Problem med mine venners venner...

brevkassespørgsmål

Problem med mine venners venner...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Hej cyberhus.

jeg er en dreng på 15 og har en vennegruppe fyldt med mine bedste venner, men jeg har et problem. De er alle venner med et par fyre som er 1 år ældre end os, og alle er rigtig gode venenr med dem pånær mig... Det er intet galt med dem og jeg respektere at mine venner vil være venner med dem, men der er ved at komme til et punkt hvor vi næsten kun skal være sammen med dem hvergang vi er sammen. Når vi er sammen med dem skifter deres personlighed fuldstændig de glemmer mig så jeg skal fx. bare sidde og kede mig til døde.

og de er slet ikke nogen jeg har lyst til at blive venner med.

har i en måde så jeg bare kan være sammen med mine venner uden at skulle være sammen med "De irriterende mennesker...?"

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, du er lidt i vildrede. Det er nemlig aldrig nemt, når ens venner begynder at have andre venner - og specielt ikke, hvis det ændrer på ens forhold til sine venner og den måde, de er på.

Jeg ved ikke, om du har snakket med dine bedste venner om, at I altid skal være sammen med de lidt ældre fyre, når I er sammen. I hvert fald tænker jeg, det er et godt sted at starte. Fortæl dine venner, at du savner, når det bare er jer og hør dem, hvordan det kan være, at I altid skal være så mange sammen. Du kan fortælle dem, at du føler, de ændrer sig, når fyrerne er i nærheden, og at du kommer til at føle dig overset. Det er ikke sikkert, dine venner har tænkt over det, og derfor er det rigtig godt, hvis du kan gøre dem opmærksomme på det. Jeg er sikker på, at nu hvor I er så gode venner, så vil de kunne forstå, at det gør dig ked af det og forsøge at ændre det, så I alle har det godt i vennegruppen. Nogle gange kan det være lidt svært at tage sådan nogle ting op med sine venner, men man vil for det meste opleve, at venskabet bliver stærkere, og at man selv bliver gladere, hvis man er ærlig omkring de ting, der fylder.

Måske skal du også prøve at tænke over, om du blot har set dig lidt sur på de andre fyre? Nogen gange kan man nemlig være så træt af nogle personer, at man helt glemmer at søge efter det gode ved dem. Jeg tænker, at der må være nogle gode ting ved fyrene, siden dine venner har lyst til at være sammen med dem? Næste gang I skal være sammen, kan det være, du skal prøve at være endnu mere åben og positiv og måske spørge meget ind til de andre drenge. Hvis du viser interesse for dem, kan det være, du finder ud af, at de faktisk er rigtig fine at være sammen med. Det kan være, de kommer til at overse dig, fordi de kan mærke, du er træt af, at de er der. Hvis du virker mere deltagende, vil de sikkert tage dig mere ind, og så kan det være, det bliver en rigtig god oplevelse at være sammen alle sammen.

Jeg kan dog godt forstå, at du fortsat gerne vil have alenetid sammen med dine venner. En måde, hvorpå du kan sikre dig, at I fortsat får det, er ved at invitere dem hjem til dig eller arrangere noget, hvor de andre ikke er inviteret. Det kan være, du kender til en god film, I kan se sammen en fredag hjemme ved dig, et godt spil I kan spille eller et sted, I kan tage hen. Hvis I igen begynder at være sammen bare jer, kan det være, det går op for dine venner, at de også savner, at det bare er jer.

Mit bedste råd til dig er dog at forsøge at være positiv og se, om ikke der kan komme noget godt ud af, at I er flere sammen. Det er en god mulighed for at få endnu flere gode venner og udvide dit netværk.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program