Gå tilbage til ham??

brevkassespørgsmål

Gå tilbage til ham??

brevkassespørgsmål af
Forvirrede Følelser
13 år
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Hej CB, jeg har været kærester med den her dreng et par gange men det har aldrig gået, for han har været mig utro. Men jeg tror han har ændret sig.. jeg ved ikke om han flirter eller ej, men jeg kan faktisk virkelig godt lide ham..

Svar: 

Kære dig,

Jeg kan godt forstå, at du ikke helt ved, om du skal gå tilbage til din kæreste eller ej. Man kan måske opleve mange modsatrettede følelser, når man er glad for en, der er utro. Det kan være svært at give et enkelt svar på, hvad du skal gøre. Jeg tænker aldrig, at utroskab er ok. Det er et tillidsbrud mellem dig og din kæreste, som vil have betydning for dig - uanset om du finder sammen med ham igen eller ej. 

Jeg tænker, at du kan overveje, hvilken betydning det vil have for dig, hvis du vælger at blive sammen med ham eller ej. Du kan tænke over, om du kan tilgive ham det, han har gjort? Jeg tænker, at tilgivelsen er vigtig for, at I igen kan opbygge den brudte tillid. Hvis det er det, du vil. Tillid er helt grundlæggende i et forhold, og det vil helt naturligt tage tid at få tilliden til ham tilbage, efter det han har gjort. Det lyder til, at han har været utro mere end én gang, og det tænker jeg kan have gjort tillidsbruddet endnu større denne gang. Det vil kræve en stor indsats både fra dig og ham. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du snakker med ham om, hvad det har gjort ved dig, at han har været utro. Måske oplever du svigt, jalousi, utryghed og ked-af-det hed? Det er i hvert fald helt naturligt, hvis du gør. Jeg kan godt forstå, at du har lyst til at finde sammen med ham igen, når du er meget glad for ham, men jeg tænker, at det er vigtigt, at du måske lige giver det lidt tid og tænker over, hvad der er bedst for dig. 

Hvis du vælger at gå fra ham, tænker jeg, at du måske vil opleve en tid, der vil være præget af savn. Det er helt naturligt, når du har mistet en kæreste, du var glad for. Jeg tror, at du efter lidt tid vil opleve, at savnet bliver mindre. Uanset hvad du vælger, tænker jeg, at det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at være ked af det eller hvad du nu føler.   

Du skriver ikke, hvor din kæreste står i alt det her. Vil han mon gerne tilbage til dig? Fortryder han, at han har været utro? Og fornemmer du, at han flirter med andre? Jeg tænker også, at det er ret vigtigt for din beslutning, hvordan han forholder sig til utroskaben. 
Jeg tænker også, om du mon har en, du kan snakke med omkring utroskaben, og om du skal gå tilbage til ham eller ej. Måske du har en god veninde eller en anden, du har tillid til, du kan snakke med? Nogen gange kan det være godt at få et andet perspektiv på den situation, man står i og hjælpe dig til at finde frem til, hvad der er det rigtige for dig at gøre. 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, ellers er du meget velkommen til at skrive med en rådgiver i vores 1-1 chat

De bedste hilsener,
Pernille

PernilleNs billede
Pernille har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program