Moral og etik – hvad er det?

Hej igen i dejlige mennesker!
Først vil jeg lige sige tak til jer der kommenterer eller ”synes godt” om min blog, det betyder meget.
Det er virkelig ikke nemt at udlevere sig selv på denne måde, jeg havde regnet med at det havde været en langt nemmere proces at skrive en blog om mit liv. Derfor har jeg også den største respekt for alle jer andre, der fortæller om jeres liv, om end emnet er ligeså dystert som mit, eller har en lidt mere munter stemning. 

Jeg vil fortsætte historien fra sidste blog-indlæg, så hvis ikke i har læst det, vil jeg bede jer om at gøre dette, da mit liv så vil være en del nemmere at forstå.

Som jeg kom ind på i mit sidste indlæg blev trangen til selvskade større og større og til sidst blev jeg afhængig af følelsen. For at kunne føre kniven begyndte jeg derfor at skade andre mennesker med vilje, og det er derfor jeg har valgt at kalde dette indlæg Moral og etik – hvad er det?
Jeg har altid været en meget udspekuleret person og en god menneskekender så det har aldrig været særlig svært for mig at se hvad enkelte mennesker frygtede eller hvad der kunne ødelægge dem, og denne ”evne” brugte jeg imod dem.
Jeg opbyggede forhold til mange mennesker, venskaber, flirt og et par enkelte kærester over de år min afhængighed stod på. Jeg endte med at såre dem alle sammen og derefter miste dem, og det betød intet for mig, i virkeligheden var de kun brikker i mit spil.
Det startede i de små, jeg brød aftaler, brændte folk af, løj og snød hver gang chancen bød sig, folk blev selvfølgelig sure og kede af det, men det var aldrig helt nok. Det var almindelige ting som folk blev udsat for hele tiden, for helt ærligt så er vi nok alle sammen blevet brændt af, ikke sandt?
Det var bare ikke specielt nok, og deres reaktioner var ikke dramatiske nok.
Jeg skruede lidt op for mine onde planer, jeg begyndte at såre folk bevidst ved grovere løgne, spredte rygter, gjorde dem mere eller mindre paniske for hvad andre mente om dem.
Jeg synes det var sjovt, men det var stadig ikke nok…
Jeg har altid haft det rimelig nemt ved at charmere mig ind på drenge så omkring 8-klasse fik jeg mig en kæreste, jeg elskede ham, jeg synes han var dejlig og vi havde det meget godt sammen, desværre havde han mange problemer hjemme, og hans mor kunne virkelig ikke lide mig, så vi var ikke sammen så ofte som vi ønskede. Vi så som sagt ikke hinanden ret tit, og han begyndte at blive jaloux et problem jeg ikke var stødt ind i før, for jeg har altid været tro mod mine kærester/flirts, så jeg mente absolut ikke at der var nogen grund til bekymring.  Efter vi havde været sammen et år, var han næsten panisk for at jeg skulle forlade ham for en anden dreng, og det kunne jeg bruge til min fordel. Så jeg begyndte at skrive med flere drenge på samme tid og jeg fortalte det til ham, bare for at gnide lidt ekstra salt i såret. Det virkede. Han blev selvfølgelig ked af det, men jeg forsikrede ham om at det kun var venner – han troede på mig, sandheden var bare en anden. Jeg begyndte at mødes med de fyre jeg skrev med, og jeg havde sex med en bunke af dem. Jeg fortalte ham intet  - ikke endnu. Jeg ventede til det helt rigtige tidspunkt, og da det kom frem var han fuldstændig sønderknust, ikke nok med jeg havde været sammen med andre drenge havde jeg også løjet for ham.  Han insisterede dog stadig på at vi blev sammen, og det gjorde vi. Gennem vores forhold udviklede han flere og flere selvværdsproblemer og tvangstanker, han følte ikke han var god nok, og til sidst blev hykleriet for meget for mig. Jeg ringede til ham og fortalte ham om hvordan jeg havde det, hvorfor jeg havde gjort som jeg havde og at vi desværre ikke kunne være sammen mere.
Det tog han ikke så pænt, han sad over webcam og skar i sig selv – han troede at jeg væmmedes men det gjorde jeg ikke, for det var lige præcis denne smerte jeg ville påføre mig selv efter han havde lukket skærmen ned. Jeg gav ham en enkelt chance mere for at vise mig at vores forhold kunne fungerer, desværre klarede han det ikke så godt som jeg havde forventet, tværtimod.
Jeg ringede for anden gang indenfor en uge for at slå op med ham, men nu satte han sig til at græde og sagde at han ville tage sit eget liv hvis jeg slog op med ham.
Jeg sagde fint og lukkede samtalen. Dagen efter ringede hans ven til mig, han fortalte mig om hvordan min kæreste lige netop havde undgået at blive ramt af toget, da han hoppede ud på skinnerne i forsøget på at tage sit eget liv.
Det var først her det gik op for mig at der var noget grueligt galt oveni mit hoved og at jeg seriøst havde brug for hjælp. Tænk engang at der skulle et selvmordsforsøg til at få mig til at forstå at det jeg havde gang i var fuldstændig hul i hovedet.
Tanken om hvor god jeg var til at manipulere mennesker havde sat sig fast, og jeg begyndte at blive bange for mig selv og hvad jeg var i stand til.

Selvom jeg på dette tidspunkt havde opdaget at den var helt gal med mig, stoppede jeg ikke her. Overhovedet ikke. I mit næste indlæg bliver tingene lige en tand værre inden det på et tidspunkt fører til mit første selvmordsforsøg. Jeg håber i vil læse med næste gang også.

På gensyn

Kh. Pallione