selvskade og selvmord

brevkassespørgsmål

selvskade og selvmord

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg har haft rigtig mange problemer i mit liv allerede. Så jeg har haft tænkt på selvmord rigig mange gange. Men har ikke ture at gøre noget ved det. Og så har jeg haft fået det meget bedre, her for et halvt år siden. Men så for 2-3 måneder siden fik jeg det rigtig dårligt igen. Så jeg begynde at skære i mig selv på armene og benene, og overveje selvmord. Jeg har enda plandlagt, at tage en over dosis af de piller jeg skal tage en af dagligt. Og har skrevet, farvel breve til folk, osv... Min RIGTIG gode veninde som jeg stoler 100% på ved det godt. Men hun tror jeg har det okay igen. Jeg ved godt at selvmord ikke er nogle god løsning, men jeg kan bare ikke se nogen anden ud vej.

Hvad synes i, jeg skal gøre ?  

Svar: 

Kære dig.

Det gør rigtig ondt på mig at læse dit brev, og vide at du går rundt og har det rigtig dårligt. Du er stadig meget ung, og har hele livet foran dig, selvom det ikke føles sådan lige nu. Selvom du har oplevet mange problemer i dit liv, så er der stadig rigtig mange gode ting i livet, som du endnu ikke har oplevet, men som er værd at kæmpe for! Det er virkelig så flot af dig, at skrive et brev her til os, for det kan være starten på, at du kan blive glad og få det godt igen.

Du spørger om, hvad du skal gøre, og jeg vil derfor give dig nogle råd til, hvordan du kan kan blive en glad pige igen. Det er det eneste, du fortjener! Du skriver ikke noget om, hvilke problemer du har haft i dit liv. Men det lyder til at have været nogle ting, der har ramt dig hårdt, siden du nu har det svært. I livet vil der altid komme nogle problemer og modstand, som man skal kæmpe imod, selvom det kan være rigtig svært og hårdt.
Du kan tage et stykke papir og tegne en bølgestreg på: ~~~~~~
Livet er lidt ligesom en bølge - nogle gange er man helt på toppen og har det godt, mens man andre gange bliver kastet ned og rammer bunden. Så skal man kæmpe sig op igen på en ny top! Lige nu er du på vej ned ad bølgetoppen, men jeg vil give dig nogle råd til, hvordan du kan nå toppen igen.

Du skærer måske i dig selv, for at glemme de problemer, som du har lige for tiden. Rigtig mange unge skærer i sig selv idag, selvom det ikke er særlig sundt for kroppen og kan give slemme ar. Det kan være svært at stoppe med at skære i sig selv igen, når man først er begyndt, fordi det fjerner smerten i et stykke tid. Men der er andre måder til at få det bedre på. Har du nogensinde hørt om den idé, med at tegne en sommerfugl på det område, hvor man skærer sig selv. Så gælder det om at holde live i sommerfuglen så lang tid som muligt. Hvis man skærer i sommerfuglen, dræber man den. I stedet kan du prøve at gøre nogle andre ting, for at få styr på de ting, der fylder meget i dig. Du kan fx vælge at skrive et brev til dig selv, med de ting du går og tænker på, og som gør ondt inden i dig. Du kan også vælge at skrive et digt, en sang eller tegne en tegning af, hvordan du har det, når du får trang til at skære i dig selv. Lav for eksempel en liste over de problemer, som du gerne vil have løst. Tænk over, hvordan du kan løse problemet bedst muligt og om du kan løse problemet selv. Start med at løse problemerne ét efter ét og få rodet ud i dit liv.  Hvis du vil snakke med en voksen om det, kan du måske aftale med en voksen, som du er tryg ved, at når du får en trang til at skære i dig selv, så kan du ringe/besøge den voksne og snakke om de ting, som du er ked af. Den voksne kan også hjælpe dig med at få løst dine problemer, som du går rundt med. Hvis du gerne vil læse mere om det, at skære i sig selv, så kan du læse mere om det, på LMS' hjemmeside HER.

Du skriver, at du har overvejet selvmord, selvom du godt ved, at det ikke er den bedste løsning. Selvmord er slet ikke en god løsning, selvom det måske kan virke som den nemmeste udvej lige nu. Når man tager selvmord, slipper man øjeblikkeligt for livet og alle de problemer, man går rundt med. Men du skal huske at tænke på, at hvis man vælger at tage selvmord, så oplever man heller aldrig at blive glad igen.
Man kommer aldrig til at opleve at smile, grine, danse rundt og være fjollet, være forelsket og være lykkelig igen. Ville det ikke være forfærdeligt, aldrig at opleve de ting igen? Der er rigtig mange andre måder, at få det godt på igen, så du kan blive en glad pige. For det fortjener du helt sikkert. Du skal dog vide, at rigtig mange unge piger på din alder, har haft eller har selvmordstanker. Det er heldigvis meget sjældent at selvmordstanken ender ud med at tage selvmord. Det er dog derfor helt normalt, at have de tanker i perioder, hvor man har det svært. Selvmordstanken kan være et tegn på, at du behøver hjælp fra andre, så du kan få det godt igen.

Det kan helt sikkert være en god ide, at fortælle en voksen om de her selvmordstanker. Mange gange kan det faktisk hjælpe, at man får fortalt om, hvordan man har det. Hvis du ikke har lyst at sige det direkte til den voksne, kan du også vise ham/hende brevet, som du har skrevet til mig, eller du kan skrive et nyt brev. Nogle gange kan det være en lettere måde, at få fortalt nogle på, hvordan man har det indeni. Den voksne kan hjælpe dig med at få snakket om de her problemer, og sammen kan I måske finde en løsning.

En anden ide kan også være at snakke med en psykolog. Når man går til psykolog, får man en fortrolig voksen at snakke med om alle sine problemer. Psykologen kan altså hjælpe dig til, hvordan du kan få det godt igen. På mange skoler arbejder der skolepsykologer, som arbejder der, for at hjælpe unge mennesker som dig, der går rundt og har det dårligt. Hvis det lyder som noget, du kunne tænke dig, kan du altid prøve at snakke med en lærer eller på skolens kontor om, hvad du har af muligheder for at snakke med en skolepsykolog. Jeg tror, at det vil hjælpe dig godt på vej, så du kan komme op på toppen igen!

Ellers er du også altid rigtig velkommen til at skrive her på vores chat HER. På chatten sidder der voksne, der er klar til at skrive med dig, om alt det, som du har behov for at snakke om.

Til sidst vil jeg bare huske dig på, at du er en helt speciel og særlig person. Der findes kun én af dig - og derfor er du helt unik og skøn, som du er. Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart får det meget bedre. Jeg håber, at du vil tage skridtet og få snakket med en voksen om alt det her, som fylder inden i dig. Det kan helt sikkert hjælpe dig, så du kan begynde at få et meget bedre liv.

Kærlig hilsen Mette 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program