Teenage problemer

brevkassespørgsmål

Teenage problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

Hejsa.

 

Jeg er en 13 årlig pige der er kommet i puberteten. Jeg bliver irriteret på alt og alle og det er så irriterende. (Næsten) ligemeget hvad folk gør irritere det mig. Jeg dømmer også alle lige meget hvem, også mine allerbedste veninder. Det er så irriterende, for jeg bliver også jaloux. Jeg kan fx tænke om min bedsteveninde at hun er ret grim (ved det er lidt ondt, men kan ikke gøre for det) også bagefter tænke at hun er meget pænere end mig, og at det er snyd at hun ser sådan ud, og jeg bare er grim.

Har du nogle tips til at være sur hele tiden, og jalousi? Håber du vil hjælpe mig.

Hilsen E

Svar: 

Hej E...

Det lyder til, at du rigtig er kommet i puberteten og er blevet teenager. Jeg kan godt forstå, du synes, det er træls og irriterende at din krop reagerer sådan på alt og alle. Hvis det er nogen trøst, så kan jeg fortælle dig, at det sker næsten for alle, når de kommer i puterteten, så du er ikke alene om at gå rundt og ikke have helt styr på og kontrol over dine følelser og reaktioner. Det er rigtig flot af dig, at du selv har lagt mærke til, at du reagerer anderledes end du normalt plejer at gøre. Det er svært at forstå, hvad der sker i kroppen og i hjernen når man kommer i puberteten. Det er ikke alle, der er bevidste om, at grunden til, at man bliver lettere irriteret eller sur skyldes, at kroopen er i forandring. 

I puberteten udvikler man sig fra barn til at blive et ungt menneske. Kroppen begynder at tage form som en voksenkrop med mandelige og kvindelige former og kønsbehåringen begynder at vokse til. For pigernes vedkomne får de menstruation, og hos drengene begynder de at lave sæd. Disse forandringer i kroppen betyder, at kroppen er igang med at gøre sig klar til at en dag kunne lave børn.
Forandringerne i kroppen sker langsomt hen over nogle år. De sker på forskellige tidspunkter alt efter, hvem man er som person. Nogle kommer allerede i puberteten når de er 10 år gamle. For andre begynder den først når de er 13 år eller ældre. Der er ikke som sådan en fast opskrift på puberteten, da alle mennesker er helt forskellige. 

Udover alle de kropslige forandringer, der sker i kroppen, så sker der også noget med ens følelser. Det skyldes at kroppen producerer et hav af hormoner. Hos drengene er det især testosteron, der bliver produceret, og hos pigerne er det østrogen. Fordi kroppen er fyldt med disse hormoner, kan man opleve mange humørsvingninger og vredesudbrud. Nogle gange kan det føles som som, man slet ikke har kontrol over sine egne følelser. Man har let ved at blive vred og overreagere, uden man helt selv forstår hvorfor. 

Måske det vil hjælpe dig, hvis du prøvede at tage et par dybe vejrtrækninger, når du kan mærke, at hormonerne er ved at være ude af kontrol. Nogle gange hjælper dybe vejrtrækninger ved at virke beroligende og man kan samle sine tanker, inden du føler, at du mister kontrolen. Det er desuden en stor hjælp, hvis man lærer at kende sine følelser fra hinanden. Som du selv siger, så skal der næsten ingenting til, før du bliver irriteret over den mindste ting, hvilket skyldes de mange homoner i din krop lige nu. Mærk efter og find ud hvad, hvilke følelser, der opstår i hvilke sammenhænge. Måske du lige så stille kan begynde at kende dem fra hinanden og forstå dem bedre. På den både kan du også få bedre kontrol over dem. 
En sidste, men også vigtig ting jeg vil nævne er, at dine veninder og venner også selv er ved at komme i i puberteten, og de oplever med garanti de helt samme følelser som du gør. Dine forældre og andre omkring dig er også bevidste om, at du er et sted i dit liv, hvor kroppen er ved at udvikle sig, og at dette også betyder at du kan virke mere irritabel. Hvis du har mod og lyst til det, kan du også prøve at sætte ord på dine reaktioner. Snak med dine veninder om, hvorfor du kommer til at snege nogen gange. Det samme kan du gøre med dine forældre. Det kan også hjælpe dig, at lufte dine fustrationer ved at tale højt omkring, hvordan du går rundt og har det inden i.

Selvom du synes, det er svært og irriterende lige nu at være i puberteten, så må du huske på, at alle disse forandringer er helt normale, og med tiden får man heldigvis bedre kontrol over dem. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar!

Mange kærlige hilsner Anna

AnnaIMs billede
Anna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program