Har ikke fået den anden menstruation endnu

brevkassespørgsmål

Har ikke fået den anden menstruation endnu

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 8 år 6 måneder siden

Jeg fik min første menstruation den sidste uge af sommerferien (5 august) og har ikke haft den siden. Der er altså gået over 70 dage (jeg har en menstruations app der fortæller det ;)) og det bekymrer mig lidt. jeg ved godt at menstruation er urægelmæssigt de første år, men er det her ikke lidt voldsomt lang tid?

jeg håber at du kan hjælpe mig eller kender en årsag

på forhånd tak

 

den fortvivlede.

Svar: 

Hej med dig

Det kan være forvirrende, når kroppen begynder at ændre sig. Du har fået din første menstruation, og jeg kan godt forstå, at det kan bringe mange spørgsmål med sig og kan gøre dig bekymret. Det er du helt sikkert ikke den eneste, som har oplevet. Så det er rigtig fint, at du skriver herind og stiller spørgsmålstegn ved din situation. Jeg vil give dig nogle tanker med på vejen.

Det er rigtig godt at være opmærksom på, hvad der sker med kroppen og hvis der sker noget anderledes. Det er derfor rigtig flot, at du reagerer på, at du ikke har fået din anden menstruation endnu. Normalt går der 28-35 dage fra menstruation til menstruation. Det lyder derfor som om, din cyklus har svinget mere, end de normalt gør. Du skriver, at der er gået 70 dage, og det er ikke sikkert, at det betyder noget særligt. Når man lige har fået sin menstruation, så kan den nemlig godt være uregelmæssigt og forskellig fra pige til pige. Jeg vil dog anbefale dig at tage et smut forbi din læge, for at være helt sikker på, at det ikke skyldes noget andet. Der er flere ting, som kan påvirke kroppen, og dermed også menstruaitonen. Hvis du f.eks. er stresset eller presset, så kan det være derfor. Og hvis det er tilfældet, så er det, under alle omstændigheder, en rigtig god ting at komme til læge og få den rette hjælp. Du skal vide, at der absolut ikke er nogen grund til at være flov eller genert over at spørge lægen, for det er en helt naturlig ting, som mange har spurgt ind til før dig. Måske synes du, det er rarest at ringe derind og snakke med lægen først - på den måde ved de allerede, hvad det handler om, når du kommer ind. Det kan være rart for nogle, at man ikke sidder ansigt til ansigt i første omgang. Måske synes du, det kunne være rart at have din mor med ind, så kan du sagtens tage hende med. På den måde kan hun også hjælpe dig med at huske de ting, som lægen siger.

Hvis du støder på flere spørgsmål, så er du meget velkommen til at sende flere spørgsmål herind, eller logge på vores chat, hvor der sidder en rådgiver klar til at snakke. Ellers vil jeg ønske dig held og lykke med det hele. Jeg håber, at du får styr på, hvordan din krop fungerer og udvikler sig.

De bedste hilsner fra Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program