Jeg føler mig ensom og forkert..

brevkassespørgsmål

Jeg føler mig ensom og forkert..

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 8 år 2 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg har før skrevet til jer med problemer, og det virker for mig, at nogle andre sætter ord på hvordan jeg har det. Så først og fremmest tak for det, og nu prøver jeg igen. 

Jeg flyttede hjemmefra i september og bor nu alene i en lejlighed. Jeg læser på en uddannelse, som jeg har ret travlt med, så selve det at bo selv gør mig ikke så meget. Men inden jeg flyttede dertil havde jeg en ven, som jeg også havde sex med indimellem. Alt har været kompliceret med ham. Så var vi bedste venner og så blev vi uvenner. Det var meningen vi skulle have sex uden følelser, men der var altid jalousi hvis den ene kyssede med en anden (hvilket galt for os begge). Jeg har indrømmet over for ham, at jeg havde følelser for ham, men han har hele tiden sagt at han ikke var klar til et forhold. Og så sagde han, at han ikke følte noget for mig, men at han rigtig godt kunne lide mig. Sådan har det bare ikke virket som.. Lige nu er han ude og rejse, han har været væk i ca. et halvt år, og der går nogle månedet før han kommer hjem igen. Jeg skriver stadig lidt med ham, og for nylig kom vi ind på hvor meget han har såret mig, og hvor ked af det han var over der. Han sagde han ville ønske vi kunne glemme de ting og at han havde det rigtig dårligt med sig selv. Det ramte mig at han siger han har det sådan, efter han 100 gange har sagt der ikke må være følelser og at han kun så mig som en ven. Og på en eller anden måde håber jeg han vil give os en chance når han kommer hjem, men jeg vil bare ikke blive ved med at vente på ham, hvis det aldrig bliver til noget.. Hvis han igen kommer hjem og siger, at han ikke vil være mere end venner og jeg så bliver såret igen.. 

Men som det nok fremgår af ovenstående, så har jeg svært ved at slippe ham helt, selvom jeg nok burde. Jeg har været så såret, fordi han nok er det tætteste jeg nogensinde er kommet på en kæreste. Jeg sidder nu med følelsen af, at jeg aldrig har prøvet at være nogens nummer 1. Jeg har aldrig i en alder af 19 år haft en kæreste. For hver gang jeg har været tæt på, er det ikke blevet til noget alligevel, og den følelse er jeg træt af.. Jeg synes ikke jeg er grim, dum eller anderledes på nogen måde, men jeg er ikke en drengene henvender sig til, udover i byen hvor de kun har en ting i hovedet. Jeg er en relativt genert pige og har svært ved at åbne mig rigtigt op for folk. Og jeg har endnu sværere ved det nu, hvor jeg sidder med følelsen af, at jeg er alene fordi jeg ikke er god nok.. Jeg er aldrig nogens førstevalg, og jeg gider ikke henvende mig til flere, når jeg allligevel bare ender med at blive såret. Det er nok også derfor jeg stadig holder fast i ham jeg skrev om ovenfor. Han var det tætteste jeg kom på en kæreste, og han slog op med sin ekskæreste, fordi han ikke kunne holde sig fra mig. Jeg har bare brug for at få ham til at indrømme at han havde følelser, eller at han giver mig en chance. Bare så jeg ikke tror jeg kommer til at være forever alone fordi jeg er bange for at blive såret. Og når jeg sidder alene hjemme i min lejlighed ville jeg ønske han var der, og så bryder jeg ud i gråd, fordi jeg inderligt ønsker, at han en dag vil se noget i mig.

Fordi jeg ikke har lyst til at bryde sammen og græde alene, sørger jeg for så tit jeg kan, at være hos min familie og mine veninder. Jeg har snakket med min bedste veninde om hele situationen i forhold til ham, og hun er sikker på han har haft følelser, men ikke tør indrømme det. Og det er en trøst for mig, at jeg ikke er den eneste der føler det er sådan, men at andre også kan se det.. Alligevel får det mig bare til at holde endnu mere fast i ham, og det giver mig ikke lyst til at prøve med nogen andre. Og så er jeg bange for jeg ender med om et år at have det på samme måde. At sidde alene i min lejlighed og ønske at jeg havde en til at holde om mig..

Jeg ved at det åbenlyse svar vil være at droppe ham helt, men det har jeg prøvet før, og det holdt ikke længe. For vi blev begge meget sårede og endte med at gå tilbage fordi vi ikke havde lyst til at være adskilt helt. Desuden er han en af de bedste støtter jeg har. Jeg kan snakke med ham om alle mine problemer (engang i mellem også selvom de omhandler ham). Men han er der altid for mig, og gør alt for at muntre mig op, hvis jeg er ked af det. Jeg har kun to venner jeg har det sådan med, hvor han er den ene, så det ville ødelægge mig, hvis jeg skulle undvære ham. Føler heller ikke jeg kan være det bekendt efter alt det han har hjulpet mig med det sidste halve års tid.. Men ved ikke hvad jeg skal stille op, og tror bare jeg har brug for at høre hvad I tænker om hele min situation. Har brug for at høre nogle rationelle tanker.. 

Svar: 

Hej

Dejligt at høre fra dig igen :-) og mange gange velbekomme. Vi vil altid gerne hjælpe med et spørgsmål når vi kan og det er også rigtig rart for os at vide du har kunne bruge vores svar. Så også tak til dig for at du skriver det :-)

Når man har oplevet noget intenst og intimt med en anden person, kan man ikke undgå at have følt sig tæt på hinanden og det kan være svært at adskille sex og følelser - ofte især for piger. Det kan være nemmere for drenge. For piger handler sex-akten ofte også meget om, at opleve begær og bekræftelse på, at man er noget værd, Hvor det for manden sagtens kan være være nydelsen i sig selv, der kan være drivkraften (altså det, at få dækket det fysio-biologiske behov).
At du skriver, at han siger han ikke har haft følelser for dig er, som du selv skiver, nok heller ikke helt rigtig. For han har jo sagt, at han kunne lide dig og han har haft lyst til dig seksuelt - det er jo en følelses i sig selv, men det kan godt være, at de følelser han har haft for dig ikke har været de rette i forhold til det at etablere et egentlig kæresteforhold. Det er måske det han har prøvet at udtrykke. Og den info kan gøre vanvittig ondt at bære. Især når man selv har det på en anden måde. Jeg kan forestille mig at du bruger meget energi på at overbevise dig selv om at han da må have de rette følelser og at han da må have lyst til at være sammen med dig og at hans rejse væk fra dig nok har fået ham til at ændre mening, så I endelig kan starte et liv sammen når han kommer hjem. Og det er nok ikke en ret rationelt tanke, når man ser på jeres forhistorie og dine følelser. Men årsagen til, at du forsøger overbevise dig selv, kan være fordi det jo er en dejlig tanke. Så det er da ikke underligt at du tænker sådan. Dejlige tanker er da rarest at hvad indeni :-) Jeg kan nærmest fornemme på dit brev at du godt ved, hvad det bedste for dig vil være, og at du måske føler du er ved at blive skubbet lidt ud af kurs, fordi du bare gerne vil være nogens nummer 1. - Du vil elskes og vælges til – være førstevalg! DET giver så meget mening i mine ører! Selvfølgelig vil du det - hvem vil ikke det? Man kan så spørge til om du egentlig på noget tidspunkt følte det med ham? Eller var det bare noget du hele tiden søgte efter at føle, men hver gang fik du samme svar? Er det den ”rute” du vil ud på igen?

Nogen gange kan det, at vælge noget velkendt virke trygt - fordi det er velkendt og ikke ukendt - så kan det virke som det nemmeste. Men det er langt fra sikkert, det er det bedste på længere sigt. Du skriver også, at han har såret dig meget, og at du faktisk har været meget ked af det. Det kan jeg fornemme du ikke har lyst til igen. Men selvfølgelig håber du på det ikke vil ske igen... men det er ikke utænkeligt, at det kan ske. Er det en risiko du vil løbe?
Ligesom du skriver, at han var så god mod dig og hjælpsom og din bedste ven, kan du måske prøve at forholde dig til de knap så gode ting han har gjort mod dig. Er det sådan en rigtig ven bør være? Vil du gøre sådan mod din ven?
Ofte kommer de ”skidte” ting i baggrunden over tid, og så fremtræder de gode ting i hukommelsen. Og det er som sådan en meget god ting, for hvem gider tænke på ”skidte” ting hele tiden. Det kan vel ikke være godt for sindet at tænke negativt hele tiden? Så man kan måske forestille sig, at det er hjernens overlevelsesstrategi – En positiv intention. Men man skal også huske, at være bare lidt realistisk og rationel – bruge sine erfaringer.

Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til, at føle dig ensom og jeg synes det er rigtig godt, at du bruger dine venner og familie når du har det som når det er værst. Faktisk er tårer rigtig godt. Så selvom man ikke har lyst til at græde og måske føler det er forkert at græde, bør man huske på, at det faktisk er kroppen forsvar mod stress og angst i forbindelse med sorg. Når man oplever pres/kaos, stress eller angst danner hjernen stresshormonet kortisol, som over længere tid kan være skadeligt. Når man græder med tårer udskyller kroppen kortisol, så det er faktisk din krops sunde måde at håndtere sorg på. Så anerkend dine følelser og tårerne der høre med. Du er på rette vej :-) Og for, at du skal komme videre og være klar til at indgå i et forhold, hvor DU ER nummer 1 og føler dig vanvittig meget førstevalgt (som jeg nærmest fornemmer er det du allerhelst vil), er det måske ikke en god ide, at give dit hjerte til ham igen...? Det kan måske godt virke, som om der er stor chance for, at du bliver såret igen, og det gør desværre ikke mindre ondt for hver gang... især pga jeres forhistorie og fordi du har de følelser du har.

Du skriver, at du bare ikke har lyst til at føle dig ever alone, men at du ikke gider ”bare” være sammen med en fyr og ikke være et førstevalg. Jeg kan godt lide, at du tænker på dig selv som mere værd. Det er tegn på et godt selvværd :-) og det skal du endelig sætte pris på. Ros dig selv for det, for det er din indre styrke livet igennem. DET er din bedste ven, som vil være der for dig i tykt og tyndt, især hvis du passer godt på det! Og så skal du nok få en rigtig god kæreste engang. For hvis man elsker sig selv, kan man også elske andre. Selvværd er også noget der kan være attraktivt og som mænd gerne vil have ved en kvinde. Det kan derimod være mindre attraktivt, hvis en kvinde er underkuet og behagesyg (tegn på markant lavt selvværd) - det kan opfattes så uinteressant for manden, at han opgiver helt at opnå noget...

Du skriver også, at du at du er træt af at blive såret og ikke har lyst til at åbne dig for nogen længere. Og det er netop fordi du har oplevet, at det bare ender dårligt alligevel. Jeg kan godt forstå, at du har det sådan og det er også vigtig, at du passer på sig selv. Det er vigtigt, at du ikke presser dig ud i noget før du er klar.
MEN det er så også sådan i livet, at for at opnå succes er man også nødt til at tage chancer... og når man tager chancer oplever man ofte nederlag før man opnår succesen. Og hvad kan såre dig mest: et nej fra en du lige har mødt, måske kendt i kort tid? Eller et nej fra en du har kendt længe, som kender dig, en du har håbet på, en som du har gjort noget for, en du har haft tillid til og som har såret dig flere gange før?

Jeg håber du kan bruge ovenstående til noget og at du træffe det valg der føles mest rigtig for dig :-)

Mange varme hilsner herfra

/Mette

MetteRs billede
Mette har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program