Depression/Social Angst

brevkassespørgsmål

Depression/Social Angst

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 8 måneder siden

Jeg har fået konstateret diabetes, depression og social angst og jeg står et sted i mit liv hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg er lige startet i 10.klasse, og i den første uge sagde jeg til mig selv, at nu skal jeg tage mig sammen, for jeg kan ikke blive ved med at leve, som en der aldrig er der. Men i dag er det den anden uge af 10.klasse og jeg kunne ikke få mig selv til at tage i skole. Jeg føler at jeg får angstanfald, og jeg gør mig selv syg fordi jeg bliver nervøs, forvirret, angst og jeg tænker på forskud hvad der kommer til at ske... Min mor synes at jeg skal droppe 10.klasse og få hjælp.. men jeg har gået til psykolog en gang, men kort sagt glemte hun mig og gjorde så jeg fik de værre... Så ja jeg er bange for at starte igen. Men selvom at jeg er bange for at tage i skole, så ville jeg ikke stoppe. Jeg er så forvirret... og jeg er bange for at jeg gør det hele meget værre..

Svar: 

Hej du

Det lyder som om, det fylder meget for dig, at du har fået de forskellige diagnoser. Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre lige nu, og det er meget forståeligt, at du har det sådan. Det er også en masse information, som du skal forholde dig til og finde ud af, hvad du skal gøre ved. Både diabetes, depression og social angst er noget, som kan fylde meget i tankerne og i hverdagen. Og det kan tage mange kræfter at skulle kæmpe hårde kampe hver eneste dag.

Du skriver mest om den social angst, som du oplever i forbindelse med skolen. Jeg fornemmer, at det måske er det, der fylder mest for dig lige nu - så det er også det, jeg vil fokusere mest på. I forhold til angst generelt, så kan man godt opleve at være fanget i en ond cirkel, hvor man får angstanfald over bestemte situationer. Vores krop husker rigtig godt, og derfor vil den reagere, hvis den oplever en situation, som har været angstfyldt før. Hvis du f.eks. har fået et angstanfald på vej i skole, vil din krop kunne huske det. Og så kan man ende i den onde cirkel, hvor det er svært at undgå, at angsten tager over. Angst er desværre ikke noget, man kan tale fornuft til. Man kan godt tænke: "nu må jeg altså lige tage mig lidt sammen", men det forstår angsten ikke. Den kan bare mærke, at den er i ubehagelig situation.

Du skriver, at du ikke vil droppe ud af skolen, og det er virkelig sejt at du har det sådan. Det fortæller mig, at du er en stærk pige, selvom du har nogle udfordringer lige nu. Noget af det bedste, du kan gøre er, at acceptere din angst, når den kommer. Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke kan tage i skole, men måske kan du have en plan for, hvad du gør, hvis du oplever angsten, når du er i skole. Det kan være, du skal fortælle din lærer om det og få lov til at gå udenfor, hvis det bliver for meget. Måske kan du spise middagsmad sammen med få personer i stedet for hele klassen. Du kan evt. tænke over, hvad den bedste løsning for dig kunne være. Og så vil jeg lige understrege, at det er en proces at finde en løsning, som fungerer. Det kan være, du skal prøve nogle stykker af, før det lykkes. Du skal jo lige lære din angst at kende.

Jeg kan godt forstå, at du synes, det var ubehageligt, at din psykolog glemte dig, og det lyder også til at være uprofessionelt af hende. Det er forståeligt, at du er blevet skeptisk omkring det, når du ikke har følt dig godt behandlet. Men jeg vil alligevel foreslå dig at starte op igen - måske hos en anden behandler, sådan at du ikke føler dig svigtet allerede fra starten. Det kan måske være en ide at fortælle om din skepsis, når du er der første gang, sådan at han/hun kan være opmærksom på det. Både depression og angst kan være godt at få bearbejdet i samarbejde med en professionel. Det er nemlig sådan, at angsten kan blive så omfattende, at man ikke føler sig tryg ved at rejse sig fra sengen, og det kan være hæmmende for at få en hverdag til at hænge sammen.

Der findes en hjemmeside, som hedder angstforeningen.dk, og her kan du både ringe til deres angst-telefon eller skrive med andre andre i samme situation. For nogle er det rigtig rart at snakke med andre, som kan genkende den situation og de tanker, som man selv oplever. Depressionsforeningen.dk er også en god hjemmeside, hvor du kan hente god hjælp og gode råd. De har også en telefonlinje, man kan ringe til. På vores chat kan du også altid læsse af og dele tanker.

Her til sidst vil jeg ønske dig held og lykke med din proces. Husk at selvom det føles uoverskueligt lige nu, så er der en vej ud af det. Du behøver ikke kæmpe med angst og depression hele dit liv - med de rgtige værktøjer kan du sagtens komme godt igennem det.

De bedste hilsener fra Mai

 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program