Er det muligt?

brevkassespørgsmål

Er det muligt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg har gået og tænkt over noget i rigtig lang tid, og det er om det er muligt at komme sammen, når man er 15 år og så leve resten af livet sammen? For jeg har den her fantastiske kæreste, jeg aldrig nogensinde har lyst til at give slip på og jeg tror virkelig, at han er den eneste ene..

Hilsen mig.

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det bare dejligt at høre, at du har en kæreste, som du tænker, er den eneste ene. Jeg kan godt forstå, at det er et spørgsmål, som optager dig. Du spørger, om det er muligt at leve sammen resten af livet, når man er 15 år.  Det er et spørgsmål, som rigtig mange tænker over, og gerne vil finde svar på. Der er ikke noget entydigt svar på dit spørgsmål, men jeg kan dele mine refleksioner med dig omkring det.

Først og fremmest er det muligt at leve sammen resten af livet med sin kæreste fra man er 15 år. Men det kan samtidigt være rigtig svært at vide, hvad fremtiden vil bringe.

Du fortæller, at du ikke har lyst til at give slip på din kæreste, og at du har en tro på, at han er den eneste ene. Det får mig til at tænke, at vigtigste lige nu er, at være i nuet og nyde, at du har en kæreste, som du har det rigtig godt med, og derfor kan se en fremtid med. Jeg ved godt, at det kan være svært at være i nuet, når man gerne vil have et svar på fremtiden, for der er desværre ingen garanti for, hvad fremtiden vil bringe. Men hvor er det bare skønt, at du har en kæreste, som du holder rigtig meget af. Det er et rigtig godt udgangspunkt!

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål.

Hilsen Janni      

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program