Fremtids stress

brevkassespørgsmål

Fremtids stress

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 9 år 5 måneder siden

hvad skal jeg med mit liv?!

jeg vil vildt gerne arbjede med fashion, og gerne på designskole kolding og læse.

men jeg har ikke mange kreative talenter. Altså, jeg kan desgine alt i hovedet, men hvis det skal ud, er jeg helt lost.

jeg er igang med et grundforløb og skolehjem nu, som giver mig noget egenskaber.

Men det slutter til februar, og så skal jeg flytte hjem igen. 

 

Jeg kan søge ind til marts, men så skal jeg virkelig tage mig sammen. 

Jeg skal lære og tegne, og så skal jeg også have en god økonomi. og mindre stress og alt muligt. 

Jeg har brugt halvdelen af min børneopsparing, bare på lalala, og kan ikke lige flytte hjemmefra, med den smule penge jeg har. Skyldfølelsen er stor. 

Jeg har heller ikke mulighed for at tage arbejde, hverken nu eller når jeg flytter hjem, thi jeg bor lang pokker ude på landet, og offenlig transport ikke er. 

 

Jeg kunne også bare vente et år, og måske finde noget arbejde og noget tegneundervisning, men jeg vil også gerne i gang. Et år er lang tid at vente. 

Hvis I bare kan sige et eller andet, er det meget værdsat. Og beklager for et rodet brev, der er bare så meget. 

Svar: 

Hej med dig

Det lyder til, at der er rigtig mange ting, som du går og tænker på lige for tiden.
Det er klart at valget om uddannelse, og hvad man skal med sit liv fylder meget i én, især når man er usikker på, hvad man lige skal gøre og hvilket valg man skal tage.

For mig lyder det til, at dit største dilemma er, hvorvidt du skal søge ind på uddannelsen til marts eller vente et år.
Du lyder meget sikker på, hvad du gerne vil uddannes inden for og arbejde med i fremtiden. Det er rigtig flot af dig, at have taget det valg, for det kan være rigtig svært at vælge, når alle muligheder er åbne.

Da du skriver, at du skal flytte hjem igen til marts, mangler penge og ikke endnu har gået på et tegnekursus, så ville det mest fornuftige nok være at vente et års tid med at søge ind.
Dette tænker jeg fordi, at du på det år så kan nå at få tjent nogle penge og få noget undervisning i at tegne, så du er godt klædt på til uddannelsen.
Jeg ved godt, at et år lige nu kan føles som uendelig lang tid, når man bare gerne vil igang med det man brænder for og gerne vil arbejde med. Men et år kan faktisk også gå rigtig hurtigt, hvis du kommer ind på nogle kurser/får noget undervisning i at tegne - på den måde så er du jo også igang med det, som du gerne vil. Se det som en optakt til uddannelsen.
Du skriver, at ville være svært at få et arbejde, fordi du ikke har mulighed for offentlig transport. Har du overvejet at finde en billig scooter eller cykel, som du kan komme rundt på?
Jeg tror, at du ville blive gladest for det valg, fordi du ville have et bedre grundlag for at søge ind og gå på uddannelsen.
Du skal også tænke på, at du bliver mindre stresset over alt det her med uddannelsen, hvis du får dig en opsparing og nogle gode kurser/undervisning i, hvordan du får dine designs ned på papir.
Derudover er du også kun 20 år gammel og har derfor mange år endnu til at uddanne dig i. Faktisk bliver man aldrig for gammel til at gå igang med at uddanne sig. Et år fra eller til gør ingen forskel.
Det bedste er, hvis man føler sig 100 % klar til at søge ind på sin drømmeuddannelse, for så bliver man gladest for at studere.

Du har også den mulighed at søge ind her til marts, og så se om du kommer ind. Jeg ved ikke, hvad det kræver at blive optaget på den uddannelse, men hvis du føler, at du sagtens ville kunne komme ind, kan du altid tage chancen og søge en plads.
Hvis du vælger at søge ind, skal du bare have det godt med det valg, og ikke lade økonomien og stress fylde for meget, for så bliver det kun en dårlig oplevelse, og det ville være ærgeligt.

Til allersidst er det jo kun dig selv, der kan tage valget om, om du vil søge ind til marts eller vente et år. Du er den eneste, der kan bestemme, hvad du vil med dit liv.
Alle unge mennesker der har skullet tage samme valg om uddannelse som dig, har følt hvor svært og uoverskueligt, det hele kan virke.
Så se det som en god ting, at du faktisk har et par måneder endnu, hvor du kan gå og overveje, hvad det bedste for dig ville være. Så er jeg sikker på, at du får truffet det valg, der er bedst for dig.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Held og lykke med det hele.

Kærlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program