Barbering

brevkassespørgsmål

Barbering

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Hej cyberhus jeg er en dreng på 16 snart 17 og har dette problem.

jeg vil gerne barber mig i hovedet og intimt, jeg vil rigtig gerne sige det men jeg kan ikke få mig selv til at sige tiil mine forældre da jeg syntes det er pinligt. jeg gerne vil have en barberskraber. Hvad skal jeg gøre og hvad er den bedste måde og snakke med min forældre om det på.

Tak for hjælpen :)

Svar: 

Hej med dig,

Det kan godt være pinligt at skulle snakke med sine forældre om sådan nogle ting, fordi det er lidt privat, men jeg er helt sikker på at dine forældre vil kunne forstå dig og gerne vil hjælpe dig. Husk på at dine forældre også selv har været teenagere engang og selv stået i situationer hvor de har skulle snakke med deres forældre eller venner om noget, som de synes var pinligt eller akavet. Det er helt normalt at gå op i hvordan man ser ud og derfor også helt normalt at gå op i kropsbehåring. Det er der rigtig mange andre unge der også bruger tid på.

Det er muligt at købe en barberskraber i diverse supermarkeder uden at fortælle det til sine forældre. Der er mange, der ligesom dig, synes det er en privat/intim ting, og derfor hellere vil holde det lidt hemmeligt. Det er også helt i orden. Når du skriver i dit brev at du gerne vil høre hvordan du kan få snakket med dine forældre, selvom du synes det er pinligt, så får jeg dog en helt klar fornemmelse af, at det er noget du gerne vil være åben omkring og noget som du ikke synes skal holdes hemmeligt. Jeg vil derfor prøve at komme med et par bud på hvordan du kan få snakket med dine forældre om det:

1) Du kan tage mod til dig og bare sige det som det er. Jeg kan dog sagtens forstå det kan være svært at få sagt det højt og måske også svært lige at finde et tidspunkt hvor det giver mening at bringe det på banen. Nogle gange skal man bare sige det uden at planlægge det alt for meget, fordi det ellers kan blive alt for svært at få det sagt. Måske kan det hjælpe dig hvis du beslutter dig for et bestemt tidspunkt, fx. at i dag til aftensmaden så vil du sige det? På den måde kan du vælge et tidspunkt som du er mest tryg ved.   

2) Du kan snakke med dine venner og kammerater om det og spørge dem om det er noget de har overvejet eller tænkt over, og om det er noget de har snakket med deres forældre om. Det kan være godt at høre andres mening og måske har de et godt råd du kan bruge? Uanset hvad kan det være rart at tale med nogle af vennerne om de ting, som fylder for en, da det jo sagtens kan være de står i samme situation eller kender nogle som har haft samme dilemma.  

3) Du kan skrive og spørge i en sms til dine forældre, hvis du tænker at det er nemmere at spørge ved at skrive sammen i stedet for at tale om det. Det kan nogle gange være lidt nemmere at få det fortalt ved at skrive det når det handler om ting, som er lidt svære at snakke om. Jeg tænker at barbering er en ting, som man godt kan snakke om gennem sms'er, så tænker godt det kunne være en mulighed for dig? En sms kan også være en god "isbryder" - så det bliver nemmere at bringe emnet på banen senere hen ansigt til ansigt.

4) Den fjerde mulighed er selvfølgelig at du, som jeg også skrev tidligere, vælger ikke at fortælle dem det og selv køber en skraber.

Jeg håber du kan bruge mine råd! 

Med venlig hilsen,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program