Er jeg overvægtig?

brevkassespørgsmål

Er jeg overvægtig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

hej 

jeg er 11 år og er 1,59 høj og vejer 46 kilo. Mine veninder siger jeg er mega tynd men det syntes jeg slet ikke. Er jeg overvægtig??

Svar: 

Hej med dig.

Du er langt fra den eneste, som kan føle eller være bekymret for, at de er overvægtige. Og det kan sagtens være noget, som kan fylde ret meget for en, da alle nok gerne vil være tilfredse med deres krop og vægt. 

På baggrund af de tal du skriver, så har jeg regnet dit BMI ud, som er dit kropsmasseindeks. Ens BMI tal kan give en idé om man vejer for meget eller for lidt, eller om man har en fin vægt. Dit BMI tal er 18,2, hvilket betyder, at du er langt fra overvægtig, og nærmere indikerer at du er normalvægtig, og nok også til den tyndere side. BMI tallet kan ikke præcis fortælle om din sundhed, da den kun medregner højde og vægt, og dermed ikke kropsbygning, muskelmasse eller køn. Men som sagt kan den give et prej om din vægt. Så derfor vil jeg nok egentlig slå fast, at du ikke er overvægtig. 

De fleste har nok et eller andet ved deres krop, som de ikke er helt tilfredse med, og særligt en del piger kan være meget bevidste om deres krop og udseende, og måske gerne vil ændre mere end én ting. Når man begynder at komme i puberteten, så sker der ret meget med ens krop, og særligt med pigers. Man får menstruation, og man begynder at få bryster, og ens hofter, lår og numse begynder at blive lidt større, og man kan godt føle det som man har taget lidt på. Men det er en helt naturlig del i at blive en kvinde. Men det kan godt tage lidt tid at vænne sig til forandringerne. Hvis du kan genkende de her forandringer eller måske spekulerer over, hvornår det begynder at komme, så kan du måske prøve at tale med din mor om det, eller en anden voksen kvinde, som du har det godt med. Det kan være rart at høre andres erfaringer, og hvordan de selv oplevede deres pubertet. Du kan måske også snakke med dine veninder om det, og de tanker de har om det? Det kan være godt at snakke lidt om ens krop, så man ved, at man ikke er den eneste der går og har nogle tanker om fx pubertet og vægt osv. 

Man kan hurtigt blive påvirket af de kvinder og modeller, som man ser i fjernsynet, i serier og film, som ofte er rigtig kønne og tynde. Sociale medier som Facebook og Instagram kan også være med til at påvirke ens syn på, hvordan man skal se ud og hvor meget man skal veje. Måske det er noget, som du selv kan genkende? Men ingen kroppe er perfekte, selvom det godt kan se sådan ud på nogle modeller og kendte personer. Det vigtigste er, at du selv har det godt med din krop, uanset størrelse og form.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program