et stort rod

brevkassespørgsmål

et stort rod

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

Hej

Jeg er en pige på 18 år, der går i 2.g på gymnasiet og bor hjemme i en dejlig, relativ velfungerende og støttende familie.

Ligenu er jeg i et punkt i mit liv, hvor jeg virkelig har svært ved at se positivt på tilværelsen. Jeg føler at jeg render rundt med tusinde problemer, der bare hober sig op og tynger mig ned for hver dag der går. Når det ene problem måske er skaffet af vejen står det næste klar til at tage over. Jeg er nok i grunden selv skyld i at bygge mine problemer sådan op, men når jeg foreksempel får en hår klipning ved frisøren og håret igen ikke sidder sådan som jeg vil have det, eller hvis jeg igen igen har brugt penge på en creme, der skal afhjælpe min lige for tiden trælse tørre/bumse -hud, og og og og... Det som andre måske opfatter som småting kan hos mig udvikle sig til kæmpe kriser, hvor jeg græder og ikke kan se noget lys for enden af tunellen. Og jeg tror at disse ting tynger mig ned, fordi jeg selv heletiden går rundt med en forestilling om hvordan jeg vil være og se ud, og når dette igen igen ikke fungerer for mig, så tynger det mig helt ned og min selvtillid, der ellers i forvejen er svært-eksisterende, forsvinder nærmest helt.

 

Jeg vil så gerne have de veninder og drengevenner som jeg i mit hoved går rundt og drømmer om, jeg vil så gerne gå til den der sport som jeg bare bliver så glad af og hvor jeg føler mig god, jeg vil så gerne have nok selvtillid og mod til at gå hen til den der dreng, jeg siden start i gym har kigget på og smilet til, jeg vil så gerne kunne se hele tilværelsen mere positivt og sætte mere gavn på de muligheder jeg har. Men jeg er bare for negativ, for svag, for tynget op af angst og generthed til at alt dette bliver som jeg vil have det. Derudover føler jeg bare heller ikke at heldet har været med mig her de sidste år. 

 

Jeg har skulle tage valget at flytte klasse i 1.g fordi jeg ville på en mere sproglig studieretning, hvilket resulterede i at jeg nu går i en klasse jeg dybest set tit skammer mig over, føler mig pinlig berørt over og træt af. Pigerne er søde, men samtidig føler jeg bare at det slet ikke er nogle jeg har lyst til at omgås. Jeg opfatter nemlig mig selv som meget ærlig, humorristisk, klog (det skal ikke lyde forkert) omkring bestemte emner/temaer og som en person der er meget interesseret og åben omkring verdenen, kulturer andre mennesker. Jeg føler det er vigtigt at følge med i verdens gang, informere mig, tage andre briller på og så videre. Og lige netop på det punkt føler jeg mig bare vildt malplaceret i min klasse og især blandt pigerne. Opfatter dem som nogle der er venlige, noglegange sjove og nogle jeg kan snakke med, men samtidig nogle der er vildt barnlige, uintereseret og uinformeret, og bare typer jeg egentlig noglegange føler mig pinlig berørt over at skulle være nød til at gå rundt sammen med på skolen. Og jo jeg har venner fra min gamle klasse og dem spænder jeg også meget bedre med (derfor savner jeg også min gamle klasse) men føler bare ikke at jeg kan være ordentligt sammen med dem, fordi vi jo ikke går i samme klasse mere og fordi at de piger fra den anden klasse også altid hænger sig på dem. Og udover dem fra min årgang har jeg bare ikke rigtig andre venner. Det gør mig tit rigtig nedtrykt med hensyn til skolen. At jeg dybest er tvunget til at færdes i et miljø jeg egentlig ikke kan identificere mig med, og at jeg tit skal sådan omstille mig selv som person for at have en nogenlunde god dag. Jeg kan ikke rigtig være mig selv. Jeg kan ikke føle mig oprigtig glad og jeg føler tit ikke der er grund til at stå op om morgenen, for jeg gider jo alligevel ikke skulle sidde i en klasse sammen med dem igen. Hver dag det samme, og selvom jeg prøver at gå lidt for mig selv noglegange, smutte hurtigere ud når vi får fri og opsøge nogle fra de andre klasser, så er det lidt som om at de alligevel altid dukker op igen og jeg aldrig rigtig bare kan være den person, der er venner med alle og bare er sammen med dem jeg nu har lyst til. Det er svært og foreklare, men igen er det bare det der drømmescenarie om den perfekte veninde og de/den perfekte drengeven som man altid har og man bare lige møder og snakker og hygger sig med og samtidig også kan være sammen med andre. jeg går tit og tænker at jeg kunne have fået det i den anden klasse og derfor får jeg tit en stor knude i maven når jeg ser min gamle klasse og tænker på at det ville være mig der kunne have siddet der i mængden og måske have haft det 50 gange bedre end jeg har det i den her nuværende klasse. Men det at man ikke ved hvad man får er jo bare det der desværre hører livet til og det er mig derfor også sindsygt angstfremkaldende at skulle tage store beslutninger da jeg inde i hovedet har en forestilling og en forventning til noget men dybest er skide bange for at det nok højst sandsynligt ikke bliver sådan som jeg ønsker det.

Og sådan har det været her på det sidste i mit liv. Jeg føler ikke jeg lever det liv jeg gerne vil leve. jeg føler jeg lever på standby og bare bider alting i mig og venter på at jeg kan leve på rigtigt play igen og være oprigtig glad og være den rigtigt udgave af jeg. Også min dumme gernerthed og mit dårlige selvtillid tynger mig med ned da dette gør at jeg ikke bare kan gå til det jeg vil, lave det jeg vil. jeg tør ikke sige ja, hvis jeg mirakuløst (er virkelig genert og har det svært med at snakke med drenge) bliver spurgt af den kønneste dreng på skolen om jeg vil lave noget sammen, eller hvis jeg pludslig får muligheden for at starte til fodbold, springgymnastik eller få et job eller melde mig ind i en organisation... netop fordi tanken om hvordan dette vil gå, hvad de andre vil tænke om mig og at jeg måske bliver til grin fylder alt for meget i mit hoved til at jeg tør realisere det. Jeg bremser altså heletiden mig selv i at gøre det jeg dybest set vil. Og dette er i høj grad med til at jeg bare lever halvt og ikke helt lige for øjeblikket. Jeg griber ikke de chancer jeg får og jeg sætter dybest set mig selv ned i hullet frem for at prøve og trække mig selv op og være ligelglad men bare gøre det. Problemer med min krop, mit udseende og samtidig mine nedtrykende tanker holder mig fra at gøre det jeg virkelig vil. Det er enormt frustrerende og noglegange er jeg så langt ude at jeg får lyst til at gøre en ende på det hele, fordi jeg simpelthen ikke føler jeg kan leve det liv, som jeg går og fantasere om inde i mit hoved. Som om jeg ser det på en skærm for mig, eller jeg lukker øjnene og tænker på det og så snart jeg åbner dem er jeg tilbage i den realitet og det liv som jeg ikke orker. Det værste er at jeg ved at jeg dybest set har det godt, der er folk der elsker mig, der vil være sammen med mig, der er en masse muligheder, der er en lys fremtid og så videre, men jeg kan bare ikke opfatte det ligenu og jeg kan ikke se de muligheder. Dybest set ville jg jo aldrig kaste noget væk da jeg har min familie og har et ganske fint liv trods alt, men jeg ved bare at hvis jeg skulle blive ved sådan her, som det hele er ligenu, mange år frem, så ville jeg på et eller andet tidspunkt få nok.

Hilsen den fortvivlede, nedtrykte pige

Svar: 

Hej med dig

Først og fremmest dejligt for dig, at du har en støttende og velfungerende familie. Derudover vil jeg rose dig for, at du er så god til at sætte ord på, hvordan du egentlig har det. 

Det virker til du er rigtig hård ved dig selv, og jeg tror måske det kan hjælpe dig, hvis du prøver at tænke på, hvad du ville sige til en veninde hvis hun kom til dig og var ked af det og   stillede krav om en perfekt tilværelse. Ville du være lige så hård ved hende, eller ville du måske trøste hende i stedet og give hende en krammer. For du skal give dig selv lov til ikke at være perfekt og give dig selv lov til at være ked af det. Det er altså helt okay at det er hårdt at være ung og det er HELT okay ikke at være perfekt. En bums, en træls hårklip og lignende er faktisk ting som andre har svært ved at se. Prøv eventuelt at spørge en veninde næste gang eller tænk på om det egentlig ikke kun er dig selv der ligger meget mærke til det skæve hår eller bumsen. Ofte vil du opleve at folk har øje for så mange andre ting i hverdagen, at de ikke lægger mærke til sådanne ting. 

Jeg vil give dig helt ret i, at det selvfølgelig ville være rigtig dejligt for dig hvis du både havde den studieretning du ønsker og samtidig havde den gamle klasse, men du skriver at du skiftede i 1. g pga. en mere sproglig studieretning - så i klassen får du jo det faglige du har valgt. Så selvom din nuværende klasse er nogle du har svært ved at identificere dig med, så lyder det til, du i det mindste har fået den studieretning, der passer dig bedst. Og det er ikke alle der bliver bedste venner med sine klassekammerater, for du kan jo stadig godt snakke lidt med din gamle klasse, for at få lidt mere socialt derfra. De vil sikkert synes det er hyggeligt, hvis du kom over til dem nogle gange. Så for at komme igennem det næste år og nogle måneder i klassen, tænker jeg du kan se på det på den måde: Du får det faglige i den klasse du går i, og så kan du stadig godt snakke med din gamle klasse selvom i ikke går i klasse sammen mere. Og måske kan du faktisk godt hygge dig med pigerne fra din klasse, selv om du ikke nødvendigvis ser potentiale i dem som dine bedste veninder. For selvom du bruger tid i skolen med de piger, som du kan være pinligt berørte over, så ER du jo nødvendigvis ikke lige som dem. De er som de ER, og så tænker jeg du kan tage tiden med dem for hvad den er og måske alligevel have det lidt rart her. Det kan være du vil synes bedre om dem trods alt, jo bedre du lærer dem at kende.

Du skriver også, at du gerne vil have mere selvtillid, og det forstår jeg godt, for det tror jeg der er mange der gerne vil. Og du vil gerne have en sport du kunne være glad for. En udfordring for dig kunne eksempelvis være at prøve en sport du kunne tænke dig og på den måde møde nogle mennesker med fælles interesser. Hvis du er nervøs for en ny ting: nyt job, ny sport, ven osv. så prøv at tænk: Hvad er det værste der kan ske?  For ofte vil vi faktisk fortryde ting vi ikke prøvede, mere end de ting vi prøvede. For selvom en situation ikke gik helt som vi planlagde den, kom der måske noget andet godt ud af situationen, eller også kan man bare lære noget man måske kan bruge næste gang man prøver. 

Jeg vil anbefale dig at meditere, da dette ofte kan give en indre ro og hjælpe dig med at sætte pris på de gode ting i dit liv. Det skulle efter sigende skabe en ændring bare man sætter 10-20 min af hver dag, hvor man fokuserer på sin vejrtrækning og skyder andre tanker ud af hovedet. Der er rigtig mange måder at gøre det på, det kan du læse en masse om på nettet.

Ift. at se positivt på tilværelsen, så tror jeg det er rigtig vigtigt, at du først og fremmest har en du kan snakke med, når du engang i mellem bliver ked af det. Det kan fx være en af dine forældre eller en anden person tæt på, som du kunne have lyst til at åbne dig over for. Samtidig er det fint, at du erkender at tingene kunne være bedre, men at du må få det bedste ud af den situation du nu er i. For som du har erfaret, er livet ikke en dans på roser, og vi vil alle sammen på et eller andet tidspunkt opleve modgang i vores liv. Det kan være utroligt svært, men det er rigtigt vigtigt, at man i sådanne situationer kæmper sin kamp og på den måde kommer stærkere ud på den anden side. For det, at du på nuværende tidspunkt er ked af det nogle gange og har svært ved at se positivt på tingene, er selvfølgelig rigtig træls, men det gør dig bestemt ikke til et dårligere menneske og du vil faktisk kun kunne lære en masse om dig selv og på den måde udvikle dig selv. Derfor er det rigtig godt at du skriver herind og tager ansvar for din situation. 

Du skriver også, at du drømmer om den her perfekte tilværelse med de perfekte drenge- og pigevenner, og en forestilling om hvordan du gerne vil være og se ud. Og jeg forstår udemærket dine tanker og vil fremhæve, at vi specielt her i vores meget mediebetonet samfund, hvor det er alle de "perfekte" billeder, statusopdateringer hvor kun den enkeltes optur lægges online. Det er jo ikke ens dårlige dage eller nedturer man offentliggøre. Så jeg tror ikke den perfekte tilværelse findes. For vi har alle sammen noget vi kæmper med. Måske har hende den meget udadvendte pige en ubehagelig familie eller er knap så god i skolen. Det er blot et eksempel, men det er altså de færreste af os, hvor alt bare spiller, der er bare nogle der er bedre til at skjule deres "svage" sider end andre, så man derfor ikke ved, at de kæmper med noget i hverdagen. Så derfor tror jeg sagtens du kan droppe tanken om, at der findes en perfekt tilværelse. Mind derimod dig selv om alt det DU er god til/ eller glad for - hvis du eksempelvis er god til nogle fag i skolen, til en sportsgren eller er rigtig glad for at have en bestemt ven/veninde eller familien.

Så vil jeg også minde dig om, at livet byder på rigtig mange forskellige oplevelser og mennesker. Du går nu i 2.g og skal snart til at starte på dit sidste år på gymnasiet. Det kan måske føles som lang tid for dig nu, men husk på, at du på en eventuel videregående uddannelse eller hvad end du vil lave efter gymnasiet kommer til at møde rigtig mange nye mennesker, hvor der er rigtig stor sandsynlighed for at du vil møde ligesindede, du kan identificere dig med, og hvor du vil føle at du kan være dig selv. 

Jeg håber du kan bruge svaret, ellers må du altid skrive igen.

De bedste tanker fra Maria 

MariaFPs billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program