Andres tanker

brevkassespørgsmål

Andres tanker

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

For lidt over syv måneder siden "mødte" jeg en dreng på nettet. Vi skrev en del sammen på den hjemmeside, hvor vi mødtes, og da vi følte os trygge nok ved hinanden gik vi over til at skrive på Skype. Vi blev rigtig gode venner, og ingen vidste noget om, at jeg skrev med ham. Han hjalp mig igennem en del problemer, og jeg vidste, at jeg altid kunne skrive til ham, hvis noget gik mig på. Ligeledes vidste han det samme, og jeg fik også hjulpet ham igennem en svær tid. Her for to måneders tid siden spurgte han så, om vi ikke kunne snakke sammen og se hinanden på cam i stedet for kun at skrive sammen. Jeg sagde selvfølgelig ja. Vores forhold til hinanden blev mere og mere kærligt, og jeg fik følelser for ham. Han indrømmede også, at han havde haft følelser for mig i et stykke tid. Jeg fik fortalt mine forældre om ham - også at jeg havde mødt ham på nettet - og han fik lov til at komme på besøg her i juleferien. Jeg har bestemt ikke fået færre følelser for ham, og jeg vil gerne være kærester med ham, og han har det på samme måde. Det, der går mig på, er dog, at jeg har svært ved at sige til folk, at jeg har mødt ham på nettet, fordi folk har så mange fordomme om at møde nogle på nettet. Jeg synes, det er pinligt at indrømme over for mine venner, at jeg skriver med folk fra nettet. Og så er der ret langt imellem os (Nordjylland-Fyn). Mit spørgsmål er, hvordan kan det gøres nemmere for mig at indrømme, at han er mødt på nettet? Og kan 'vi' overhovedet lade sig gøre med den lange afstand?

Svar: 

Hej med dig!

Dejligt at høre, at du har fundet en, der gør dig glad og forelsket og at han har det på samme måde med dig!

Jeg tror de fleste kender til, at gå op i hvad andre tænker og synes om en og det man laver og gør! Vi sammenligner os med hinanden hele tiden, både bevidst og ubevidst og derfor er det også svært at undgå at tænke over hvad andre tænker om en. Du har ret i, at der er en masse fordomme om internetdating, men faktisk bliver internetdating mere og mere udbredt og flere og flere møder hinanden via nettet. Det gør det selvfølgelig ikke nødvendigvis lettere at skulle sige det til dine venner og veninder, men det kan måske alligevel være rart at vide, at I ikke er de eneste, der har mødt hinanden på nettet.
Det vigtige er ikke hvor man møder hinanden, men at man har mødt hinanden. Måske kan det være en god huskeregel. Jeg tror dine venner og veninder vil være glade på jeres vegne og så er de ligeglade med hvor I mødte hinanden. Det er selvfølgelig nemt for mig at skrive det, det ændrer jo ikke hvordan du har det med det, men husk på at folk møder hinanden mange mærkelige steder nu. Der er ikke længere rigtig et "rigtigt" eller "godt" sted at mødes mere. Så kan internettet vel være lige så godt som at mødes i kantinen i skolen?

I forhold til afstanden, så kan det godt lade sig gøre at have et forhold til en der bor langt væk. Det kræver noget af begge for at det skal lykkes. Man skal mere aktivt holde kontakt og planlægge hvordan det skal foregå. Men der er også fordele ved det. Man får lov virkelig at glæde sig til at se hinanden og savne hinanden. Der er også mange, der synes man er mere sammen, når man endelig er sammen end hvis man sås hverdag, fordi man ved, at der måske går lang tid til man ses næste gang.
Jeg kan sagtens forstå din bekymring! Det er helt sikkert en udfordring, men hvis I virkelig vil det begge to, så er jeg sikker på I kan få det til at fungere!

Jeg håber det var det svar du søgte!

Held og lykke med det!

Med venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program