hash og alkohol

brevkassespørgsmål

hash og alkohol

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 5 måneder siden

hej jeg er en dreng på 15 år. jeg kunne godt tænke mig at vide hvad bivirkningerne er,

når man ryger hash, pot osv mens man drikker alkohol på samme tid (ja jeg ved godt jeg burde lade vær)

Svar: 

Hej Anonym

Jeg synes det er godt at du er opmærksom på hvad der sker med din krop når du ryger og drikker samtidig. Jeg fornemmer at du også allerede er opmærksom på at det måske ikke er det smarteste at gøre så jeg vil ikke bruge en masse energi på at sige du skal lade være, men bare fortælle dig lidt om de her bivirkninger. 

I bund og grund kan det være lidt svært at sige noget meget præcist fordi mennesker reagerer meget forskelligt på både alkohol og hash eller pot. Men man kan alligevel godt sige noget mere generelt. 
Det der kan være problematisk er at den ene type rusmiddel kan gøre det svært at regulere hvor meget man kan tåle af det andet...særligt fordi begge typer er af den type rusmiddel som er med til at sløre dine sanser. 
Så hvis du nu sidder og ryger dig skæv, kan det blive noget sværere at vurdere hvor meget alkohol du kan tåle at drikke, og måske overhovedet blive sværere at holde styr på hvor meget du drikker. Det kunne også være at du allerede har drukket en del og vil ryge lidt, men at du så ikke mærker effekten af hashen som du ellers ville og derfor kommer til at ryge mere end du kan tåle. 

Det er jo i sig selv ikke en bivirkning, men det bliver det bare hvis du kommer til at indtage for meget af enten det ene eller det andet. Måske bare som værre tømmermænd dagen efter eller at du bliver fysisk dårlig og eksempelvis kaster op om aftenen. 
Men det kunne også være mere alvorlige som at du fik en alkoholforgiftning eller fik en rigtig dårlig psykisk oplevelse med hashen. Eksempelvis at du oplevede at blive angst eller voldsomt ked af det. Det kunne selvfølgelig også være at du kunne blive så påvirket at du helt mister kontrollen og udsætter dig selv og andre for ting som du ellers ikke ville have gjort. 

Generelt kan det bare ikke anbefales at blande rusmidler fordi de kan være med til at sløre hinanden, og gøre det meget svært at regulere hvor meget man kan drikke eller ryge før det "går galt". 

Bedste hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program