jeg er meget forvirret

brevkassespørgsmål

jeg er meget forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Jeg var til byfest igår og ham jeg er så vild med var der jo også nå men så begyndte jeg jo og gå hen til ham mens han stod og snakkede med en ven kiggede han et øjeblik og ellers hurtig ned i jorden jeg sagde:

Mig: Hej Daniel (som han hedder) (han kigger ned i jorden) 

Går det godt? 

Ham: ja (kigger stadig ned i jorden)

Kigger væk og ser efter hvor hans venner er og ned i jorden igen og begynder at gå lidt nervøst væk og får øje på dem og så går han over og snakker med igen 

 

Er det fordi han er varm på mig ? måske det ska lige siges at han er meget genert overfor andre kvinder/veninder snakker han fint med men nå det er mig har han ikke rigtig noget at sige og blir lidt tilbageholdene  han kigger aldrig på mig hvis jeg snakker med ham det er altid ned i jorden også lidt væk og sådan ka det forsætte ???

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Det kan være rigtig svært at aflæse, om en fyr er interesseret eller ej, og det kan være rigtig frusterende ikke at vide, om man er købt eller solgt. Det tror jeg, at der er rigtig mange, der kender til. Men nu til dit spørgsmål.. Er han varm på dig? Det kan være rigtig svært at svare på, og det er nok kun Daniel, der kan svare på det. Han er den eneste, der ved præcist hvordan han har det, når han ser dig. Men jeg vil alligevel lige skrive lidt tanker her - måske det kan være et skridt på vejen til at finde ud af, om han er vild med dig.. 

Det kan være, at han er interesseret, men simpelthen var for genert til lige at vide, hvad han skulle gøre af sig selv og sige, da du henvendte dig til ham. Rigtig sejt iøvrigt, at du gik hen til ham og sagde hej. Det at han kigger ned i jorden, er lidt tilbageholdende og genert kan nemt tolkes som om, at han ikke er interesseret. Men sådan behøver det ikke at være. Nogen gange kan de træk også forstærkes, hvis man er vild med en. Så bliver man pludselig endnu mere genert og nervøs, end man ellers ville have været. Jeg tænker, at hvis han lærer dig bedre at kende, vil nervøsiteten og genertheden måske forsvinde lidt? Også ift. det du skriver med, at han ikke snakker fint med sine veninder. Så måske er han mere genert, fordi han ikke kender dig så godt? Ved at snakke mere med ham, har du også mulighed for at finde ud af, om han mon er interesseret i dig. Det kan være hvad som helst, du kan snakke med ham om. Det kan være, at han har en bestemt interesse (f.eks. har de fleste drenge været meget interessede i EM i fodbold de her dage), som du kan spørge ind til. Hvis du oplever, at han er meget genert, kan du måske også starte med at føre ordet omkring et emne, du tænker, hvor han vil have mulighed for at byde ind. Jo mere du snakker med ham, jo mere vil du formentlig også få en fornemmelse af, om han er interesseret. Måske er der en byfest igen snart? Så kan du måske spørge ham, om han har lyst til at at drikke en øl med dig?

Det lyder til at du er rigtig glad for ham, så derfor synes jeg, at du skal handle på det og snakke noget mere med ham. Når han er meget genert, tænker jeg, at det måske kan være svært for ham at tage kontakt til dig - også selvom han rent faktisk er interesseret. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg krydser fingre for jer - og håber at han også er vild med dig!  

De bedste hilsener,
Pernille

 

PernilleNs billede
Pernille har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program