Online chat

brevkassespørgsmål

Online chat

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 8 år 2 uger siden

Hey.

Jeg er begyndt  at chatte online med en sød mand men problemet er nok at han er 41. Han kalder mig "boyfriend" og "sweetie".
Jeg savner vores chatte og ved ik helt hvor jeg står omkring ham. Har ik planer om at mødes med ham. Han bor i Brooklyn.

Han er sød og alt det der. Jeg bor hos begge mine forældre og de er meget interaserret i hvem jeg chatter med da jeg lidder a skizofreni og skal "beskyttes".
Jeg ved ik om jeg skal fortælle dem at jeg chatter med en på deres alder.
Hvad skal jeg gører?
Er det okay at jeg chatter med ham?
Løber jeg for stor en risiko os med min sygdom?
Hjælp mig please!

Hilsen SCH

Svar: 

Kære SCH

Tak for dit brev. Jeg kan forstå at du chatter med en sød mand, som du nyder at snakke med, og ikke har planer om at mødes med. Du skriver også at du er i tvivl om hvad du skal fortælle dine forældre, og om det kan være farligt for dig at chatte med ham på grund af din skizofreni. Det lyder som om at det fylder meget hos dig, og jeg er glad for at du har skrevet ind til brevkassen.

Først og fremmest er det rigtig skønt at du har mødt en person som du kan snakke med, og som du nyder at snakke med. Du skriver ikke noget om, hvad I chatter om, men jeg kan forestille mig at det må være rart at have en at snakke med, og som du måske føler forstår dig bedre end dine forældre. Fordi du er 19 år, så kan dine forældre ikke bestemme hvem du må eller ikke må snakke med, og du bestemmer derfor selv om du vil snakke med ham. Hvis du synes at det er rart, og hvis det giver dig mulighed for at snakke om dine tanker og følelser - måske endda også i forhold til din skizofreni, så ser jeg ingen problemer i at du snakker med ham. Det der kan være svært, er at han måske har nogle andre tanker om hvad I skal snakke om, og hvad han forventer af dig. Som sagt, så nævner du ikke noget om indholdet i jeres chats, men du skal vide at du altid må sige fra, hvis han prøver at få dig til at snakke om noget som du ikke vil. Det er vigtigt at du passer på dig selv, og mærker efter hvad du føler når I snakker. Hvis det begynder at føles ubehageligt, så er det også vigtigt at du siger fra, fordi det måske kan rode rundt i dine følelser og måske endda påvirke din skizofreni. 

Når man er skizofren betyder det blandt andet at man, i perioder, kan have svært ved at skelne mellem virkelighed og sine egne forestillinger. Det betyder også at nogle følelser kan sætte gang i nogle forestillinger om dig selv, ham du chatter med og verden som måske er ubehagelige. Jeg tror også at det er derfor at dine forældre gerne vil vide hvem du snakker med. Så at de kan passe på dig, hvis du får svært ved at passe på dig selv. Det er en rigtig god ting at du har forældre som gerne vil vise dig omsorg. Alle mennesker kan have perioder hvor de har svært ved at passe på sig selv, og så er det en god ting at man har nogen som kan passe på sig. Du bestemmer selvfølgelig selv hvad du vil dele med dine forældre, men det er måske en god idé at fortælle dem en lille smule? Måske kan du lade være med at sige at han er på deres alder, fordi det måske betyder at de vil have at du holder op med at snakke med ham - og det lyder til at du gerne vil fortsætte med at snakke med ham. Du kan måske fortælle dine forældre lidt om hvad I snakker om, og hvorfor det er vigtigt for dig at snakke videre med ham?

At have en sygdom som skizofreni kan være rigtig ubehageligt og betyder måske at der er nogle ting som du har svært ved. Men det betyder ikke at du ikke kan leve et liv. Så mit bedste råd til dig, er at du mærker efter, for at finde ud af hvad der er det rigtige for dig, og åbner op for at dine forældre også kan føle sig trygge ved det du beslutter. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Kærlig Hilsen

Signe

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program