Forholdet med familien.

brevkassespørgsmål

Forholdet med familien.

Det er ikke første gang at jeg skriver til jer, haha - men tak for alle de henvendelser trods af det hele. ^

- Jeg boede på et opholdssted i 1,5 år og flyttede hjem her for snart et halvt år siden. Så begyndte jeg på efterskole i august måned, og det hele går nu fint indtil videre - borstet fra at jeg har det svært med det faglige men ellers fungerer det fint nok.
Det er ikke nyt for mig at jeg har ikke haft det så godt med min mor, men vi har bare altid ladet det som om at det havde vi - jeg ved ikke om min mor også lader det om som, men det gør jeg. Jeg lader bare som om at det hele er perfekt mellem os, og at vi har bare det verdens bedste mor-datter forhold hvilket vi ikke har det. Ligenu har jeg bare lyst til at pakke alle mine ting ned i en kuffert, og finde mig en lejlighed - bo for mig selv. Det var også det sådan før jeg flyttede på opholdsstedet, imens jeg boede på opholdsstedet og efter jeg blev hjemgivet igen - så det har bare altid været sådan. Selv da jeg var ikke særlig gammel, så var jeg ikke en mors pige - kun en fars pige, ham ville jeg altid være med for min mor var ikke en jeg gad være sammen med. Jeg var så skuffet og hadede hende da jeg var lille, fordi hun fik mig til at lyve overfor folk med at jeg hadede min far hvilket jeg ikke gjorde - jeg skulle komme med alle mulige løgne om min far, fordi hun bestak mig med løgnehistorier om at "kommunen vil fjerne mig, fordi de tror at mor er ond og slår mig" og at "far hader børn han kan ikke lide mig og at han slår mig" selvom han ikke gjorde. Godt nok stak han mig en lussing af og til, men det er også fordi jeg var ulydig - jeg var ikke lige et englebarn, så jeg var godt nok ulydig og fræk så jeg mener at de lussinger var for til at sætte en stopper på det.

Jeg kalder ikke det for vold - men senere da jeg så blev ældre, så havde jeg taget den "ting" med da jeg var lille hvor jeg var vild og fræk til ungdommen. Jeg var nu blevet ustyrlig, drak mig fuld, droppede ud fra skolen, fuckede det hele op, røg, begyndte at stjæle og alle de anholdelser - jeg elskede at udforske nye ting, ligemeget om der var nogle risikoer ved det for det stoppede ikke mig fra det. Jeg blev fjernet fra min mor, kom i en plejefamilie hvor jeg så stak af en uge efter - og flyttede hjem igen, skulle til møder med kommunen om hvorfor jeg har gjort dit og dat. Senere blev jeg så fjernet, fordi man mente at jeg var til fare for andre og mig selv - og min mor opdigtede historier med at det var min fars skyld for at hans opdragelse gik i vasken. At det var ham, der gjorde at jeg blev til en ulydig tøs - Alt var hans skyld, så kommunen begyndte at skrive at min mor gjorde alt for hvad hun kunne. At hun klarer sig godt trods af at hun var en enlig mor til 4 børn, så hun var bare en perfekt ideal rollemodel for kommunen hvilket det frustererede mig.

For min mor slog mig, hun slog mig - hun rev mig i håret, hun kastede ting på mig, hun rev mig, hun kradsede i mig, hun smed mig ned fra sengen, hun skubbede mig ned fra trapperen, hun svinede mig til, sagde at jeg var en fed og dum idiot der ikke kunne noget, hun sagde alt og hun skar i sig selv derefter for at smøre hendes blod på mig så jeg begyndte at skrige og græde i timevis fordi jeg var bange. Fuldstændig bange. Min mor låste også mig udenfor i flere timer trods af at jeg ingen havde sko på, havde ikke noget tøj på (kun shorts og en top) og at der regnede - hun var ligeglad, så jeg skulle stå derude i timevis og håbede på at nogle ville komme og hjælpe mig. Jeg fortalte det til min sagsbehandler om det, og senere blev der så skrevet ned i rapporteren at jeg løj.. Hvems skyld var det? Jeg havde det dårligt med mig selv og gik på slankekur flere gange fordi min mor svinede mig psykisk til. Fortalte at jeg var en fed og uduelig møgtøs - senere var jeg så et anoreksibarn for hende....

Min far var næsten ikke hjemme for han rejste altid, men når han var hjemme - så hyggede vi altid med at spise fisk, se film, besøge farfar, alt. Han tog mig med til tur, som jeg aldrig prøvede med min mor - det er kun ham der har givet mig minder, oplevelser og det hele - men nu gør min mor ikke det der mere ved mig, men hun lader som om at der intet er sket noget. Hun går hen til mig, krammer mig, siger at hun elsker mig, spørger om hvad jeg laver og alt det der - som en forælder bør gøre, men forholdet til hende er fuldstændig glemt altså - det eksistere ikke, vi lader bare det som om som snart også er slut for jeg er så begyndt og at være ligeglad med alle de "faste rutiner" vi plejer at gøre for at lade som om.

Godt nok ved jeg ikke om hun lader som om, men det gør jeg - jeg lader bare som om at alt er normalt, at vi snakker mega godt sammen osv men i de sidste uger har jeg så været mere "fraværende" eller ignorerede hendes beskeder. Når min mor så sagde til mig at vi skulle spise aftensmad, blev jeg på værelset - og nu har jeg også spærret mig selv i de sidste dage på mit værelse, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke lyst at spise noget, jeg har bare lyst til at fuldstændig tude - jeg har ikke det skidt over at jeg ikke har et mor-datter forhold, men bare mere at vi lader det som om. At jeg ikke er mig selv. At det hele lader bare som om at det er perfekt, selvom det ikke er - jeg har i flere år ladt som om at jeg ikke havde det dårligt længere, selvom jeg lige for nylig har så skåret i mig selv igen. Grædt i flere timer på toilettet, pjækkede fra alle timerne fordi jeg havde det dårligt og var tæt på at bryde sammen så magtede ikke timerne - jeg er så begyndt at ryge hash igen& og jeg har så taget flere piller på samme tid, altså jeg misbruger de piller jeg har. Ritalin, Concerta, hovedpine piller og alt det der - bare for at jeg kan få det bedre, og for hvert dag der går så tager jeg en ekstra pille.

Jeg magter overhovedet ikke det her mere, jeg kan ikke mere - jeg forsøger bare, mit liv er alligevel ikke noget værd. Noglegange ville jeg bare ønske at jeg var blevet kidnappet, så jeg kunne anmelde min mor - og komme tilbage til den rigtige, hvis jeg nu var for så kunne jeg begynde forfra på et nyt liv men det er jeg nok ikke så istedet for det - overfvejer jeg bare også noglegange om at pakke mit tøj og droppe alle de mennesker. Skride fra landet, starte forfra på et nyt liv i et andet land med et nyt navn.

Jeg ved nu ikke engang om hvad meningen med det her var - kun noget med at jeg ville spørge jer om hvad der kunne forårsage at man mistede sine relationer til ens forældre eller at man ikke har et tæt forhold med sin mor trods af at man har boet med hende i hele livet.

Svar:

Hej med dig!

Det er godt at høre, at du har brugt vores brevkasse før og har lyst til bruge den igen!

Det lyder til, at du har været rigtig mange hårde ting igennem, som har gjort det svært at være dig! Jeg synes det er rigtig flot af dig, at du skriver herind med dine tanker og følelser. Jeg kan godt forstå du føler, at du ikke magter det mere. Jeg håber, at du kan bruge nogle af de råd og tanker jeg skriver i mit svar.

Jeg kan læse, at der er mange ting som fylder i dit hovede og som jeg sagtens kan forstå fylder meget. Jeg har valgt at fokusere på dit forhold til din mor, fordi jeg forstår dit brev sådan, at det er det primære du gerne vil have svar på. Det håber jeg er i orden med dig.

Det lyder til, at du har været udsat for nogle voldsomme ting og er blevet behandlet rigtig dårligt af din mor. Jeg kan godt forstå du blev sur på hende og at du synes det er svært at lade som om alt er glemt og godt igen. Det lyder til, at din mor prøver at skabe kontakt til dig ved at ignorere fortiden. Det kan være hun ikke ved hvordan hun skal få tingene løst og at dette er hendes måde at løse dem på? Det er ikke sikkert hun mener det ondt, men derfor kan det jo godt stadig være rigtig svært at være med på at lade som om alt er perfekt. Når du skriver, at du er begyndt at ignorere hende og undgå at være sammen med hende, så læser jeg det som et tegn på, at du ikke befinder dig godt i jeres forhold som det er nu. Derfor tænker jeg også at der bliver nødt til at ske et eller andet. Jeg kan godt forstå det kan være svært at se hvordan man kan få det bedre når man har det svært.

Det er rigtig hårdt at leve bag en facade, som jeg synes det lyder til at du gør. Når man lader som om hele tiden, så kan det være rigtig svært når man sidder selv, fordi man godt selv ved hvad der gemmer sig på den virkelige side. Fordi ingen andre ser den side af dig, så er du også meget alene med den og det kan være hårdt at skulle gå rundt med alle de følelser og tanker alene. Derfor er det også så godt, at du har haft overskud og mod til at skrive herind så du kan få delt dine tanker og følelser. På et tidspunkt så kan facaden knække fordi man ikke har flere kræfter til at holde den oppe. Man kan kun holde til sådan noget i et vis stykke tid og så kan man ikke mere. For mig lyder det til, at du er nået dertil nu?

Så er det du måske oplever, at du har brug for at glemme hvordan du har det? Nogle gange gør man ting for netop at komme lidt væk fra virkeligheden. Du skriver i dit brev, at du ikke har lyst til at spise, er begyndt at skære i dig selv, at du græder meget, er begyndt at pjække fra skole, er begyndt at ryge hash og misbruge piller. For mig lyder det til, at det er din måde at forsvinde lidt fra virkeligheden på? Selvom det måske kun virker et kort øjeblik, så gør man det, fordi alternativet gør for ondt til at lade være. Man har simpelthen brug for den pause fra den psykiske smerte. Men husk på at det ofte ikke hjælper mere end kort tid og så vender tanker og følelser tilbage og måske er de endda blevet forstærket. Det kan være rigtig rart at kunne give sig selv en pause, men måske det ville være bedre at lære sig selv at få det bedre i det lange løb, også selvom det kræver at det gør ondt nu.

Jeg kan godt forstå dine tanker om, at det kunne være dejligt at få lov at starte på ny. Få en chance for at begynde på en frisk. Det er rigtig svært at se sig ud af store problemer som du har når man er ked af det og udmattet. Det kan jeg sagtens forstå! Jeg tror ikke du hverken behøver at blive kidnappet eller flygte ud af landet for at skabe dig et bedre liv. Men jeg tror du skal lytte til dine tanker og finde en vej ud. Det behøver ikke at betyde et kæmpe stort skift i ens liv. Det kan også betyde, at man får taget sig mod til at tale om de problemer man har. Det kan være rigtig svært, især hvis dem man skal snakke med ikke altid lytter eller tager en seriøst eller man ikke har et godt forhold til vedkommende. Jeg ved godt, at det er meget lettere sagt end gjort, men jeg synes stadigvæk at det kunne være rigtig godt og sundt for dig at få snakket med nogle om hvordan du i virkeligheden har det med din mor og jeres forhold. Det kræver mod, men det er mod jeg ved du har, for det mod har du vist ved at skrive herind og ved at være åben om dine tanker og følelser. Du er en modig og sej pige! Det skal du huske, særligt når du har det rigtig svært.

Måske det kunne være en veninde/ven du snakkede med eller hvis du stadig har kontakt til kommunen? Eller måske du har en lærer på din efterskole som du er tryg ved, som du tror ville kunne lytte og hjælpe?
Eller måske direkte med din mor?
Hvis du synes det bliver for svært at snakke ansigt til ansigt med en eller ikke ved hvordan du skal få startet samtalen eller ikke ved hvad du vil sige, så synes jeg det kunne være en god ide hvis du prøvede chatten her på cyberhus. Her kan man snakke anonymt med en voksen om de ting, der fylder hos en. Det kunne måske være en start?

Jeg kunne også tænke mig at fortælle dig om børnechatten og børnetelefonen. Det er gratis rådgivning til børn og unge som har det svært. De er rigtig gode at snakke med og ved en masse om ens rettigheder og muligheder når man har det svært med sine forældre. Det synes jeg kunne være en god mulighed, hvis du har mod på at prøve det? Jeg sender dig i hvert fald lige et link http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning.aspx

Jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden!

Med venlig hilsen Astrid