Menisk skade

brevkassespørgsmål

Menisk skade

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 8 år 4 måneder siden

Hej

For snart 4 uger siden, fik jeg et vrid i knæet, under træning. Da jeg fik et vrid i knæet, hørte jeg et knæk. Jeg kunne derefter ikke gå, og mit knæ hævede hurtigt op. Jeg tog på skadestuen, hvor han sagde det bare var en fiberspræning...... 

Tog nogle dage senere til egen læge. Han kunne med det samme se at der var noget galt, og at han var sikker på det var min menisk. Jeg blev ultralydscannet af min fysiouterupt, og han kunne se at min menisk var blevet klemt godt sammen, og at den hoppede ud. Han sagde at det ikke kunne genoptrænes, så jeg skulle opereres. Jeg har voldsomt ondt, hele tiden, og kan ikke bruge mit ben overhovedet. Men jeg er lidt i tvivl om, hvordan de vil operere den, vil de fjerne min mensik, eller hvad?? og skal jeg have skinne på efter opereationen?

Hilsen Louise

Svar: 

Hej.

Tak for dit brev - jeg vil forsøge at svare bedst muligt på dine spørgsmål.

Først og fremmest er jeg rigtig ked af at høre, at du har fået problemer med dit knæ. Det lyder til at du har været meget uheldig at få et vrid i knæet, som har afklemt og beskadiget din menisk. Nogle menisklæsioner er relativt små og forsvinder af sig selv. Små menisklæsioner kan behandles konservativt  dvs. med ro/hvile, smertestillende og genoptræning ved fysioterapeut. I disse situationer vil symptomerne inkl. smerter gradvist forsvinde i løbet af uger.

Hvis der som i dit tilfælde er smerter og nedsat bevægelighed efter 4-8 uger bør man henvises til ortopædkirurg mhp. behandling. Det er bestemt ikke meningen, at man i din alder skal have daglige smerter i knæet, som gør at man ikke kan foretage sig noget. Såfremt det vurderes at læsionen skal opereres foregår det ved en kikkertoperation, hvor man oftest bliver lagt i fuldbedøvelse. Herefter laver kirurgen 2-3 små huller under din knæskal på ca 1 cm hver. Gennem disse huller kan kikkerten(artroskopet) føres ind i leddet. Et artroskop er en stiv og lige optik med fiberlys, der sender et forstørret billede til en fjernsynsskærm ved siden af operationslejet.
Optikken er beskyttet af et stålhylster, der gør det muligt at skylle leddet med saltvand, så småpartikler fra ledbrusk eller menisk kan skylles ud. Lægen kan se strukturerne inde i leddet og operere vejledt af skærmbilledet. Behandlingen er forskellig afhængig af, hvad man finder ved us. I nogle tilfælde kan man sy menisken fast og i andre tilfælde må man fjerne mindre dele, som er blevet ødelagt.

Operationen foregår ambulant dvs. at man kommer hjem samme dag. Man vil typsik have en del smerter de første par dage, men man fpr smertestillende med hjem. Umiddelbart efter operationen får man en "stiv" bandage på - en såkaldt don-joy, som holder benet stift. Bandagen skal man have på døgnet rundt i de første to uger. Man må støtte efter evne ( til smertegrænsen, men gerne med fuld vægt ), og skal anvende krykstokke. Almindeligvis kan bandagen fjernes efter to uger. Man må herefter i de følgende 6 uger kun bøje til 90 grader, dvs. patienten kan ikke cykle og skal være forsigtig på trappetrin. Det er vigtigt at rotationsbevægelser i perioden efter undgås. Man må tidligst påbegynde løb på jævnt underlag efter tre måneder og kontaktsport må først genoptages efter 6 måneder.

Når du beskriver daglige smerter og meget nedsat funktion i knæet, vil jeg bestemt anbefale dig at blive henvist til en ortopædkirurg via din egen læge. Denne vil undersøge dig nærmere og komme med anbefalinger til den videre behandling. En ortopædkirurg er specialist i disse problematikker og kan informere dig grundigt om indgrebet, fordele, risicier og evt. alternative behandlinger. Herefter kan du på et informeret grundlag (i fælleskab med lægen) beslutte dig for hvad der er den rigtige løsning for dig.

I ventetiden på ovenstående kan du det blive nødvendigt med smertestillende medicin i form af pinex og ipren efter producentens anbefalinger. Evt. tal med din læge om smertestillende behandling.

Held og lykke med det hele. Jeg håber du snart er ovre dine knæproblemer og kan leve et aktivt liv igen.

Kærlige hilsner

Linda

Lindas billede
Linda har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program