Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Emalje-fejl og tandblegning?

brevkassespørgsmål

Emalje-fejl og tandblegning?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

Hejsa,

jeg har haft emalje-fejl siden jeg var lille og det er jo ret træls! Det er ikke vildt slemt, altså det er mest på det nederste af mine fortænder både i undermunden og i overmunden! Jeg føler at det gør mine tænder gule at se på og det er så irriterende! Jeg børster tænder hverdag i mindst 2 minutter og får ros fra min tandlæge. Men jeg har ofte tænkt på naturlig tandblegning. Mine tænder er jo følsomme på grund af emaljefejlen og jeg er derfor bange for om det er noget der vil skade mine tænder? Hvad kan jeg gøre for at de bliver mere hvide?

Svar: 

Hej pige 13 år

Tak for dine spørgsmål om tandfarver og emaljefejl. Jeg kan høre, at det er noget, der generer dig.

Men det er faktisk ikke nemt at anbefale dig noget, der kan "fikse" det. Hvis du børster dine tænder grundigt 2 gange dagligt med tandpasta, så er der faktisk ikke andet, du selv kan gøre ved din tandfarve.

Dine tænder er lavet i den farve, de har. Og hvis de har pletter på, så er det stadig dine tænder. Og nok så meget tandbørstning vil ikke ændre på farven eller pletterne.

Man kan gøre mange forskellige ting ved sådanne pletter, men fælles for det altsammen er, at det risikerer at ødelægge overfladen på tænderne. Grunden til at det er svært er, at selve den gule farve sidder et stykke inde i tanden. Så der er ikke noget, du kan gøre ved overfladen, for alvor, der kan ændre farven.

Så mulighederne er:

At bore det gule væk og erstatte med plast. Dette betyder dels, at du svækker dine tænder med boremaskinen og dels, at plast'en optager farve og derfor skal skiftes jævnligt - måske hver 5. år - resten af livet. Og hver gang ryger der lidt mere tand af. Som du kan høre er dette ikke en god ide - og specielt ikke før du er fuldt udvokset både kropsligt og i hovedet, så du er i stand til at tage stilling - og er villig til at betale det, det koster.

Man kan forsøge at dække det gule med noget hvid plast. Det er meget svært at male ovenpå uden at det kommer til at se kunstigt ud. Igen ville jeg ikke gøre noget, før du er oppe i 20'erne. Nogle tandlæger har eksperimenteret med at ætse med en stærk syre helt lokalt på pletten og så "lakere" tanden bagefter. Dette er også en mulighed. Men igen ved man ikke, hvordan det ser ud om 5 år, måske værre end nu.

Som voksen kan du vælge at få lavet kroner på de tænder, der ser forkerte ud. Det betyder at der først slibes rigtig meget af tanden (det kræver bedøvelse) og derefter tager tandlægen aftryk til en krone og så bliver den cementeret på din tand - og så ser det flot ud. Igen, desværre, er det sådan, at det ikke holder evigt. Kronen skal laves om hver 10-20 år, og det koster hver gang 5-6.000 kroner.

Og til sidst er der blegning. Men det kan ikke lade sig gøre at blege lokalt på en tand. Det er hele tænder, man bleger. Blegemidlet er stærkt ætsende og kan skade både tænder og tandkød. Man kan heller ikke blege mere end nogle få nuancer (altså kun lidt lysere) - og din oprindelige tandfarve kommer langsomt tilbage igen.

Så...som du kan høre, så tænker jeg, at der er ikke nogen god løsning.

Jeg har et spørgsmål til dig, det undrer mig helt vildt, hvorfor det er så stort et problem at have pletter på tænderne. Når nu for eksempel masser af mennesker har fregner eller modermærker i ansigtet og ikke er generet af det. Hvis du kigger dig omkring, så er der rigtig mange mennesker, der har gule tænder eller tænder med pletter. Prøv at se på modellerne i damebladene. Mange af dem har for eksempel. Prøv at se nærmere på folk du kender - nogle har også. Det er sjældent, at vi lægger ret meget mærke til det på folk, vi kender godt. Det hører jo med til de personer, de er, at have pletter. Og derfor synes jeg, det er mærkeligt, at det betyder så meget, at man selv har nogle pletter.

Mit forslag til dig er helt klart, at prøve at acceptere, at sådan ser dine tænder - og dermed du - ud. Og af og til vil nogle kammerater måske spørge dig, hvad det er med dine tænder. Men de fleste af dem, du kender, ved godt, du ser sådan ud og tænker ikke noget forkert om det. Det er lettere at acceptere det, end at få gjort noget ved det. Og du risikerer som sagt at blive ked af det, du har fået gjort, på et senere tidpunkt.

Jeg vil foreslå dig at tale med din tandlæge om det, næste gang du er til tandlæge. Og nu har du fået mine forslag, så kan du jo spørge om dem. Måske har din tandlæge et forslag til dig. Jeg har jo heller ikke set dine tænder, så jeg ved ikke præcist, hvordan dine tænder ser ud.

Hvis du kan forklare mig, hvorfor det er værre at have pletter på tænderne end at have fregner eller modermærker, så vil jeg gerne høre om det. Du kan bare skrive til brevkassen igen, så læser jeg dit svar.

Held og lykke med at finde ud af dine tænder

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program