Hvorfor sker det?

brevkassespørgsmål

Hvorfor sker det?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej jeg har altid været hende den fede så jeg besluttede mig for at spise mindre for noget tid siden og jeg har tabt mig en del ( jeg er gået fra 58 kg til 48 og er 170 cm høj)  men efter jeg begyndte på min "diæt" er jeg meget svimmel og har meget ondt i mit hoved jeg ved ikke om det er pga diæten eller noget andet jeg oplever også at mine ben er blevet svagere og jeg er tit ved at falde 

hilsen en pige der er meget stolt over sig selv

 

 

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, at du er stolt over dig selv. Det kan kræve meget selvdiciplin og kan være hårdt at tabe sig, men det er godt at vide, at man har viljestyrke og kan gøre noget for én selv, som man ønsker. Samtidig er det også vigtigt at man på et tidspunkt kan stoppe kuren og være tilfreds med sig selv :-) Det lyder til, at du begynder at være nogenlunde tilfreds, og det er rigtig dejligt.

Du skriver, at du efter dit vægttab er begyndt at føle dig svimmel, har ondt i hovedet og at det er som om dine ben er blevet svagere. Når du skriver det, tænker jeg umiddelbart, at du bliver nødt til at overveje, hvordan din kost skal være fremadrettet.

Du skriver, at du før vejede 58 kg. Måler man din BMI var den på daværende tidspunkt 20,1 hvilket er lige midt i normalen, dvs. en helt perfekt vægt. Hvis du ikke kender til BMI-testen, så er det en test som sætter ens højde og vægt op mod hinanden, og giver en et billede af om ens vægt passer til ens højde. Der kan selvfølgelig være mange ting der kan gøre, at man føler sig overvægtig og ikke føler, at man er tilfreds med sin krop, og derfor ønsker at tabe sig, selvom man ikke er overvægtig, så jeg synes ikke det er forkert af dig at du har valgt at tabe dig. Nu her hvor du vejer 48 kg., ligger din BMI nu lige i underkanten af normalvægtig - altså er du i princippet næsten undervægtig. Det er stadig en acceptabel vægt, og klart en vægt jeg synes du skal beholde, hvis du har det bedre med dig selv og din krop. Dog er det også vigtigt at huske, at du nok ikke skal længere ned i vægt, da dit vægttab dermed ikke er sundt.

Jeg tror, at grunden til, at du er begyndt at føle dig utilpas er, at du har tabt dig lidt for meget, lidt for hurtigt. Det helt optimale og sundeste vægttab, især når man ikke er overvægtig, foregår over en længere periode, hvor man ikke sætter ens madindtag alt for meget ned, men bare spiser en lille smule mindre og evt. dyrker mere motion. Det lyder som om at din krop siger, at den gerne vil have lidt mere mad. Når du ikke skal tabe dig mere, kan du godt begyndt at sætte mængden af mad lidt op, så du ikke ligger i kalorieunderskud, som man jo skal, når man skal tabe sig. På den måde holder du din vægt, og tager hverken på eller taber dig. Du får altså med andre ord den mængde mad din krop har brug for, og derfor skulle dine gener også gerne forsvinde.

Jeg kan godt forstå, hvis du bliver nervøs ved tanken om at spise mere mad igen, nu hvor du er stolt og glad for dit vægttab. Som sagt handler det om at prøve sig frem, og spise fx i starten bare en lille smule mere, så du kan se hvordan det påvirker din krop.

Hvis det ikke bliver bedre, synes jeg du skal kontakte din læge eller sundhedsplejersken på din skole, og fortælle hvad du oplever.

 

Mange hilsner

Christina.

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program