Burde jeg tale med ham?

brevkassespørgsmål

Burde jeg tale med ham?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus

 

Jeg er en pige på 15 år, som har haft en kæreste for snart 4 måneder siden. Det varede ikke særlig længe før vi slog op, og det var

mig der tog beslutningen. Jeg tror nok bare at jeg synes det gik for hurtigt, og det var også det jeg fortalte ham, da vi slog op.

 

Men mit problem er, at jeg tænker på ham hele tiden, jeg ved ikke om jeg er rigtigt forelsket, men jeg ved bare, at jeg savner ham.

Vi besluttede at vi bare ville fortsætte som venner, men det bliver altid så akavet når vi taler sammen.

 

Jeg vil bare gerne fortælle ham hvad eg fler, men hvad nu hvis at det ikke er rigtig forelskelse?

 

Hilsen Mig

Svar: 

Hej med dig

Forelskelse og kærlighed kan være utilregnelig. Det ene øjeblik kan det føles som om man svæver på en lyserød sky og det næste kan man føle sig tom inden i, eller som om det hele pludselig er gået alt for stærkt, hvilket det lyder som om, at du har oplevet. Det påvirker nogle følelser, der kan fylde rigtig meget oppe i hovedet, og jeg synes derfor det er godt at du skriver, da det er rart og sundt at komme af med sine tanker engang i mellem. 

For det første synes jeg, at det lyder som om at du er en pige, der er god til at mærke efter, og det synes jeg er rigtig godt! Hvis man kan mærke at det hele pludselig er gået for stærkt, og man befinder sig i en situation som man ikke har været særlig bevidst om, er det godt lige at stoppe op. Så kan du mærke, om du har hjertet med, og da du tog beslutningen om at slå op med din kæreste, var det nok fordi at det var det mest rigtige for dig på det tidspunkt. Men bare fordi man kommer til sådan en beslutning, er det ikke lig med, at tiden efter skal være let, da det godt kan være hårdt at undvære en som man har været tæt med og forelsket i. Som sagt kan forelskelsen også være utilregnelig og det kan være derfor, at du pludselig er begyndt at savne ham og tænke meget mere på ham igen. Men jeg forstår også godt, at du synes det er svært at snakke med ham og at det kan være akavet at opføre sig som venner, efter man har været kærester. 

Du skriver, at du har lyst til at fortælle ham, hvad du føler, men det virker også som om at du er lidt bange for det, fordi du måske ikke er sikker på, om du er rigtig forelsket. Men hvornår er man rigtig forelsket? det er meget svært at svare på, da jeg tror forelskelse kan vise sig på mange forskellige måder. Men uanset hvad kan man aldrig garantere nogen noget bare fordi man er forelsket, men man kan altid fortælle andre hvordan man har det. Jeg synes det lyder som om, at du tænker rigtig meget på den her dreng, og jeg synes ikke det er noget du skal gå og have det dårligt med. 

Jeg synes du skal se om I kan begynde at snakke mere sammen igen, og prøve at komme over det punkt hvor det bare er akavet. Du kan måske prøve at skrive til ham på mobil, da det tit er mindre akavet at skrive sammen end at snakke ansigt til ansigt. På den måde kan du mærke, hvordan du har det med at snakke med ham igen og omvendt kan du også se, hvordan det virker som om, at han har det. Hvis det føles som det rigtige, synes jeg ikke du skal være bange for at fortælle ham hvordan du har det, da jeg tror på at man kan komme rigtig langt med ærlighed her i livet. Men jeg tror også, at det er en god ide at gøre dig nogle tanker om, at det ikke er sikkert, at han har det på samme måde som dig, da det kan være han er kommet videre, men det kan selvfølgelig også være at han savner dig. Det kan være svært at forudsige hvad andre tænker og hvordan de har det, men måske du allerede har en ide om dette i forvejen. 

Det er også altid godt lige at vende sådan en situation med ens veninder, eller en man er tæt med, da det kan være rart lige at få en andens mening om det. Derudover kan det være, at de selv har nogle erfaringer som du kan have med i dine tanker. 

Jeg håber du kunne bruge mit svar. Held og lykke med kærligheden. 

Bedste hilsner

Annika 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program