Hvornår kan jeg tage testen?

brevkassespørgsmål

Hvornår kan jeg tage testen?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Hej

Jeg har egentlig to spørgsmål i et. For ca 4 uger siden havde jeg sex, hvor han kom oppe i mig. Vi brugte ikke kondom, som vi ellers plejer, men jeg er på p-piller. En uge efter fik jeg min sædvanlige pause-blødning på det samme tidspunkt som altid. Nu er jeg så gået hen og blevet en smule i tvivl om, om jeg kunne være gravi. Føler, at mine bryster er blevet større, og mine brystvorter også. Føler mig en smule oppustet, og har haft lidt kvalme de sidste par dage. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind? Har tænkt mig at tage en test, men spørgsmålet er så, hvornår? Vil gerne tage den hurtigst muligt. Jeg ved, at man først kan få et sikkert resultat, efter man har fået sin menstruation. Men gælder det også på p-piller? Jeg fik jo min blødning en uge efter vi havde haft sex, men det er jo ikke en "ægte" menstruation. Så kan jeg godt tage testen nu her, inden min næste pause/blødning? Eller skal jeg vente til bagefter? Det er jo træls at gå og bekymre sig, så vil gerne være afklaret hurtigst muligt. 

Tak for hjælpen

Hilsen mig

Svar: 

Hej med dig,

Godt at du skriver ind hvis du har et spørgsmål eller to du har brug for et svar på. Jeg vil prøve at svare så godt som jeg kan. Jeg kan godt forstå at du bliver bekymret for om du kan være gravid når du oplever at dine bryster vokser og at du har kvalme. Som du også selv skriver, så kan man godt føle sig gravid hvis man er bange for at være det. Man kan simpelthen bilde sig selv ind at man er gravid og derfor føler man sig oppustet og får ømme bryster og kvalme. Jeg siger hermed ikke at du ikke kan være gravid, for det kan jeg ikke afkræfte 100%, men jeg skriver det blot for at sige, at det kan godt være noget du bilder dig ind. Ens psyke kan gøre vilde ting ved kroppen. Jeg synes dog at alt lyder helt som det skal være, men som du selv skriver, så kan man jo ikke helt gå efter menstruationerne, da blødninger på p-piller jo ikke er en egentlig menstruation. Når det er sagt, så er p-piller en god beskyttelse imod graviditet. Faktisk er p-piller blevet så gode, at man næsten er 100% sikret imod uønsket graviditet. Det er derfor også usandsynligt at du er blevet gravid hvis du tager p-pillerne som de skal tages.

En graviditetstest måler indholdet af et hormon, der hedder HCG, i blodet. Det hormon kaldes populært også graviditetshormonet. Når det befrugtede æg sætter sig fast i livmoderen, så stiger mængden af dette hormon i både blod og urin drastisk. Man får det bedste resultat hvis man venter med at tage testen den dag man forventer at få sin menstruation, og derfor kan du tage den inden du får blødning igen. Man kan dog også godt tage en test inden det, da mængden stiger allerede når det befrugtede æg sætter sig fast. Jeg synes derfor du skal tage testen hurtigst muligt, så du kan få en afklaring.  Jeg kan nemlig sagtens forstå du gerne vil have en afklaring hurtigst muligt. Hvis den er positiv så synes jeg du skal tage et smut forbi din læge, så du kan få det afklaret med sikkerhed. Hvis den er negativ så kan du ånde lettet op. Det er dog altid en god ide at læse indlægssedlen i pakken, så du kan læse hvornår lige præcis denne test giver det sikreste resultat. Graviditetstests kan købes i de fleste dagligvarebutikker eller på apoteket.

P-piller beskytter som sagt imod graviditet, men derfor kan det stadig godt være en god ide også at bruge kondomer så man også er beskyttet imod kønssygdomme. Hvis det er en fast partner man har sex med, så kan I jo overveje om I begge vil testes for kønssygdomme. Hvis ingen af jer har dem, så kan I nøjes med p-pillerne, hvis det er et ønske I har at droppe kondomerne. Du kan også overveje om du føler sig mest sikker hvis I både bruger p-piller og kondomer. Hvis du gør det, så kan I jo sagtens fortsætte med at bruge begge dele.

Jeg vil ønske dig held og lykke med det hele!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program