indre vrede

brevkassespørgsmål

indre vrede

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

hej jeg er en dreng på 17 år.

jeg føler jeg har en indre vrede som jeg ikke kan kommer ud med. Det føles som om de mindste ting kan gør mig vrede og nogen størrre ting kan ikke. Jeg ved ikke hvad jeg kan gør.

Svar: 

Hej med dig.

Du skriver, at du har en indre vrede, du ikke kan komme af med. Mange mennesker går rundt med ting indeni, som de ikke føler, de kan komme ud med. Det kan f.eks. være vrede som du oplever nu. Det er vigtigt at prøve at finde ud af, hvor vreden kommer fra og hvad den retter sig imod.

Du kan prøve at skrive ned, hvilke ting og situationer, som gør dig vred og hvad der ikke gør. På den måde kan du måske hjælpe dig selv til bedre at kunne overskue, om vreden drejer sig om noget bestemt, f.eks. personer, handlinger, situationer eller andet. - Er der f.eks. nogen, som på et tidspunkt har gjort dig vred, hvor du ikke fik sagt fra overfor dem? - Har du måske stået i situationer, du ikke har kunnet klare og derfor er blevet vred på dig selv?

Det er vigtigt at kunne komme ud med sine følelser - også vrede. Vrede er en helt naturlig følelse, som man ikke bare må "spærre inde". Gør man det, kan man ende med at få det dårligt med sig selv og andre, og det er der ingen grund til. Krop og følelser hænger sammen. Derfor kan du også prøve at få din vrede ud rent fysisk, dvs. ved at bevæge dig på en måde, som kræver noget af dig. Nogle bruger en boksebold, andre dyrker hård sport, mens andre igen løber langt. Når man er træt ovenpå hårdt fysisk arbejde/sport, er man mere afslappet og føler ikke vreden så meget mere. Man kan bedre overskue sine følelser og måske går det også op for én, hvad vreden handler om.

Du kan måske også prøve at tale med en anden om det? En person, du har tillid til og som kender dig. Det kunne f.eks. være en ven eller et familiemedlem. Du er også altid velkommen i vores chat til en snak.

Husk, at der er intet galt med at være vred. Det vigtigste er, at man kan finde ud af, hvor den stammer fra og herefter få den vendt den rigtige vej.

Held og lykke med det.

Hilsen Linda

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program