Hjælp! Jeg drukner.

blogindlæg

Hjælp! Jeg drukner.

Skrevet af
Patricia
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Hej gutterne 

Så er jeg tilbage på bloggen der er gået længe siden mit sidste blogindlæg og det undskylder jeg, men nu er jeg her igen og jeg lover at mit næste indlæg vil være online inden alt for længe. 

I den første del af 1.G prøvede jeg at holde mig oven vande. Jeg var så tæt på at smide min afhængighed i sommerferien og ville for alt i verden ikke ødelægge mine fremskridt. Jeg gør alt i min magt for at følge med i gymnasiet, at være social og få et socialt sammenhold med mine nye klassekammerater, måske endda et par venner også, rigtige venner. Som jeg skrev i mit sidste indlæg mødte jeg i starten af min gymnasie tid tre fantastiske mennesker, som jeg åbner mig overfor, jeg er hudløs ærlig og fortæller her for første gang hele min historie. I mellemtiden har jeg snakket med J. Han er uendelig stolt over min fremgang, den fremgang jeg helt selv havde formået at opnå, alligevel kunne jeg mærke at der var et eller andet der ærgrede ham og at han ikke var helt ærlig over for mig.
Jeg fortalte mine nye venner om J og vores lidt unormale og rodede forhold. Ikke overraskende havde de samme forundring omkring vores venskab som også i havde da jeg fortalte jer om J for første gang.
De mente også at J havde udnyttet mig – fordi de ikke kunne sætte sig ind i hvad jeg havde gået gennem. De rådede mig til at stoppe kontakten med ham, de overbevidste mig om at jeg jo gennem hele sommerferien havde klaret mig selv, at jeg havde klaret mig bedre uden ham og at jeg derfor slet ikke behøvede hans hjælp til at blive rask – og de havde jo ret, J var en falsk tryghed, han havde aldrig været andet, jeg kunne klare mig selv og det var jeg fast besluttet på at bevise.
Jeg stoppede altså med at kontakte J den samme dag, længe var der ingen kontakt mellem os, jeg hørte ikke fra ham og han hørte ikke fra mig. Det var underligt, men alligevel også utrolig befriende.
Men så pludselig dukkede J op i mit liv igen, og ikke kun i mit liv, men også i min søsters.
Min ældste søster modtog en besked fra J, han spurgte ind til mig, hvordan jeg havde det og om der var sket mig noget, for selvfølgelig var han da urolig efter ikke at have hørt fra mig i al’ den tid.
Min søster fortalte mig om hvad hun havde oplevet og jeg blev rasende! Jeg tog kontakt til J, hvad fanden bildte han sig ind at blande min uskyldige og til dels uvidende søster ind i mine problemer og mit fucked-up liv! Jeg skældte ham hæder og ære ud, hvilket jeg i dag ikke fortryder det mindste. Jeg følte mig krænket og endnu værre, det gjorde min søster også. Jeg havde fortalt min søster om J, da jeg fortalte hende om min afhængighed, men jeg havde aldrig afsløret hans alder.
Min søster var helt ude af sig selv. Ikke så underligt – overhovedet.
Jeg kan slet ikke, ikke engang den dag i dag, forstille mig hvordan jeg ville have reageret hvis en mand som J, havde kontaktet mig for at få informationer om min søsters velbefindende. Ad!
Da J, langt om længe svarede på den rasendende besked, skrev han en meget lang og forklarende mail om hvorfor han havde kontaktet min søster.
Han var selvfølgelig bange for at jeg havde gjort noget dumt, men vigtigere ville han fortælle mig at jeg slet ikke var kurreret, at jeg havde såret ham helt forfærdeligt ved ikke at skrive til ham – ved at lade ham tro at jeg var død. Her gik det op for mig at jeg måtte stoppe kontakten med J helt og jeg skrev til ham at han skulle lade mig og min familie være.
Det gjorde han, men hans ord havde brændt sig fast… Jeg var ikke kurreret, kunne jeg nogensinde blive det? Var dette bare den person jeg var? Hvis ja, kunne og ville jeg så leve med det?

Dette mindede mig om hvem jeg var og selvom jeg virkelig ikke kunne lide denne person blev jeg nødt til at erkende at denne person var og jeg var en.  Jeg kan huske at jeg tænkte meget over dette, og min konklusion var at alt det hårde arbejde jeg havde gjort i sommerferien, alle de fremskridt jeg havde taget var lige meget. Jeg har altid været meget perfektionistisk anlagt, men desværre har det mere været en byrde end en egentlig gave. Hvis jeg påbegynder noget skal det være perfekt, hvis ikke resultatet er perfekt bliver arbejdet kasseret – og det var præcis også hvad der skete denne gang.
Jeg kasserede mig selv og mit hårde arbejde fordi jeg ikke var blevet tilfreds med resultatet.

 

I mit næste indlæg vil jeg forklare hvordan min afhængelighed bliver til flere og hvordan jeg klarer mig når jeg lige pludselig ikke længere bestemmer slagets gang men faktisk selv bliver såret for første gang meget længe. 
Jeg håber i vil følge med og få indblik i en lidt mere følsom person. 

Kh. Pallione

 

 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program