det er godt du skriver allerede nu, mens du går med de her tanker, men heldigvis ikke har udviklet en spiseforstyrrelse endnu. For selv om du måske kunne tænke dig den krop du forestiller dig føler med en spiseforstyrrelse, så er jeg sikker på du ikke ønsker dig sygdommen. 
En spiseforstyrrelse er nemlig ikke et aktivt valg man kan træffe. Det er en sygdom man kan udvikle, og hvis man først har den er det ikke så enkelt at "slukke" for den igen. 
Jeg er helt med på at du tænker at en spiseforstyrrelse måske kunne være det rigtige for dig, fordi du kunne komme til at se ud på en bestemt måde som du synes er særligt pænt.
Problemet med en spiseforstyrrelse er bare at man ikke selv er i stand til at se hvordan man faktisk ser ud. En spiseforstyrrelse gør at man ALDRIG bliver tilfreds eller glad. Spiseforstyrrelsen vil gøre at man altid vil være ked af sig selv, og altid vil ønske at tabe sig mere, og mere og mere. Også selv om man måske for længst har nået det mål man havde fra starten. Det er derfor spiseforstyrrelser er så farlige og derfor der desværre er rigtig mange der dør af spiseforstyrrelser hvert år.

Ud fra de mål du fortæller er du fuldstændig normalvægtig og har ikke noget medicinsk behov for at tabe dig. Jeg er helt med på at man sagtens kan synes at der er noget der lige kan blive lidt bedre eller anderledes. Men du skal vide at det med at synes noget kunne være bedre, nok bare er et livsvilkår, som alle mennesker går med.
De veninder som du kigger på og tænker er så smukke...de har garanteret nogle af de samme tanker som dig. De har også ting de er kede af og noget de ville ønske var anderledes. Sådan har alle mennesker det. Det er bare lettest at se de smukke i andre mennesker og det knap så pæne ved sig selv. Det er desværre et helt almindeligt menneskeligt træk. 

Sådan er det også med strækmærker. Både drenge og piger har dem. Nogle på lårene, brysterne...ja alle mulige steder på kroppen. Mange kvinder får strækmærker når de er gravide og det er måske derfor mange tror at det er noget der kommer fordi man er tyk. Det er helt forkert. 
Strækmærker opstår når man vokser hurtigere end huden kan følge med...og det gør man ofte i puberteten. Selv unge som er undervægtige får strækmærker. Det er ganske enkelt bare noget der sker fordi man vokser fra barn til voksen. 

En spiseforstyrrelse er en sygdom og dermed heller ikke noget der vil gøre noget godt for dig selv.
Det der rent faktisk kan gøre en positiv forskel for dig er at snakke med nogen om dine tanker. Dine forældre, veninder, anden familie eller andre voksne som du føler dig tryg ved og snakker godt med. Fortæl om hvordan du har det med dig selv lige nu. Sig at du måske har brug for hjælp til at tænke mere positivt om dig selv.
Det lyder måske mærkeligt, men man kan faktisk godt øve sig på at se sig selv mere positivt. Eller man kan sige...se sig selv lige så positivt som andre gør. Men det kræver noget øvelse, og det kræver at man tør være ærlig om hvordan man har det, ligesom du gør nu. 
Så jeg tænker at du er rigtig godt på vej. Bliv ved med at fortælle om hvordan du har det, og sig du har brug for hjælp til at håndtere de her negative tanker. 
Hvis du synes det virker helt uoverskueligt at snakke med eksempelvis dine forældre, kan du måske overveje at starte i vores chat, eller en rådgivning der ligner. Det kunne være børnetelefonen eksempelvis. 

Det vigtigste er at du ikke går alene med tankerne. Men at du får dem delt med andre, så du kan få den hjælp du har brug for, for at blive gladede igen. 

Mange hilsner
Niels-Christian